DEBAT: Ensomhed taler vi meget om i denne tid. Den store ensomhed. Det er et område, som berører mig meget – både som præst og som formand for sundhedsudvalget i Aarhus Kommune.
Jeg tror, mange politikere i deres liv har haft en oplevelse, som de bærer med sig gennem livet, og som er drivkraft i deres politiske arbejde.
Jeg glemmer aldrig en kvindelig taxachauffør, som jeg mødte i midten af 1990'erne. Jeg kørte en aften hjem fra Aarhus i taxa, og chaufføren og jeg småsludrede. Hun fortalte, at hun gennem flere år havde bragt mad ud for kommunen til hjemmeboende pensionister. Hun fortalte tillige, at mange var så ensomme, at hun var den eneste, der kom i hjemmet, og hun havde kun fem minutter til hver.
Jeg har aldrig glemt det, som den taxachauffør fortalte den aften. Jeg fik der sat ansigt på ensomheden, og det har fulgt mig lige siden.
Ensomhedens størrelse fremgik af flere eksempler. Hun huskede bedst den mand, som selv havde skruet pæren løs i lysekronen for derefter at bede chaufføren "ordne lyset". Og kvinden, som havde taget spejlet ned i entréen og sat det langs væggen. Hun sagde, spejlet var faldet ned – men snoren var hel! På den måde måtte chaufføren blive der lidt længere tid.
Jeg har aldrig glemt det, som den taxachauffør fortalte den aften. Jeg fik der sat ansigt på ensomheden, og det har fulgt mig lige siden. Når vi i dag taler om ensomheden og også handler mere end dengang, er det taxachaufførens fortælling, jeg bærer med mig. Fortællingen om den løse pære og spejlets ubrudte snor.
