Annonce
Livsstil

Elsker dig for evigt

Bendid og Jørgen mødtes første gang i 1954 og har ikke kunnet undvære hinanden siden. Foto: Caroline Abild Jessen
Kærester i 66 år og ægtepar i 58 år. Sådan lyder kærlighedsbedriften for Bendid og Jørgen, som netop har fejret bryllupsdag. Men hvordan har livet som ægtepar været, og hvad er deres opskrift på et holdbart ægteskab? Kom med på kærlighedsrejsen.

Pendul uret på væggen tikker samme rolige rytme sekund for sekund i den store dagligstue.

Tik tak, tik tak. Som lyden af en dæmpet puls. Tiden går, og væggene i stuen afslører et levet liv. Overalt mellem malerierne i de kraftige guldrammer hænger familiebilleder af børn, børnebørn og oldebørn. Men også fra den store januar dag i 1962, hvor de siger ja til at elske og ære hinanden og leve sammen i medgang og modgang.

Tik tak, tik tak. Tiden går, men står alligevel stille i parcelhuset i Tilst, hvor mange møbler også er fra dengang. Ligesom pendul uret i teaktræ med messingkæder og lodder. Det føles som om, at tiden er urokkelig. Ligesom ægteparrets kærlighed.

Annonce
Vi har på en måde altid følt os forelsket, fortæller Jørgen om deres 66 år lange kærlighedsbedrift. Foto: Caroline Abild Jessen

Knuste ægteskaber og kærlighedsbedrift

De er 15 og 16 år gamle, da de ser hinanden for første gang i 1954. Når Bendid Juel Lystbæk og Jørgen Tang Lystbæk kigger på hinanden over spisebordet på denne grå januardag i 2020, virker de ikke som et par, der har fået nok af at kigge på hinanden efter 66 år. Over 24.000 dage.

Bendid fniser og tager hånden op foran munden som en genert skolepige, da Jørgen fortæller, at de stadig kysser og krammer hinanden hver dag. Det er en selvfølge for 81-årige Bendid og 82-årige Jørgen. Og derfor sidder jeg ved spisebordet i parcelhuset med den storblomstrede dug og en bunke gamle fotoalbummer ved siden af kaffekopperne, der skal dokumentere parrets kærlighedsbedrift.

I en tid hvor tæt på 50 procent af alle ægteskaber ender i skilsmisse, og tallet for 2018 lyder på 14.936 knuste ægteskaber, kan jeg vel godt tillade mig at kalde et ægteskab på 58 år for en bedrift?

- Han er sgu da dejlig, siger Bendid og fniser, da kaffen er serveret og min diktafon startet. At der så kommer lidt mere der, siger hun og peger på den løse hud under Jørgens hage og fortsætter:

- Det gør ikke noget! Jeg har stadig lyst til at gå hen og putte mig ind til ham, smiler hun og lyser endnu mere op, da jeg spørger, hvordan de mødtes første gang.

Fra balkon til hæk

Det er til tømrernes julebal i Amaliegade i Aarhus, de ser hinanden første gang. Bendid sidder med en veninde på balkonen og kigger ned på dansesalen, og der står han. Jørgen. Som på daværende tidspunkt er tømrerlærling og alene til fagforeningsbal. Men ikke længe. For kort tid efter danser Bendid og Jørgen på det bonede gulv, og da aftenen er forbi, går de ned ad strøget hånd i hånd.

- Jeg kan huske, at en meget vred stemme pludselig kaldte på mig, og det var min bror, som også havde været med til bal, og han gjorde tegn til, at jeg skulle gå ved siden af ham. Men Jørgen og jeg nåede lige at aftale, at vi skulle ses igen. Og dagen efter stod Jørgen nede ved hækken på vores vej og kiggede op mod mit vindue på 1. sal, og så har vi mødtes lige siden, fortæller Bendid og uddyber, at hun aldrig havde haft en kæreste før. Det eneste hun havde prøvet, var en gåtur med en større dreng under armen, hvorefter hun skyndte sig at løbe hjem.

