Annonce
Erhverv

Ekspert: Selvom vi hylder andelstanken af en anden verden, gør vi ikke meget brug af den

- Den romantiske drøm, vi har om andelsbevægelsen, den passer ikke. Andelsbevægelsen blev skabt af nød. Man gik sammen af nød, for ellers ville man dø af sult. Men i dag er der jo ingen, der er ved at dø af sult, siger Claus Skytte, forfatter, foredragsholder og ekspert i deleøkonomi. Foto: Sara Gangsted/Ritzau Scanpix
Andelsbevægelsen blev skabt af et folk i nød. En nød, der i dag erstattet af et overflodssamfund. Derfor har andelstanken i dagens Danmark trænge kår. Det mener forfatter, foredragsholder og ekspert i deleøkonomi Claus Skytte.

Danmark: Der er ingen tvivl om, at andelsbevægelsen, der havde sin storhedstid i Danmark i 1930’erne, har sat sit præg på eftertiden. Tænk bare på andelskasser, andelsboliger, andelsforeninger og andelsselskaber. - Meget af vores kultur er bygget op på 150 år gamle andelsbevægelse, forklarer Claus Skytte, der er forfatter, foredragsholder og ekspert i deleøkonomi, og som står bag bogen Den Nye Andelsbevægelse, der blev udgivet i 2016. - Men den romantiske drøm, vi har om andelsbevægelsen, den passer ikke. Andelsbevægelsen blev skabt af nød. Man gik sammen af nød, for ellers ville man dø af sult. Men i dag er der jo ingen, der er ved at dø af sult, slår han fast.

Annonce

Andelsbevægelsens udspring

De første idéer om en andelsbevægelse kan føres tilbage til slutningen af 1700-tallet og udspringer af bestræbelser for at skabe økonomisk samarbejde mellem socialt ringe stillede mennesker for derigennem at forbedre deres kår.

Mere konkret blev principperne for andelsvirksomhed udviklet af englænderne Robert Owen (1771-1858) og William King (1786-1865), og den egentlige tilblivelse dateres almindeligvis til året 1844 i Rochdale i Nordengland, hvor 28 fattige vævere oprettede den første brugsforening.

Ved den lejlighed formuleredes et program, hvis vigtigste punkter var:

  • at de indkøbte og fordelte varer skulle være rene og uforfalskede,

  • at betalingen skulle ske kontant ved modtagelsen af varerne,

  • at et eventuelt overskud ved virksomheden skulle fordeles til medlemmerne i forhold til deres køb,

  • at styreformen skulle være demokratisk, således at hvert medlem havde én stemme,

  • at der skulle være åben adgang for nye medlemmer,

  • at priserne skulle være de gængse dagspriser.

Kilde: Den store Danske (Gyldendals online leksikon)

Bevægelse skabt af nød

Andelsbevægelsen gjorde sit indtog i Danmark i 1866 med oprettelsen af den første brugsforening, Thisted Arbejderforening. Bag den stod provst H.C. Sonne, der havde et stærkt ønske om at bidrage til løsningen af datidens sociale problemer, og som af den grund så mod England, hvor de første brugsforeninger var begyndt at blomstre op.

Siden hen kom også andelsmejerier, andelsslagterier og flere andre produktionsandelsvirksomheder til. Men hvor brugsforeningerne byggede på forbilledet fra England, var de danske produktionsandelsvirksomheder ikke set før. Med andre ord var det her, at grundstenen til den danske andelsbevægelse, som vi kender den i dag, blev lagt.

- Andelsbevægelsen blev skabt, fordi vores børn var ved at dø på gaden, fordi vi ikke havde råd til at købe ind hos købmanden. Derfor var der nogen, der startede et samarbejde op, så vi kunne få bedre priser på mel, sukker og mælk gennem en brugsforening. Men det er ikke sådan, det er i dag. I dag er vi et af verdens rigeste lande, understreger Claus Skytte.

Mange om beslutninger

Flere af de oprindelige andelsproduktionsvirksomheder lever stadig i dag.

Det gælder for eksempel så forskellige selskaber som Coop med sine 1,8 millioner medlemmer og ejere, Arla med sine 12.000 andelshavere, Ok med sine 11.600 andelshavere og Danish Crown med sine 6800 andelshavere. Men den store vækst i medlemsskaren har betydet, at den oprindelige andelstanke om medejerskab er under pres.

- Andelsselskaber fungerer bedst, når man ikke er så mange. For når alle beslutninger skal tages ved at mødes rundt om et bord, så er det nemmere at være 10 bønder for 150 år siden end 1000 mennesker i dag. For er man over 1000 mennesker, så bliver sådan noget demokrati hurtigt besværligt, siger Claus Skytte.

Af samme årsag er det også de færreste, der opretter nye andelsselskaber i dag, om end Claus Skytte kan komme på et enkelt eksempel; et fynsk andelsselskab ved navn Andelshotellet, der udlejer ferielejligheder som andelsboliger i Portugal og snart også Italien.

Vil have overskud selv

- Det, der er den store forskel fra dengang og til i dag, er den digitale udvikling, der betyder, at man kan bytte, dele og være fælles om ting på internettet, men også endnu vigtigere, at man kan lave anmeldelser og bedømme hinanden online. Det er ikke mere end 10 år siden, at det kun var skolelærere, der kunne gøre det, siger Claus Skytte og tilføjer:

- Så det betyder, at vi oven i den fantastiske tillid hinanden, der blev skabt med den gamle andelsbevægelse, som var afsæt for den foreningskultur og frivillighedskultur, vi har i dag, nu også har en digital tillid oveni.

Den deleøkonomiske tankegang har da også fortsat sit liv på internettet, hvor tjenester som AirBnB og Uber giver privatpersoner mulighed for at dele bil eller lejlighed med andre. Men hvor økonomien tidligere kom alle til gode, er det i dag de færreste tjenester, der deler overskuddet ud til brugerne. - Det er de færreste, der i dag opretter andelsselskaber. For det første er det meget nemmere at oprette et aktieselskab, og for det andet vil dem, der investerer i virksomhederne, have pengene for sig selv, siger Claus Skytte og uddyber: - Så selvom vi hylder andelstanken af en anden verden, gør vi ikke meget brug af den.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Sport

Genlæs livebloggen: Endnu et VM-drama - Danmark holder liv i OL-håbet med sejr over Holland

Annonce