Annonce
Aarhus

Du må gerne have aftaler med andre end mig...

Anette Schnieber, Ph.D., psykolog, VIA Ernæring & Sundhed

... når du ønsker at arbejde med dit forhold til krop, mad og spisning - ja, det kan endda være, at jeg insisterer på det!

Krop, spisning og vægttab er komplekse områder at arbejde med - mange forskellige faktorer kan have betydning for, hvordan folk oplever kostens og kroppens sammenhæng med velvære, udseende og funktionsevne.

Det betyder også, at det kan være rigtig svært for den enkelte person at vide, hvilken fagperson de bør henvende sig til, når noget inden for disse områder ikke føles rigtigt eller tilfredsstillende.

Hvis jeg f.eks. gerne vil leve mere sundt og komme af med noget kropsfedt, men også føler mig sulten rigtig tit - skal jeg så måske snakke med en professionsbachelor i ernæring og sundhed (f.eks. en diætist) om sammensætningen af min kost? Eller er det centrale, hvorledes selvkontrol, tanker og sanser spiller sammen, eller hvilket forhold jeg har til min krop, så det er bedre at tale med en psykolog? Eller har jeg måske decideret en spiseforstyrrelse, eller måske en fysiologisk betinget appetitforstyrrelse, så det er en læge, jeg skal have fat i? Og når jeg nu gerne vil træne og opbygge muskler og styrke på en sund måde, er det måske i virkeligheden vigtigst, at jeg snakker med en fysioterapeut?

Klienten/patienten er eksperten på, hvad de oplever som problemet, og hvilket mål de har med at opsøge behandling. Behandleren er eksperten på netop sit fagområde - MEN han er samtidig også etisk forpligtet på at være eksperten på, hvor hans ekspertise stopper, og hvornår det lyder, som om en anden faggruppe bør inddrages. Det er behandlerens ansvar - f.eks. ved klienten sandsynligvis ikke, hvor lidt eller hvor meget en kostvejleder ved om psykologi, eller hvad en fysioterapeut ved om ernæring. Det vil naturligvis altid være op til klienten, om han/hun ønsker at følge f.eks. kostvejlederens råd om at opsøge en læge/fysioterapeut/psykolog - men behandleren kan på den anden side også være forpligtet til at afbryde behandlingen, hvis det ikke er forsvarligt, med hans specifikke fagkompetencer, at fortsætte med denne klient uden at have i det mindste et tæt samarbejde med en fra en anden faggruppe.

Når man arbejder med krop, vægt og spisning, bør man således have kendskab til konkrete fagpersoner fra tilgrænsende, relevante faggrupper (den ernæringsuddannede skal f.eks. vide, hvilke psykologer eller privatpraktiserende psykiatere i området han kan sende spiseforstyrrede klienter til, og psykologen og psykiateren skal vide, hvilke relevante ernæringsuddannede fagpersoner, de kan henvende sig til). Jeg holder mig til det, jeg er uddannet til, og går til eksperter inden for det, jeg ikke kan. Det er en svær opgave - både fordi det kræver et kendskab til de tilgrænsende fagområder, et kendskab til konkrete fagpersoner her indenfor, og evnen til at tale med klienten om vigtigheden af at inddrage andre. Men det kan være helt afgørende for behandlingens succes, at man indrømmer, at der er klienter, der har brug for andet og mere end det, man selv kan tilbyde.

Det er dejligt med behandlere, der så gerne vil hjælpe - når f.eks. klienten har svært ved at få hjælp nok i det offentlige system - men løsningen er IKKE at gå i gang med at prøve at behandle problemstillinger, som man ikke er uddannet til.

Løsningen er at henvise klienten videre til en fagperson, der rent faktisk er uddannet til denne type problematik (f.eks. spiseforstyrrelse) - nej, der er desværre ikke gratis hjælp nok til alle, men hvis folk selv skal betale, så lad dem betale til en fagperson, der faktisk er uddannet til at hjælpe dem. Ofte er det en rigtig god idé, at de forskellige fagpersoner fortsætter med klienten i et samarbejde - således kan vi behandlere også lære mere om hinandens kompetencer og fagområder, og hjælpe klienter og patienter endnu bedre i fremtiden.