- Dengang viste man ikke på samme måde til omverdenen, at man var par. Der var man mere forsigtig, når man tog hinanden i hånden, men jeg kunne ikke lade være med at holde Jørgen i hånden, og jeg har siden gåturen på strøget altid gået ved hans højre hånd. Det føles helt forkert, hvis jeg går til den anden side, fortæller Bendid.

Fire år efter det første møde bliver Bendid og Jørgen forlovet juleaften 1958. Foto: Caroline Abild Jessen

Hvilepuls og kortvarig surhed

Juleaften 1959 bliver Bendid og Jørgen forlovet, og de sidder generte på divaen i Jørgens forældres hus og giver hinanden ringene på. Det er Bendid, der har betalt for forlovelsesringene med sin sparsomme løn fra lærepladsen i frisørsalonen i Guldsmedgade i Aarhus midtby. Jørgen er i mellemtiden blevet færdig som ingeniør, men bliver indkaldt til værnepligt kort tid efter og har en endnu mere sparsom løn på 28 kroner om ugen. Men det er en hel naturlig ting, at de skal forloves. Det er helt naturligt, at det skal være dem for evigt.

Dengang var skilsmisse ikke så udbredt, men i dag bliver næsten halvdelen af alle ægteskaber opløst – hvad tænker I om det?

- Det har aldrig været på tale hos os, siger Jørgen prompte, og Bendid tager over:

- Jeg synes, de mange skilsmisser er synd for børnene, siger hun, og det er som om, at penduluret på væggen bakker Bendid op, for lyden går lige pludselig fra dæmpet puls over i en skinger ringetone, der bliver ved og ved. Da penduluret igen har hvilepuls, supplerer Jørgen:

- Som vores gode kinesiske naboer siger: De små problemer tager konerne sig af, og de store problemer tager mændene sig af. Og der er aldrig store problemer, for det kan klares, inden det bliver til store problemer. Vi har selvfølgelig også haft konflikter, men så er det kun noget surhed, der har været der i kort tid. Vi har altid haft den regel, at vi ikke lægger os til at sove, før vi er gode venner. Den har vi brugt meget og har altid overholdt den, fortæller han.

Gammelt foto fra bryllupet i 1962, hvor der både var glædesbobler og baby i Bendids mave. Foto: Caroline Abild Jessen

Succesfuld soldaterorlov

Det er med glædesbobler i maven, at Bendid og Jørgen træder ind på kirkegulvet i Christianskirken i Aarhus den 20. januar 1962. Men der er andet end glædesbobler i maven. En lille dreng vokser i Bendids mave. Som Jørgen klukkende siger:

- Jeg kom hjem på forlænget soldaterorlov, og da vi ingen penge havde, skulle vi finde på noget andet, og Bendids hånd vandrer igen op foran den fnisende mund.

- Brylluppet var en kæmpe oplevelse, og vi havde ikke råd til det store, men min mor tog med mig ind til Aarhus og købte en brudekjole. Og min far var så stolt, for han havde sparet op, så han kunne holde vores bryllup, fortæller Bendid, og Jørgen fortsætter:

- Det var én stor fest, hvor det ikke var sparet på noget i forhold til det, vi var vant til, så det var det en fantastisk oplevelse, siger han og drejer samtalen ind på bryllupsnatten, mens Bendid ler.

- På bryllupsnatten var vi på Hotel Ansgar, for alle andre steder var optaget. Det var et missionshotel og meget spartansk, men det var jo lige meget, og det var planlagt af Bendids brødre. De havde blandt andet fået 10 vækkeure til at ringe på forskellige tidspunkter af natten, og så kunne vi ellers rende rundt og lede efter dem, siger Jørgen med et grin.

Fem måneder efter brylluppet flytter de ind i en toværelses lejlighed med eget toilet i Vestergaards Gade i Aarhus. En måned efter kommer deres første søn til verden.

Hjemmebanegeneralen

I 1962 sætter Bendid sine ben i frisørsalonen for sidste gang og vender aldrig tilbage. De træffer et livsvalg. Jørgen får ingeniørjob ved DSB-baneafdelingen samme år og skal rejse meget i både Danmark, Sverige og det daværende Østtyskland. Faktisk er han kun hjemme i weekenderne, og de bestemmer sig for, at det er bedst, at Bendid er hjemme, mens Jørgen tager på arbejde.

