Annonce
Fødselsdage

Dragset sætter nyt lys på Hammershøi

Kunstner Ingar Dragset (tv) fylder 50 år tirsdag 16. juli. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Elmgreen & Dragset kan ikke adskilles. Denne sommer kan kunstnerduoen opleves på Statens Museum for Kunst. Tirsdag 16. juli fylder Ingar Dragset 50 år.

50 Man kan ikke sige Ingar Dragset uden samtidig at nævne Michael Elmgreen. Ved at blande kunst, arkitektur og design vender de to kunstnere op og ned på det normale og det, der forventes.

Tirsdag 16. juli fylder Ingar Dragset, der stammer fra Trondheim i Norge, 50 år.

Denne sommer kan duoen opleves på Statens Museum for Kunst i København med "Der har jeg hjemme. Hammershøi by Elmgreen & Dragset". Udstillingen tager afsæt i Vilhelm Hammershøis kendte malerier af rum, blandt andet kunstnerens egne stuer i hjemmet på Christianshavn.

"Hvad er et hjem for en størrelse", spørger Dragset og Elmgreen, som har inviteret en række kunstnerkolleger til at give deres besyv til temaet. Udstillingen har fået fine anmeldelser og er blevet kaldt en "lille perle i al sin nordiske kølighed" af Kristeligt Dagblad.

Som altid med Dragset og Elmgreen er der et element af provokation, som når de lader et hus være spændt på hovedet af en nøgen kvinde.

Langt mere debat vakte det dog, da parret i 2012 skulle skabe deres første offentlige udsmykning i Danmark. Helsingør ønskede et nyt vartegn, og det blev til skulpturen "Han" - en nøgen yngling på to meter. En slags moderne storebror til Den Lille Havfrue på Langelinie i København, der skal vise, at manden i lighed med kvinden er et seksualobjekt. Værket mødte modstand fra flere sider, men kommunen holdt fast, og i dag står "Han" yderst på molen foran Kulturværftet og befinder sig dermed midt i byens nye kulturområde.

Dragset og Elmgreen, der også danner par privat, bor og arbejder i Berlin.

En række af deres værker tager direkte afsæt i deres egen homoseksualitet. Mest opsigtsvækkende er en kæmpe betonklods, der i 2008 blev indviet i Tiergarten i Berlin til minde om de homoseksuelle, som endte livet i koncentrationslejre under krigen.

Siden midten af 1990'erne har parret udstillet verden over, blandt andet på Tate Modern i London, Musée d'Art Moderne i Paris, Museum für Moderne Kunst i Frankfurt og biennalerne i São Paulo, Venedig, Berlin, Istanbul og Moskva.

De har fået en lang række priser. Blandt andet Eckersberg Medaillen i 2012 for deres storskalaværker, der relaterer sig til forholdet mellem kunst, arkitektur og design. Desuden er de tildelt den store tyske kunstpris, Preis der Nationalgalerie der Junge Kunst, ligesom de blev de første modtagere af Arkens Kunstpris, som uddeles af museet ved Ishøj syd for København.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Julen varer ikke ret meget længere

For os, der nu er den ældste generation, er det ikke noget problem i hukommelsen at genskabe barndommens lykkeland i 1950’erne. Om man boede i midtbyen, på Trøjborg eller på Frederiksbjerg var et fedt, for det var det samme alle steder: boligblokke i fire-fem etager, der lå i karréer med gaderne på kryds og tværs. Og forsynings-centralerne lå lige henne på gadehjørnerne. Der lå en købmandsbutik på det ene hjørne, en bager på det andet, en slagter på det tredje og endelig en grønthandler på det fjerde. Og der var snesevis af dem, for de lå på hvert eneste gadehjørne overalt i byen. Men i 1960’erne og 1970’erne forsvandt alle disse småhandlende i løbet af en forholdsvis kort årrække; facaderne blev muret til og der blev indrettet hjørnelejligheder i de tidligere butikker. De store supermarkeder tog dem, gik vi og sagde – endskønt købmandens, slagterens og grønthandlerens butikslukning kun kunne tilskrives os selv. Det var jo os – kunderne – som holdt op med at handle hos dem, da vi i stedet søgte indenfor i det spændende supermarked med de bugnende varehylder og de deraf nødvendige indkøbsvogne. Og vi fik da også en form for personlig kontakt med den søde kassedame. Det var dét, der slog købmanden ihjel. Men det var kun indirekte supermarkedets skyld! Og nu gentager historien sig, men denne gang er det udvalgsforretningerne det går ud over. Tøj, sko, isenkram, smykker, bøger and-you-name-it bliver nu ligesom i 1960’erne solgt i nye og anderledes ”butikker” – nu kaldes de bare internettet. Nu skal folk end ikke rejse sig fra sofaen længere for at handle, hvorfor historien gentager sig: det er heller ikke nyheden e-handel, som nu er skyld i at de små fysiske butikker får det sværere og sværere – det er og bliver os, kunderne, der er begyndt at handle anderledes. Det hele skal naturligvis ses i sammenhæng med, at handels-uvidende byrådsmedlemmer og deres tilsvarende embedsmænd ommøblerer byen, så den sidste lyst, kunderne måtte have for at tage ind i city for at købe varer, nok også skal blive elimineret. Det bliver gjort vanskeligere og vanskeligere at køre rundt i byen – og det bliver efterhånden komplet umuliggjort at finde parkeringspladser. Det sidste fordi kommunen fjerner alle gammelkendte p-pladser for at tvinge bilisterne til at bruge kommunens egne p-misfostre Navitas og Dokk1 – som dog aldrig, aldrig, aldrig nogensinde bliver rentable, fordi de er placeret komplet tåbeligt i forhold til byens handelsliv. Butikker lukker vedvarende i hobetal. Det sker på daglig basis. Og som noget helt nyt ser vi nu også gamle, fine, velanskrevne og –konsoliderede firmaer indskrænke og lukke tabsgivende filialer, simpelthen for at rebe sejlene. Noget de store kædefirmaer af prestigemæssige årsager ikke tidligere har beskæftiget sig for alvor med – men nu udvises rettidig omhu og damage control. Så kig dig derfor godt rundt omkring på alle juledekorationerne, når du i disse dage er ud at købe julegaver. For det er meget tænkeligt, at julen ikke varer så meget længere. I takt med at der bliver færre butikker med næsten ingen omsætning fordi vi køber det meste på nettet, så bliver der heller ikke råd til for gadeforeningerne at sætte julepynt op. Flere af byens kendte handelsgader har jo allerede for længst fravalgt juledekorationerne, og indenfor en kort årrække kommer Strøgets flotte stjernehimmel formentlig heller ikke op. Det koster hvert år en halv million kroner, men med flere og flere ikke-betalende medlemsbutikker, bliver det jo umuligt for Strøgforeningen at finde økonomi til at bruge så mange penge på julelys. Men vi kan ikke stoppe det. Man har aldrig kunne stoppe naturlig udvikling. I 1960’erne buldrede supermarkederne frem og nu om dage er det så handlen på nettet. Det står ikke til at ændre. Det eneste vi så bare skal huske på, når vi om nogle år savner de hyggelige julelys i gaderne, er årsagen til, at der ikke længere er råd til den glædelige julehygge. Der er for få fysiske butikker til at betale.

Aarhus

Turbåd inspiceret efter at kvinder faldt i havnen: Søfartsstyrelsen fandt mangler i forbindelse med sikkerheden

112

Forundret formand for Vejlby-Risskov Hallen: Er uforvarende blevet en del af svindelsag i Forsvaret

Annonce