Annonce
Udland

Dronning Elizabeth hædrer Attenborough med miljøpris

Simon Dawson/Reuters

Den 93-årige naturforkæmper David Attenborough får særlig pris for naturserien "Blue Planet II" om oceanerne.

Dronning Elizabeth har onsdag tildelt den britiske miljø- og naturforkæmper David Attenborough en pris for BBC's naturserie "Blue Planet II". Serien har skabt øget opmærksomhed omkring plastikforurening af verdenshavene.

Attenborough, der lige som den britiske monark er 93 år, er blevet tildelt Chatham House prisen, som også går til BBC's særlige Naturhistorie-enhed.

Tænketanken Chatham House siger, at Attenboroughs tv-dokumentar har en "beskyttende indvirkning".

Attenborough har siden 1960'erne været den mest berømte journalist på BBC's naturprogrammer og regnes i dag som en institution i Storbritannien.

Talrige af hans programmer har gennem mange år været vist på dansk tv.

En 2018 YouGov-meningsmåling viste, at Attenborough var den mest beundrede mand i Storbritannien, mens dronningen var den mest beundrede kvinde.

Den årlige Chatham House Prize går til personer eller organisationer, som menes at have bidraget med de mest signifikante forbedringer til internationale relationer.

- Plastikforurening er en af de største udfordringer, som truer verdenshavene, og det er helt klart et internationalt anliggende, siger Robin Niblett, som er direktør for Chatham House.

"Blue Planet II" udløste international og lidenskabelig debat og førte til krav om politisk kursskifte i kampen mod forureningen af verdenshavene.

Attenborough var som 91-årig fortæller på serien, som var den mest sete i Storbritannien i 2017. Den blev efterfølgende solgt til tv-selskaber verden over.

Blandt mange chokerende scener var optagelser af albatrosser, som uden at vide det gav deres unger plastik fra havet og en morhval, som medbragte en død nyfødt hvalkalv, som formentligt var død af plastikforurening i morens mælk.

Efter serien var blevet vist, var den overdrevne brug af engangsplastik pludselig et dominerende tema i nyhedsstrømmen i Storbritannien.

Nye genbrugs-kaffekopper blev almindelige i gadebilledet, og plastiksugerør forsvandt fra værtshuse og caféer. Senere er emnet også prioriteret stadigt højere på den internationale scene.

/ritzau/Reuters


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Kampen om Kongelunden

Hvor mange af Aarhus´ byrådspolitikere har fri adgang til AGF´s kampe? I og for sig et ret ukompliceret spørgsmål at få besvaret, ikke? Så jeg sendte i god tro en mail til kommunaldirektøren for Aarhus kommune. Der skete ikke det store. En kommunaldirektør har mange vigtige sager at tage sig af, så håbet var vel bare, at det lille ”?” var sendt nedad. Nå, ja! Nu skal man jo ikke komme med udokumenterede påstande, end ikke i en blog, der står for tastaturantens egen regning. Samme mail, men nu i ny retning: Kulturrådmanden og pressechefen. Her var der hul igennem. Pressechefen replicerede: ”Det er byrådsservice i Borgmesterens Afdeling, der kan svare på dette. Jeg tillader mig derfor at sende spørgsmålet videre til dem”. Den mail var fra d.4. november. Åbenbart er det en større sag for byrådsservice at servicere. Jeg troede i min indgroede naivitet, at man ”vidste sådan noget”. Men det gør man ikke, eller måske man ikke ønsker at oplyse om det! Jeg mener blot, byrådspolitikere får honorar for deres arbejde, inkl. en som bekendt ret favorabel orlovsordning. Så burde det ikke være god skik og brug, at alle ”frynsegoderne” også er offentligt kendte. Nu synes jeg jo ikke, at kulturrådmanden skal betale entré for at klippe snoren til åbningen af et nyt hus i den gamle by. Men der er vel andre ”gratis adgange”, som ikke så indlysende. Det er lykkedes mig én (og sikkert sidste) gang at få fedtet mig ind i VIP-loungen uden at slippe en slante, som det hed dengang AIA, var store i århusiansk fodbold. Og derinde, på ryggen af de gamle stadionhaller og med store panoramavinduer ud mod banen, åbner sig en ny verden, ukendt for den, der er vant til at snige sig ind gennem tælleapparaterne med sin selvfinansierede billet og reservationen til et af de solblegede, fesengrønne plasticsæder. Herinde i varmen er der bløde sæder, mad, snacks og drikkevarer. Rundt om bordene sidder i fortrolig snak adskillige kendte, nogle blot lokale koryfæer, andre med genkendelsesfaktor uden for kommunegrænsen. I min egen beklemte, ubekvemme ukendthed er udvejen at få hamstret en sodavand og hilse på serveringspersonalet, som er lige så ukendte, som jeg er. Men her sidder de altså. Forretningsfolk, sponsorer, popmusikere, gamle fodboldstjerner, klubbosserne, deres håndlangere og minsandten også nogle af byens betroede politikere. Gad vide, hvad de taler om? Dagens kamp? Måske, men ifølge en af mine døtres speciale om beslutningsprocesser i det offentlige regi foregår de ofte ved kaffemaskinen, uformelt, uforpligtende, uden for referat. Befinder jeg mig i en VIP-lobby, hvor trafikken går den modsatte vej? Hvor de indflydelsesrige og beslutningstagerne er inviteret ind på lobbyisternes slagmark på en fri ”transfer” eller? Et par timer inden AGF-Brøndby-kampen (på trods af løbebanen, eller måske mere på grund af en kompetent, no-nonsense-træner vandt AGF fortjent 2-1) mødte jeg bag stadion en af kvarterets beboere, som hilste venligt og lettere indigneret spurgte mig, hvad jeg syntes om stadion-planerne med væddeløbsbanens inddragelse etc. Opildnet af min lydhørhed skosede hun de sammenspiste, teflonbelagte, socialdemokratiske cand.scient.pol-drenge, som åbenbart er Aarhus´ nye herskende klasse. Hvis de vil have projektet gennemført, får de deres vilje! Men så slemt bliver det bare ikke. Når pengestærke, gavmilde givere kan give kommunen 500 millioner kroner til at ”løfte” hele området med Friheden, Stadion, Arenaen, JVB, skovene og Mindeparken, og vel at mærke uden at plastre til med boliger på væddeløbsbanen, så ånder alt idyl. Der er dog et andet men: AGF-direktør Jakob Nielsens ønskestadion koster alene 400 millioner kroner. Det giver jo ikke mange midler til et fuldblods atletikstadion, løsning af det evigt tilbagevendende trafikale kaos (der bliver endnu værre med Mols-linjens flytning) og så det helt indlysende behov, Aarhus har: Den store, indendørs multiarena, der kan matche Københavns royale arena og Hernings "Boksen", og som vil være en langt bedre investering for kommunen end et nyt stadion.

Aarhus

Tivoli Friheden vil bygge en ny scene

Annonce