Annonce
Kultur

Dobbeltanmeldelse: Bon Iver gav den vildeste mavepuster på Northside

Publikum var i godt humør, da engelske Keane gav koncert på Northside lørdag aften. Foto: Helle Arensbak
Engelske Keane kaldte på kærligheden med et følsomt klaver. Men det var Bon Iver, som i de sidste minutter leverede Northsides mest ømme og hjerteskærende koncertoplevelse.

Åh, de føler så meget, mændene i Keane. Og klaveret er konstant ramt af en blå måne.

Keane solgte vildt mange plader i starten af nullerne, men siden 2014 har vi ikke hørt meget til dem. Men nu vil de følsomme englændere tilbage til scenerne, og hvordan skal det nu gå, tænkte vi, mens “Bend and Break” fra debutalbummet “Hopes and Fears” åbnede ballet.

Der var ikke skruet op for lyden, og blæsten var streng ved det klaver. Men Keane ville have os helt op til de stormfulde, melankolske, højder:

“Everybody's Changing”, “Somewhere Only We Know” og “Crystal Ball”. De gamle hits. Folk sang med. Et modent par tungekyssede i alle blå vers.

Men mente forsanger Tom Chaplin det, når han sagde, at de har lavet nogle nye numre, men ikke ved, om de er gode? Var det engelsk ironi?

“The way I feel / the way I feel / the way I feel” lød det. Og man stod og håbede, at vinden ville ruske op i de mænd. For de nye numre var en kende kedelige. Det har aldrig været for teksternes skyld, man lyttede til Keane. Mere stemningen, de små dramaer og manglen på guitar (ret radikalt dér i indiens storhedstid).

Keane fandt nok ikke nye lyttere. Men kald det kærlighed – følelsen, som indfandt sig hos mænd og kvinder, der blev transporteret tilbage til dengang, de første gang opdagede klaveret som en ny indie-ven.

Annonce
Efter nogle års fravær fra scenerne barsler det engelske band Keane med et nyt album. Lørdag aften spillede de deres klaverbårne indiepopsange på Northside. Foto: Helle Arensbak

Blæsten kom fra syd

Sent lørdag, på vej ind i den sorte og kolde nat, var Bon Iver vores allerbedste kammerat.

“22 (Over Soon)” sneg sig mageløst ind i vores festivaltrætte ører.

Han stod helt roligt på scenen med store hovedtelefoner og elektronisk grej. Bag ham var bandet, der blandt andet talte to trommeslagere, samt lamper, som lyste mørket op.

Justin Vernon vekslede mellem det abstrakte, det elektronisk knitrende, og lige pludselig stod countryen i fuldt følsomt flor. ”Flume”, ”Holocene”, ”Perth” og ”Minnesota, WI” – stemmeforforvrængninger og småskrig mødte sarte beats og det organiske trommespil.

Han sagde ikke så meget, Bon Iver, men kommenterede, at han aldrig har oplevet en festival helt uden glas (Northside, brug det I jeres næste PR-kampagne, en bedre ambassadør for det, I vil, at få folk til at møde op med ørerne helt tilspidsede og tanke på planetens ve og vel, findes ikke). Han konstaterede også:

– The wind is blowing in from the South”. Ja, dér kom vinden sikkert fra. Men vi var jo omringet fra alle sider, stående i en skov af lyd og euforiske udladninger.

Folk lyttede, og det var én af de koncerter, hvor der blev tysset på dem, der larmede bare det mindste. Mænd og kvinder krammede, nogle græd. Også før “Skinny Love” sluttede koncerten.

To dage før slog australske Tame Impala luften ud af Northside med kosmisk pop i fluorescerende farver. I de sidste minutter gav Bon Iver den anden af dette års største koncertoplevelser. Han var hårdtslående og meget blid dér i den kolde juniaften. Og de effektfulde mavepustere blev ikke foretaget med en bas, men med minimale, sfæriske pulsslag og en rå falset.

3 stjerner, Keane, Green Stage, lørdag.

5 stjerner, Bon Iver, Green Stage, lørdag.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Racisme skal standses og andet end det

Et fodboldstadion har sin egen retorik. Der er næsten ingen grænser for, hvad publikum tillader sig at råbe efter aktørerne på banen. Det gælder både spillere og dommere, som bliver udsat for tilråb, som kunne have kostet en dom, hvis de var blevet råbt på åben gade. Men stadions har deres egne regler. Mere bliver tilladt indenfor end udenfor. Racisme burde slet ikke forekomme, heller ikke på fodboldstadions. Ethvert menneske har ret til respekt uanset hudfarve, og det er godt, at der nu bliver taget fat på at standse racismen på internationalt niveau. I yderste instans skal en fodbolddommer afbryde en kamp, hvis racistiske tilråb bliver gentaget. Det skete to gange i Bulgarien-England forleden. Men kampen blev spillet færdig. Reglen er ikke uden problemer. Hvis et hold er bagud, og tilhængerne ønsker at få kampen standset, kan de råbe racistiske udtryk, så dommeren må gribe ind. Og så ekstrem som sport på øverste niveau er blevet, er mange parate til at udnytte enhver regel og mulighed for at vinde eller undgå at tabe. Et andet sted kan vi begynde. Herhjemme sker det meget ofte, at tilskuerne råber "ludersøn" efter en dommer, hvis de mener, han har dømt forkert - selvfølgelig mod deres eget hold. Det tilråb er krænkende og uholdbart, og Dansk Boldspil-Union bør give dommeren eller endnu bedre fjerdedommeren ret til at standse kampen, når tilråbet forekommer. I gentagne tilfælde kan han standse kampen helt. Det er også upassende, når fodboldlandsholdet og andre hold synger den sejrssang, som slutter med "store patter". Det er plat og lummert. Selv om der kan være voldsomme fysiske udfoldelser, når det går hårdest til i fodbold, kan spillet også være elegant. Stemningen på et stadion kan være fantastisk og hjertegribende, og stedet bør ikke være skueplads for latrinære, platte, upassende og racistiske tilråb. Det vil også klæde spillet, hvis elegancen føres videre, når kampen er forbi. Spontan jubel og glæde hører med, og den skal der selvfølgelig være plads til, men den kan også udføres værdigt.

Aarhus

Bølge af indbrud i fritidshuse: Kan være samme gerningsmænd

Aarhus

Skunk, salgsposer og slagvåben i bilen: Nervøse bilister afsløret

Annonce