Annonce
Debat

DSB-ansatte under pres: DSB styrer mod sin egen undergang - og vi har ondt i maven over at se på det

Morten Færgemann Sørensen

Togdrift: "Er det hvad I byder os? Toilettet, der er aflåst. Og på det næste sejler gulvet af pis". "Og hvor er vogn 21-22?" "Er det, hvad I byder os?" Råber en vred mand op i togførerens ansigt.

Togdriften sejler bogstavelig talt med urin, aflåste toiletter og manglende vogne - hver dag.

Man kan som personale måske smile og sprede godt humør en dag eller to, men så stivner smilet. Som bliver til krummede tæer, en knude i maven, hjertebanken og til sidst en sygemelding. Forleden dag havde vi 72 sygemeldinger på landsplan. Hvorfor mon?

Mange af mine kolleger bliver kørt ned af at skulle stå mål på for et produkt, der er smadret til ukendelighed. Men det er lige meget, for meningen med det hele er at gøre DSB mere "markedsorienteret" og klar til at konkurrere på det private marked med udløbet af DSBs trafikkontrakt i 2024.

Den daglige krummen tæer og ondt i maven over togdriften er blevet skiftet ud med en ulmende vrede. En vrede over, at folk, der er afhængige af DSB, bliver sjoflet på denne måde.

Politikerne og cheferne har deres på det tørre. Når skibet er gået ned, skøjter de bare videre til det næste velbetalte job. Tilbage sidder Danmark og danskere på den synkende skude, som snart rammer bunden. Milliarderne strømmer i disse år mod jernbanen på den ene eller den anden måde, men det er for sent. Der vil blive tale om genoplivning, derefter mange års genoptræning, før vi får en nogenlunde anstændig togdrift, som er et moderne samfund værdigt.

Tog- og lokopersonale bliver i disse dage indkaldt til dialogmøder hos ledelsen. For at høre lidt om "rigets tilstand".

Togdriften sejler, og så vagtplanerer DSB-direktør Flemming Jensen gudhjælpemig tog og lokoførere - frontpersonalet - til kaffe og kage, hvor man kan spørge om alt. Direktøren bruger tiden på at fortælle, hvor samarbejdsvillige DSB egentlig er, og at det er vores fagforening, der ikke vil samarbejde. Pludselig står den rigtige intention bag disse dialogmøder klart. Og det er ikke dialog.

Han vil skabe mistillid mellem personalet og deres fagforeninger. Han forsøger at udvise "rettidig omhu" for at undgå, at togdriften bliver lammet igen, hvis der bliver strejke. Denne, på overfladen behagelige, rolige og helt utrolig tillidsvækkende mand står helt umærkeligt og med nærmest hypnotisk stemmeføring og fortæller os, at vores egen fagforening er på afveje. Jeg var rasende og rystet. Han er fløjtende ligeglad med passagerne og personalet. Hvis han kendte "rigets sande tilstand" og var oprigtig, ville han aldrig indkalde til sådan nogle latterlige møder. Men hans dagsorden er desværre en anden. Intentionen gemmer på noget meget alvorligt og bærer kimen til en total ødelæggelse af DSB, som vi kender det. Personalet og passagerne vil flygte i højere grad, end de gør nu. Faldende billetindtægter. Hvorfor mon?

Som kaptajnen på broen på Titanic, der bukker under for ledelsens pres og uden føling med sit eget maskinrums ydeevne, styrer DSB mod sin egen undergang. Man ser det ikke. Kaptajnens myndige, behagelige og trænede stemme i højtaleren er så tillidvækkende, at hans passagerer aldrig ville opdage, at de om få sekunder styrter i døden.

De rige vil herefter gå i redningsbådene, som bliver privatbiler. De fattigste har ingen andre steder at gå hen. De er ofrene og går ned med DSB. DSB synker faktisk for øjeblikket. Politikerne og ledelsen ser det ikke. De tror, at de styrer virksomheden sikkert og med rolig hånd mod en markedsorienteret profil. Og de har bildt hinanden ind, at togdriften i Danmark bliver bedre med deres handlinger. Jeg siger bare som togfører gennem 14 år: Alle mand i bådene!

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce