Annonce
Aarhus

Ejendommelig oplevelse på Oli-Bistro

<p>Der er plads både ude på gaden og inden for i Olivier Miens? restaurant i Mejlgade. Her er ejeren - med ryggen til - selv i gang med udendørs-serveringen. Foto: Kim Haugaard.</p>

Franskmanden Olivier Miens driver et par prisbillige og populære restauranter i Mejlgade, hvor kvaliteten hænger sammen med beløbet på regningen. Her får man, hvad man betaler for, men heller ikke mere. Det skulle da lige være en ejendommelig oplevelse.

Annonce

Hvis du jævnligt bevæger dig gennem Mejlgade i det århusianske latinerkvarter, så er der en god chance for, at du er stødt på Olivier Miens. En lunefuld franskmand med sans for at sætte en menu sammen til den budgetbeviste forbruger.

Menuen skifter gerne på Oli-Bistro, men restauranten holder sig gerne inden for franske klassikere som moules frite eller kanin i rødvinssauce. Foto: Kim Haugaard

Ja, måske har du ligefrem spist på en af hans restauranter. For siden årtusindskiftet har han været manden bag både Sct. Oluf og Oli-Nico, som i dag er i anden besiddelse, mens Olivier Miens i stedet har åbnet Oli-Bistro og Oli-Gak i eget regi. De fire restauranter ligger nærmest dør om dør i Mejlgade fordelt på matriklerne 33, 35, 41 og 46, og i Oli-Bistro og Oli-Gaks tilfælde er der tale om fler-retters koncepter til små penge.

Oli-Bistro


  • Mejlgade 41, 8000 Aarhus C, Tlf.: 86 18 53 14
  • Åbningstider:

    • Mandag-torsdag og søndag kl. 12.00-15.00 og 17.30-22.00
    • Fredag-lørdag kl. 12.00-15.00 og 17.30-00.00
Konceptet på Oli-Gak - søsterrestaurant til Oli-Bistro - er enkelt og priserne små helt i Olivier Miens? ånd. Èn ret 60 kroner, to retter 75 kroner og tre retter 85 kroner. Foto: Kim Haugaard

Oli-Gak er primært takeaway, hvor tre retter koster 85 kroner. På Oli-Bistro er prisniveauet for tre retter 145 kroner. Her kan alle være med, og det er helt bevidst valg af den franske kok og restauratør.

De rødternede duge leder tankerne i retning af et fransk landkøkken, mens vinen i restauranten er Olivier Miens? egen import. Foto: Kim Haugaard

Olivier Miens tager selv imod denne lørdag aften, da Stiftstidende kigger forbi for at få stillet sulten. Det er blevet halvsent for et aftensmåltid ud fra et nordeuropæisk synspunkt, men de sydlandske rødder fornægter sig ikke, så køkkenet har længe åbent. Vi får hurtigt anvist stol og rødternet dug, men der er intet menukort. I stedet må gæsterne på Oli-Bistro orientere sig på en kridttavle udenfor, inden de sætter sig til rette.

Kokken har ikke meget plads at boltre sig på i køkkenet på Oli-Bistro, og arbejdsområdet er kun adskilt af en bardisk, så kunderne har udsyn til tilberedningen. Foto: Kim Haugaard

Valget fra tavlen står denne aften mellem rilette af fransk and med salat og tomat eller rimet laks med mayonnaise og salat til forret. Hovedretterne er kanin i rødvinssauce med gulerødder og små kartofler, oksesteak med rødvinssauce med ærter og kartofler eller kulmule med vilde ris. Og endelig de to desserter: Rabarbertrifli eller fire franske oste.

Annonce

Vin uden oprindelse

Vi lægger ud med en omgang rimet laks - det vil sige, at fisken er saltkonserveret på gammeldags manér - og vi bestiller et glas hvidvin dertil. Det er småt med informationen om drikkevarerne i restauranten. Her er intet vinkort, og heller ikke hos personalet er der megen hjælp at hente.

Det er kun husets vin, der serveres på glas, og vinen er ejerens egen import, lyder det, inden den unge servitrice går hen til køleskabet og henter en patentflaske frem med et gyldent indhold. Det viser sig formentlig at være en Chardonnay, og snart lander forretten også på bordet.

