x
Annonce
Erhverv

DSV vil skære op mod 4000 stillinger efter milliardopkøb

Simon Skipper/Ritzau Scanpix
Transportkoncernen DSV Panalpina skal efter planen skære 2,3 milliarder af omkostningerne frem mod 2022.

Den danske transportkoncern DSV købte sidste år rivalen Panalpina i en milliardhandel, og fusionen vil betyde, at der skal skæres 3000-4000 stillinger.

Annonce

Det fortæller selskabets finansdirektør, Jens Lund, til Wall Street Journal.

DSV betalte i august omkring 37 milliarder kroner for schweiziske Panalpina.

Efterfølgende blev det meldt ud, at der skal spares 2,3 milliarder kroner over de kommende år.

En del af de penge skal hentes ved at skære stillinger. Det vil blandt andet ske, når afdelinger bliver slået sammen. Det gælder inden for logistikfaciliteter, administration og it-infrastruktur.

- Det handler alt sammen om effektivitet. Panalpina lavede en lille margin (overskudsgrad, red.), men var ikke konkurrencedygtig.

- Før man kan begynde at vokse, er man nødt til at tilpasse forretningen, siger Jens Lund til Wall Street Journal.

DSV Panalpina har omkring 60.000 ansatte fordelt på 90 lande. Den årlige omsætning er på omkring 120 milliarder kroner.

Selskabet startede i 1976 som en sammenslutning af ti vognmænd, men er siden blevet en international koncern med aktiviteter i store dele af verden.

DSV transporterer varer på landevejen, i luften og til søs og har desuden en forretning med at drive lagre for virksomheder.

Selskabet er over årene vokset gennem en række store opkøb. Ved det forrige store opkøb - amerikanske UTI Worldwide i 2016 - blev antallet af ansatte skåret med 3000, fortæller Jens Lund til Wall Street Journal.

/ritzau/

Link til artikel på Wall Street Journal
Annonce
Annonce
Danmark

Her er de nyeste corona-tal:

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

Fra 10-15 millioner til uvished om AGFs regnskab: - Vi kan simpelthen ikke regne ud, hvilket resultatet vi ender med

Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Aarhus

Hold afstand: Vi skal vænne os til at møde politiet i naturen

Annonce