Annonce

Krop, spisning og vægttab er komplekse områder at arbejde med - mange forskellige faktorer kan have betydning for, hvordan folk oplever kostens og kroppens sammenhæng med velvære, udseende og funktionsevne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Bears vandt snævert i København

Blog

Erindrings-containere

Da jeg forleden skulle have gudstjeneste i domkirken, kom jeg i god tid og besluttede mig for, at gå en tur i de omkringliggende gader, inden jeg skulle ind og have kjolen på - som man siger i min branche. Der er nu også noget særligt ved at gå rundt om morgenen i en søndagsstille by. Et par søvndrukne fædre er blevet sendt ud med barn og barnevogn, for at mor kan få en time ekstra på øjet, et ungt festramt menneske søger efter en åben kaffebar, og en enkelt turist kommer skramlende med sin rullekuffert. Men når byen på den måde er overladt til sig selv og duerne, kragerne og mågerne, så er det, synes jeg, også som om tiden står lidt mere stille, Eller måske er det nærmere som om erindringerne - både ens egne personlige og de fælles historiske - presser sig mere på. Har man som jeg haft en fortid i byen husker man måske begivenheder, gamle venner man gik rundt sammen med, søde piger, der boede henne om hjørnet. Nogle gange er det så også som om kvarterets gamle bygninger og havets nærhed taler om endnu ældre tider, om kannikker, sømænd, handelsfolk og larmende drukkenbolte. Og er du først i dét hjørne er det lidt ligesom at du blidt løftes ud af 2019 for at blive en lille del af byens store erindring. Og har du så oven i købet, som jeg havde det forleden, et ærinde inde i domkirken, så er det en stemning eller fornemmelse, der ikke sådan lige slipper dig. Domkirken er, som så mange andre af de mange gamle kirker vi er privilegerede med her i stiftet, også en erindrings-container. Billederne, gravminderne, døbefonten, hele bygningsværket er som lag af historie, der har lejret sig i rummet. Ikke død historie, men historie der taler til os, der lever og trækker vejret her i 2019 med alt, hvad dertil hører. Den gamle kirke husker for os alle, og derfor rummer den os alle. Da jeg kom hjem til Aarhus for fire år siden var det efter 28 års fravær. Det var godt at være tilbage. Vi travede rundt i gaderne, genoplevede gamle stemninger og glædede os over gensynet. Men der gik et par år, før jeg begyndte at få øje på alle højhusene, byggerierne og boligområderne, der var skudt op siden vi forlod byen i 1988. Det var ligesom mine øjne indtil nu havde nægtet at se dem. Det gamle Aarhus havde i min bevidsthed ikke villet vige pladsen for det nye. Der findes et sted inde på YouTube, en lille film, der er optaget på en køretur fra Randersvej og ind gennem Aarhus i netop 1988. Det var den film, der blev ved at med at spille for mit indre blik, og som også gjorde jeg hele tiden forventede at møde de gamle venner og kærester nede på gågaden. Sådan kan fortiden nogle gange lægge en tung hånd på vores skulder. Ikke mindst, når vi bliver ældre og den af gode grunde fylder mere og mere, og vi gerne vil tale om den, indtil vores børn får et træt udtryk i øjnene. Men hvad jeg gerne vil undgå – og her kommer jeg tilbage til mit ærinde den anden søndag – det er, at historien også helt bemægtiger sig kirkens historiske rum. Forstået sådan, at det der siges inde i den, hele tiden har adresse til os og det mudrede og sammensatte menneskeliv vi lever nu og her i dag. Nok er den en erindringscontainer, kirken, og nok er det vigtigt, at vi har historien med os, men det er her og nu, vi trasker rundt i gaderne mellem hinanden, og det er ordene til os om dét, der først og fremmest er på færde herinde under de gamle hvælvinger.

Aarhus

SF og Alternativet vil indføre betalingsring for bilister i Aarhus: - Vi bliver nødt til at bruge både pisk og gulerod

Østjylland

Trods forsinkelser og aflysninger: Friske tal viser stor stigning i letbanens passagertal

Annonce