Så du har været hjemmegående gennem alle årene, Bendid?

- Det hedder det ikke, konstaterer hun med en smil.

- Jeg hader faktisk det ord, for det hedder hjemmearbejdende. For man går ikke bare derhjemme, og der kom jo også to små mere – en søn i 1966 og en pige i 1973. Så sådan har vi haft vores liv, for man skal ikke have børn, hvis man ikke vil være sammen med dem, erklærer Bendid, og Jørgen tager igen over:

- Jeg kom hjem fra lørdag eftermiddag til søndag aften eller i bedste fald mandag morgen, og sådan var det fra 1962 og frem til sluthalvfemserne, hvor jeg fik job i Aarhus. Så Bendid har altid været hjemmebanegeneral, og opdragelse af børnene har hun også stået for. Og hvorfor lave om på noget, som har fungeret rigtig godt?

Fra by til bøhland

Kalenderen viser 1967, da Bendid og Jørgen finder ud af, at deres to drenge får for lidt sollys, så de beslutter sig for at sige farvel til den toværelses til fordel for deres eget hus.

De leder efter grunde, men da de kun har én indtægt at leve af, er alle grunde for dyre. Derfor beslutter Jørgen sig for at kigge lidt uden for byen, og han finder en grund til 24.500 kroner i Tilst, som ligger små otte kilometer fra lejligheden i Vestergaards Gade.

- Jeg sagde til Jørgen, at hvis han troede, jeg skulle bo ude på bøhlandet, så kunne han godt glemme det, og nu har vi boet her i 52 år. Hvis ægtepar i dag ikke lige kan blive enige om tingene, så går de fra hinanden, men man kan da ikke bare gå, fordi man ikke er enige. Når man elsker hinanden, så finder man ud af det, og nu sidder jeg her i huset og har altid været så lykkelig for at være her. På et tidspunkt var vi 110 børn her på vejen, og jeg har altid kommet meget sammen med de andre familier, når Jørgen rejste, fortæller Bendid, som aldrig har været irriteret over, at Jørgen har været meget væk. De kalder det begge en livsstil. Og et livsvilkår.

Hvordan formåede I at holde ægteskabet i live, når Jørgen var så meget væk?

- Vi har på en måde altid følt os forelsket, og selvom jeg har arbejdet ude, har vi altid snakket sammen hver eneste dag. Jeg fik en mobiltelefon i slutfirserne, og den kunne lige stå ved siden af forsædet i bilen, og så skulle man finde en bakketop at ringe fra. Man kunne snakke i den i et kvarter, og så var strømmen brugt. Og når jeg kom hjem efter en lang arbejdsuge, så gik jeg altid bare ind igennem døren, og så var jeg hjemme, siger Jørgen og fortsætter:

- Så vi har holdt sammen i så mange år, fordi vi har haft en gensidig forståelse og hele tiden samarbejdet om hus, hjem og et job ude og hjemme.

Hvad med forelskelse i andre? Jeg tænker, I nemt kunne have fået følelser for andre i den tid, I har været væk fra hinanden?

- Hvorfor skulle vi blive forelsket i andre? spørger Bendid overrasket, mens Jørgen konstaterer, at det slet ikke lå i hans tanker.

Opskriften på det holdbare ægteskab

Tik tak, tik tak. Pendul uret tikker, og jeg har i halvanden time fået serveret kaffe i koppen og kærlighed på diktafonen.

Men hvad er så ægteskabseksperternes sammenkogte råd til et holdbart ægteskab? Hvordan kan man elske for evigt?

- Vi er eksperter i at få det til at køre uanset de små bump på vejen, som der har været. Man skal aldrig løbe sin vej, man skal sætte sig ned og snakke om det. I dag løber folk ud ad døren ved de mindste problemer. Men snak om det. Det er opskriften, siger Jørgen, nikker med et smil mod Bendid og uddyber:

- Man skal lade være med at gå, fordi man ikke får sin vilje. Det er for os fuldstændig åndssvagt. For hvor vil du gå hen? Man tænker slet ikke over, hvilke konsekvenser det kan få. Sæt jer ned, drik en kop kaffe, tag et spil yatzy og snak.

