Annonce
Livsstil

Efter 28 år i Jægergårdsgade: Tuneseren i stolen takker af

Efter 28 år, 25 af dem i kørestol, er det slut med restaurant i Jægergårdsgade for Zouhair Lajmi. Først hed den Victoria, men da hans søn Sofian gik med i forretningen i 2011, blev den omdøbt til Lajmi. Foto: Axel Schütt

Først hed den Victoria, siden Lajmi. Efter 28 år på samme adresse i Jægergårdsgade er det nu slut - restauranten er solgt, og 14. juli drejer indehaver Zouhair Lajmi for sidste gang nøglen om.

Annonce

De fleste, der har eller har haft deres gang i Jægergårdsgade, kender ham. De fleste i syd- og midtbyen kender ham. De fleste branchefolk kender ham. Om ikke andet, kender de fleste ham, når de ser ham.

Udover sin restaurant og sit virke, har 57-årige Zouhair Lajmi nemlig et helt specielt kendetegn. Han sidder i kørestol. Og jo, det er der jo så mange, der gør, men angiveligt ikke så mange restauratører.

Igennem godt 25 ud af 28 år har Zouhair Lajmi passet sin restaurant fra stolen stort set hver eneste dag fra morgen til aften. Men snart er det slut. Zouhair Lajmi er træt og har fået nok. Restauranten er solgt.

Efter 28 år, 25 af dem i kørestol, er det slut med restaurant i Jægergårdsgade for Zouhair Lajmi. Først hed den Victoria, men da hans søn Sofian gik med i forretningen i 2011, blev den omdøbt til Lajmi. Foto: Axel Schütt
Annonce

Fra skadedyr til dronning

Zouhair Lajmi er oprindeligt fra Tunesien. I 1979 arbejdede han som tjener i Schweitz, hvor han mødte sin danske kone Birgitte, og seks år senere flyttede parret sammen i Danmark.

I 1989 købte han værtshuset "Rottehullet" i Jægergårdsgade, byggede det om og åbnede året efter Restaurant Victoria.

- Det var en af de bedste restauranter i byen, men dengang var der selvfølgelig heller ikke så mange. Vi havde virkelig travlt fra åbningen og frem til 5. juni 1991, og i hele perioden gik jeg på mine to ben, fortæller han.

Under et besøg hos sin svigerfar grundlovsdag, ændrede få sekunders dramatik dog hele Zouhair Lajmis liv. Han gled på kanten af svigerfarens swimmingpool, slog nakken og faldt bevidstløs til bunds i poolen. Svigerfaren fik reddet ham op, hvorefter konen, der var sygehjælper, fik ham genoplivet. Zouhair Lajmi overlevede faldet, men har lige siden været lam i begge ben.

- Jeg var helt nede, og havde ikke lyst til noget som helst mere. Jeg var meget syg og meget afkræftet, og restauranten begyndte at køre dårligt uden mig. Efter fire måneder var jeg dog på besøg i min kørestol, hvor jeg sad ved et bord og kiggede på. Der var proppet med gæster, og der manglede både gas og øl. Lige der gik det op for mig, at jeg skulle i gang igen. Jeg skulle bevæge mig, og jeg skulle tilbage, fortæller Zouhair Lajmi.

Næsten hver dag er Zouhair Lajmi i sin restaurant, hvor han blandt andet hjælper til med at gøre klar til aftenens service. Men arbejdet er blevet for hårdt rent fysisk, fortæller han. Foto: Axel Schütt
Annonce

Handskerne på plads

Efter flere måneders genoptræning var Zouhair tilbage i sin elskede restaurant, og han har været der lige siden. Ikke på to ben, men i sin kørestol, hvorfra han tager imod gæster, forbereder mad og styrer slagets gang.

- Jeg fik stedet op at køre igen, så det blev en sund forretning, som det stadig er i dag, konstaterer han.

- Så det er bestemt ikke på grund af økonomien, at jeg stopper. Jeg kan bare ikke mere, og jeg vil ikke mere. Jeg er træt og ønsker at stoppe, mens legen er god. Mange siger, det er synd, at jeg kaster håndklædet i ringen, men det er sgu ikke det, jeg gør. Jeg hænger bare mine handsker op efter en sejr.

Zouhair Lajmi slår samtidig fast, at han ikke har hverken alderen eller lysten til fortsat at følge med tempoet i Jægergårdsgade.

- Det er jo blevet en helt fantastisk gade, men med en benhård konkurrence, fordi folk vil have alting både billigt, godt og hurtigt. Og det kan simpelthen ikke hænge sammen, så nu vil jeg lade unge kræfter komme til, som kan komme med nye ideer, og som kan give restauranten en tiltrængt kærlig hånd.

Annonce

I scooter-afstand

Hvem restauranten er solgt til, vil Zouhair Lajmi endnu ikke afsløre, men han fik et tilbud, han ikke kunne sige nej til, lyder det.

- Så lige efter sidste åbningsdag tager jeg på ferie i Tunesien, og så må vi se, hvad der sker derefter. Jeg er ikke god til at sidde stille, men jeg kan i hvert fald sige, at jeg ikke kommer til at lave noget i den her branche mere - det er alt for hårdt. Men så længe den her fungerer, så længe bliver jeg ved at rulle, forklarer han og peger på sin tinding.

- Men bliver det ikke sørgeligt at skulle sige farvel?

- Sådan har jeg det i hvert fald ikke lige nu. Det har været sjovt, det har været fantastisk, og jeg er meget stolt af mig selv. Og jeg kommer til at savne den sociale kontakt og mit dejlige personale, og måske kommer der nogle efterveer, men jeg tror det nu ikke. Jeg er helt klar.

Zouhair Lajmi har også sat sit hus i Risskov til salg, men har ingen planer om at forlade byen.

- Vores to børn bor der jo ikke mere, så huset er bare blevet for stort til os, men vi vil gerne blive i området. Jeg har en scooter, der kun kan køre fem kilometer på en tank, og på den måde kan jeg regne ud, hvor langt væk jeg kan flytte, hvis jeg stadig vil en tur ind til byen, griner han.

Restaurant Lajmi har sidste åbningsdag fredag 14. juli.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: 2,2 millioner danskere får nu 1000 kroner hver

Aarhus

Restriktioner og corona-smittede: Maskinmesterskolen har indført fjernundervisning

Annonce