x
Annonce
Aarhus

Dramatisk historie: Fangen mødte sin fangevogter fra koncentrationslejren i Auschwitz

Zofia Posmysz overlevede ophold i koncentrationslejrene Auswitch og Birkenau og skrev en fortælling om det. I dag er hun 94 år. Foto: Den Jyske Opera

Hovedpersonen i "Passageren" Zofia Posmysz har været til alle premierer på operaen, men den 94-årige kvinde er for svag til at komme til Aarhus.

AARHUS: "Passageren" er en rørende historie om en polsk kvinde, som sad i koncentrationslejren Auschwitz under Anden Verdenskrig - og overlevede. Siden mødte hun ved et tilfælde en af de kvindelige fangevogtere, SS-vagten Lisa.

På vej over Atlanten så Lisa en mystisk passager, som mindede hende om kz-fangen Marta, og hun blev dermed konfronteret med sin fortid, som hendes mand ikke kendte til.

Historien gør et enormt indtryk på de mennesker, som oplever operaen. Og premiererne har haft et særligt højdepunkt: Når forestillingen var slut, kom hovedpersonen Zofia Posmysz op på scenen - uden at nogen blandt publikum vidste det på forhånd.

Det er hidtil sket ved alle premierer, og håbet var, at det ville ske i Aarhus 22. august.

Men det gør det ikke.

Annonce
Kun 19 år var Zofia Posmysz, da hun blev arresteret i Krakow og indsat i koncentrationslejren Auschwitz. Foto: Den Jyske Opera

Skrev i lejren

94-årige Zofia Posmysz kan ikke komme, fortæller hun på polsk i et brev til chefen for Den Jyske Opera, Philipp Kochheim.

- Min fysiske tilstand tillader ikke, at jeg kommer. Mine tidligere rejser var kun mulige, fordi jeg havde en ledsager med. Men denne gang er det ikke nok. Mine tanker vil være hos jer i Musikhuset Aarhus 22. august. Jeg beder om, at publikum tager godt imod operaen komponeret af den geniale Mieczyslaw Weinberg, skriver Zofia Posmysz.

Hendes skæbne bliver fortalt på to udstillinger i Aarhus i denne tid frem til 28. august - på Kvindemuseet og i foyeren i Musikhuset.

Zofia Posmysz har skrevet en selvbiografisk roman om oplevelserne som fange i Auswitch. Dér skrev hun digte, og hun bliver betegnet som "den fødte forfatter", et naturtalent med høje etiske idealer.

Arresteret i Krakow

Zofia Posmysz er født 1923 i Krakow og var elev på en handelsskole, da krigen brød ud. I 1942 blev hun sammen med en gruppe unge arresteret i et privat hjem i Krakow, fordi hun var i besiddelse af flyveblade.

Hun sad i kz-lejren Auschwitz-Birkenau 1942-1945. Fra 1943 arbejdede hun som sekretær i køkkenet og fødevarelageret, og kort før befrielsen af lejren i januar 1945 blev hun sammen med de andre fanger tvunget til at forlade lejren på en dødsmarch mod vest. Som en af få overlevende kom hun til kz-lejren Ravensbrück og blev senere befriet fra et lager, en udekommando, hvor hun var blevet sat til at arbejde for virksomheder.

I lejren benyttede Zofia Posmysz alle pauser i arbejdet og hvert øjeblik, opsynsfolkene Kapoerne var uopmærksomme, til at skrive digte. Hendes poesi var udtryk for en fortvivlet længsel efter frihed, kærlighed og nærhed til familien. Digtene var på samme tid et skrig og en kilde til livskraft.

Efter krigen flyttede Zofia Posmysz til Warszawa og arbejdede fra 1952 for den polske radio. Hun skrev senere litterære tekster og udgav bøger.

Hør journalist Hans Petersen fortælle om historien her

Mindet skal bevares

"Passageren" er overført til mange medier. Den begyndte som et hørespil i radioen, derefter opstod romanen og en drejebog til en film. Endelig blev den også en opera.

"Passageren" blev opført som opera første gang i 2010 og er siden spillet i blandt andet London, New York, Frankfurt og Madrid.

Philipp Kochheim, tysker og chef for Den Jyske Opera, mener, at det er vores ansvar at holde mindet om livet under krigen i live.

- I en tid, hvor racistiske ideologier, nationalistisk chauvinisme og fremmedhad igen truer vores menneskelige værdier og overbevisninger, må vi holde mindet i live, for samtidig forsvinder de sidste overlevende fra koncentrationslejrene, siger Philipp Kochheim. Han mener, at den er et foruroligende og følelsesladet vidnesbyrd, som skal hindre os i at glemme og skjule vores fælles historie.

Annonce
Annonce
Danmark

Her er de nyeste corona-tal:

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

Fra 10-15 millioner til uvished om AGFs regnskab: - Vi kan simpelthen ikke regne ud, hvilket resultatet vi ender med

Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Danmark

Live: Campingpladser kan holde åbent for gæster i påsken trods corona

Aarhus

Hold afstand: Vi skal vænne os til at møde politiet i naturen

Annonce