Kærlighed og varme

Interviewet er slut, og jeg bevæger mig rundt i dagligstuen og kigger på de utallige smilende familiemedlemmer, der kigger på mig fra væggene. Og så er det tid til at tage billeder til denne kærlighedshistorie.

Hele dagen har været grå og regnfuld, men da Bendid og Jørgen sætter sig i lænestolen sammen, bryder solen frem og sender varme stråler og lys ind mod parret.

De kigger på hinanden, og Bendid fniser og tager hånden op foran munden, mens Jørgen aer hende kærligt på armen. Jeg har en varm fornemmelse indeni, da jeg kører ud ad deres indkørsel gennem 52 år. Og pendul uret tikker.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Byrådet skal gøre det meget nemmere at være bilist i Aarhus

På mange punkter er jeg enig med Ole Christiansen (der skrev læserbrevet ”Byrådet må gøre det mere besværligt at være bilist i midtbyen” lørdag 15. februar, red.): Biler, der holder stille, forurener meget – men det gør de selvsamme biler også, når de holder i kø, og det sker hver morgen, og ligeså om eftermiddagen, fordi vores infrastruktur ikke er god nok på vores indfaldsveje og i den indre by. Jeg prøvede det selv forleden dag ved Nørreport-krydset. Jeg var så uheldig, at der skulle passere tre letbanetog, og det tog tre minutter og 25 sekunder. Det var over grænsen på tre minutter, som man mener, er maks.-grænsen for, hvor lang tid man må have sin bil til at gå i tomgang. Den grænse kunne nemt sættes ned til et minut, undtagen hvis man holder for rødt lys eller venter på letbanen. Vedr. CO2-forurening er jeg enig med Ole Christiansen i, at det skal vi gøre noget ved, men det løser sig selv, når vores bilpark kommer over på el. Vores dieselbusser skal fra 2027 være udskiftet til elbusser. Og kommunens egen bilpark kommer også over på el. Om road-pricing er en god ide, er jeg ikke sikker på, men derimod skal vi have lavet store parkeringsanlæg ved vores indfaldsveje, hvorfra der skal køre shuttle-busser ind til indre by. Det ville få mange biler ud af byen. Og så skal vi gøre det gratis for pensionister at køre med bus mellem kl. 9.00 og kl. 15.00 og igen efter kl. 18.00 og til midnat, det vil også få rigtig mange biler ud af byen og give ledige p-pladser. At vi skal gøre det besværligt at være bilist, er jeg ikke enig i, det er en forkert vej at gå, nej, vi skal have vores infrastruktur til at fungere, meget bedre end den gør i dag. Bl.a. med intelligent lysregulering, det vil kunne spare mange stop og meget tid. Vi skal også lave et passende antal parkeringspladser, når vi bygger nyt, også i midtbyen. Vi mangler parkeringspladser i Aarhus, og der skal ved enhver given lejlighed skabes flere parkeringspladser, også til elbiler. Hvis man tror, at bilen er på vej ud som transportmiddel, skal man formentlig revidere sin opfattelse. Privatbilen er kommet for at blive. Men vi skal derimod tænke ny tanker, og det skal vi, i særdeleshed når vi taler kollektiv trafik. Vi skal have el-busser og BRT-busser, vi skal stoppe med flere letbanetog, de er alt for dyre og kan ikke håndteres i indre by. Vi skal gøre det attraktivt at bruge kollektiv trafik, men det kræver, at der er busser til rådighed i hele kommunen. At nedlægge busruter, som man gør i øjeblikket, er det samme som at sige: ”I bliver nødt til at tage jeres private bil for at komme på arbejde eller komme ind til byen. Busruten er desværre nedlagt”. Og de mange busruter, der er nedlagt, er for at finansiere letbanen – det er en forkert vej at gå. Vi skal også opfordre alle til at stoppe deres bil, når de holder stille, det gælder også taxier, lastbiler, entreprenørmaskiner med flere, der vil kunne spares meget CO2-udslip i indre by, ja, i hele Danmark, ved at slukke bilmotorerne.

Aarhus

Overblik over stjerner og andre priser: Sådan gik det Aarhus ved Michelin-uddelingen

Annonce