Oli-Bistro er ikke et sted, der kan slå sig op på at kræse om detaljerne. Tværtimod bærer anretningerne en smule præg af, at kokken hurtigt skal have noget fra hånden i det lille køkken. Til gengæld er der ikke langt fra bestilling til servering. Det er også tilfældet for den rimede laks i den dybe tallerken akkompagneret med mayonnaise, salat, tomat og dressing med en anelse for meget syre og surt i form af eddike og sennep. Dertil brød, som stadig fremstår friskt trods det sene tidspunkt. Laksen er i sig selv udmærket.

Annonce

Grammene skal passe

Der er en konstant international summen i restauranten. Olivier Miens' koncept har tydeligvis ikke kun fat i det lokale klientel, og bordene står så tæt, at det nærmest er umuligt at undgå at kunne følge med i samtalen ved siden af, hvis sproget da ellers var én forståeligt. Akustikken er ikke den bedste, mens en cozy Lisa Ekdahl forsøger at få ørenlyd fra dokstationen, hvor den svenske sangerinde dog lader til at føle sig hjemme i den internationale atmosfære.

Forretten er hurtigt væk, men portionerne er nu heller ikke de største, men hvad kan man også snart forlange med prisen in mente, og hovedretten er lige så kvikt klar til afløsning. Valget er her faldet på husets oksesteak. Eller rettede steaks forstås, for på tallerken ligger halvanden bøf. Sandsynligvis for at få de på menutavlen lovede 200 gram oksekød til at passe.

Den ene - og hele - bøf er en tynd én af slagsen, mens det halve supplement er klart tykkere. Tilsyneladende har de to stykker kød dog fået omtrent lige lang tid på grillen, således den hele, flade bøf er medium til gennemstegt, mens den halve bøf nærmest er rå. Til restaurantens forsvar skal det med, at vi ikke blev spurgt, hvordan vi ønskede kødet stegt, så måske derfor denne helgardering ...

Bøfferne bliver serveret med nogle få og små kartofler, en rødvinssauce samt garniture bestående af sauteret gulerød, ærter, kål og svampe. Igen har anretningen et hurtigt og tilfældigt præg.

Annonce

En sang om Bernadotte

Vi bestiller også vin til hovedretten, og denne gang husets røde af slagsen.

Vinen bliver tappet direkte fra en papkarton ved indgangen til restauranten. Den er ikke kraftig, men drikkelig. Da Olivier Miens kommer forbi bordet, lyder det, at vinen er fra den franske del af Catalonien - det vil sige Sydfrankrig tæt på den spanske grænse og regionen Languedoc-Roussillon.

Da hovedretten er gledet ned, bliver vi spurgt til ønsket om dessert og går med på en gang rabarbertrifli. Samtidig beder vi om en kop kaffe, men det lader sig ikke gøre, for restauranten serverer ikke kaffe. I stedet må vi tage til takke med endnu et glas vin.

Triflien består af et par halvstore makroner, noget rabarberkompot og flødeskum slasket ned på tallerknen, som var det pærevælling. Igen lader anretningen altså noget tilbage at ønske, men til gengæld får vi en fransk folkevise med på vejen om en vis Bernadotte leveret af Olivier Mienshimself. En lidt ejendommelig oplevelse. Og øjeblikket efter får den unge servitrice en venlig opsang om at huske at fjerne brødet fra bordet, før desserten serveres og heller ikke glemme, hvad gæsterne fra bestilt, da en gruppe - vist nok svenskere - længst væk i lokalet for anden gang må bede om en cola.

Hos Oli-Bistro er diskretion bestemt ikke en æressag. Det samme gælder flotte anretninger og stor kogekunst. Omvendt virker restauranten til at have et solidt tag i sit publikum, og i en studieby som Aarhus skal man ikke underkende betydningen af muligheden for at kunne gå ud at spise på et lille budget.

Vi modtager en regning på 250 kroner per person for aftenens tre retter og tre glas af husets vin. På den baggrund er det svært at påstå, at pris og kvalitet ikke hænger nogenlunde sammen, for det er da et billigt i byen-måltid. Oplevelsen som helhed rækker dog ikke til mere end to stjerner, selv om Oli-Bistro har sin helt egen charme.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Dyr redningsaktion: Bravo Tours sender kæmperegning til skatteyderne

Bakken Bears

Stort corona-udbrud i Bakken Bears: Over halvdelen af truppen testet positive

Annonce