Annonce
Debat

Du skal ikke være så negativ over for os på mountainbike, Peter Rasmussen

Skovkørsel: Der rejser sig flere spørgsmål, når man læser chefredaktør Peter Rasmussens tanker fra Den røde stol 7. juli, hvor han harcelerer over mountainbikeryttere i spraglet stramt tøj, som jeg ser som et forsøg på at skabe splid mellem dem, som bevæger sig i naturen.

Er der rigtige og forkerte måder at være i skoven på?

Kan man have det forkerte tøj på i naturen? - og hvem skal i så fald være smagsdommer?

Er det bedre at være alene og stille end i flok og snakkende?

Har nogen mere ret til naturen end andre? – eller er der plads til os alle? Er det f.eks. mere irriterende at møde en larmende hund med sin ejer i snor, end en flok glade og sprudlende børn på udflugt med børnehaven, eller en cyklist på sin mountainbike?

I stedet for at fordømme andres valg af aktivitet og udseende, så burde vi i stedet acceptere og respektere, at vi er forskellige, både i vores valg af beklædning og valg af måde at være i naturen på.

Det vigtigste må være, at den enkelte finder glæde ved den aktivitet de har valgt, men samtidig har forståelsen for at andre kan have valgt en anden. Hvis alle viser hensyn, er der mere end rigelig plads til os alle – også uden vi nødvendigvis isolerer os sammen med dem, der bruger naturen på samme måde som os selv.

Jeg vil opfordre til at fortælle den positive historie frem for den negative, være rummelige og hilse pænt på hinanden når man mødes i naturen.

Uanset om jeg går eller kører på mountainbike i skoven, glædes jeg ved at møde andre - om det er børn, unge, ældre eller en enkelt introvert chefredaktør – er helt ligegyldigt. Bare det, at de har rejst sig fra sofaen for at få noget frisk luft, bevægelse og motion, der kan bidrage til deres livsglæde og sundhed, der i den sidste ende kan lette trykket på sundhedssektoren til gavn for samfundsøkonomien.

Det kan godt være, at man er blevet lidt for tung, og at løbetøjet eller cykelbukserne sidder lidt stramt, men vi skal hylde dem, som dog gør en aktiv indsats for at øge egen sundhed. At der så samtidig er et socialt islæt med hyggesnak og tilråb, er måske netop det, der giver det sammenhold, der gør at man møder op ’næste tirsdag’ og holder fast i de gode vaner.

Jeg møder kun meget sjældent sure og negative personer i skoven, så jeg tror og håber, at den modstand, der også i Peter Rasmussens klumme rettes mod mountainbikeryttere, er skabt af relativt få personer og baseret på få uheldige episoder, der genfortælles i det uendelige og krydres efter behag med egen holdning til folk, der er forskellig fra en selv.

Selv om Peter Rasmussen på det dybeste tager afstand fra selvtægt og forsøg på at skade mountainbikeryttere, så puster han alligevel til ilden ved at ytre sin negative holdninger på så centralt en plads i dagspressen som ingen andre kan få adgang til.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Små og store skridt mod vægttab

Uanset om man er sundhedsprofessionel eller privatperson, kan man nogle gange opleve at have rigtig store ambitioner på andre folks vegne. Det kan være, man sidder og taler med en ven eller patient, som ofte er rigtig ked af sin overvægt, og som nu proklamerer, at han vil skære ned på colaen. I sådan en situation kan den lyttende få tanken: ”Ja, det er meget godt, men det er jo ingenting i forhold til de ændringer, du burde lave – det dér alene kommer jo ikke til at gøre en forskel!” Den lyttende tænker måske, at for denne person er der rigtig mange andre kostændringer, som er meget mere relevante at tage fat på, og som i meget større omfang ville have en indflydelse på udseende eller sundhedstilstand. Og hvad med fysisk aktivitet og søvn og alkohol og …? Sådan en tanke kan på sin vis virke rationel nok: hvis en person eksempelvis udtrykker bekymring over risikoen for livsstilssygdomme, giver det jo mening for omgivelserne at tænke, at så bør personen sætte ind med de ændringer, der vil reducere risikoen mest muligt, hurtigst muligt. Omgivelserne kan måske endda opfatte det som deres pligt at sige: ”Det dér er bare ikke nok – du kan stadig få diabetes!”, og derefter gå i gang med at opliste alt det, der burde ændres i stedet. Måske er det ment som et forsøg på at redde den anden fra at bruge cola-reduktionen som en sovepude, eller fra at blive skuffet, når resultaterne udebliver. Man kan imidlertid også se på såkaldte ”små skridt” på en helt anden måde. For det første: det kan være, det er et rigtigt stort skridt for denne person! Det, der ville være let for dig at opgive, kan være en kæmpe sejr for din ven eller patient. For det andet: måske er det lige netop denne ændring, der kan give personen troen på, at andre ændringer kan lade sig gøre – at lykkes med dette skridt styrker troen på, at andre ændringer også kan lykkes, og dermed sandsynligheden for, at personen overhovedet gør forsøget med de andre ændringer. For det tredje: der kan være en grund til, at personen valgte lige præcis colaen, og ikke kagerne eller pizzaerne – lige præcis dén adfærd kan repræsentere noget helt individuelt, som gør det vigtigt at starte der. Når en person udtrykker intention om en livsstilsændring, som du finder for lille eller irrelevant, vil det sandsynligvis ikke have en god effekt på motivationen, hvis du går i gang med at argumentere for andre og mere omfattende ændringer. I stedet kan du prøve at gøre følgende: Anerkend den andens lyst til at handle på problemet og hans/hendes tro på, at dette første skridt kan lykkes (husk at du ikke ved, hvor stort et skridt det er for den anden), ved eksempelvis at sige: ”Du har tit nævnt dine vægtbekymringer, og nu har du fundet en sted, hvor det giver mening for dig at starte – dejligt for dig!” Vær nysgerrig og stil spørgsmål som: ”Hvorfor har du valgt at starte med netop det? Hvad tænker du, at der sker, hvis du lykkes med den ændring?” Det kan være, at den anden selv får nyt perspektiv på sin plan ved at udtrykke den til andre. Hvis du som fagperson føler dig forpligtet til at give information om, hvilke effekter man kan forvente af den foreslåede forandring, skal du selvfølgelig gøre det, men undersøg først, hvad personen allerede ved – måske er de udmærket klar over, at dette skridt i sig selv ikke gør underværker, og planen har hele tiden været, at det blot var en prøveballon, en start, en opvarmning, der skal give mod på mere. Men det, at de selv har valgt, hvor der skal startes, kan gøre en stor forskel for motivationen i det lange løb.

112 For abonnenter

Spark, slag og knivstik mens offer lå ned: Fem gerningsmænd på fri fod

Annonce