Annonce
Rejser

En detoxtur næsten uden mobil: Vi kom hjem med en ny forståelse af ferie

Kegnæs-halvøen. Mens Noa og Marc legede i vandet, nød jeg stilheden. Her var der bord og bænke til at nyde vores medbragte mad. Foto: Sugi Thiru
Med en pakket rygsæk, uldundertøj og vandresko, tog Marc, Noa og jeg afsted til en kendt vandresti ved den dansk-tyske grænse, også kaldet Gendarmstien. Noa, vores hundehvalp, var kun seks måneder gammel, så hele turen på 84 kilometer, gik vi ikke. Til gengæld blev det til fire flotte dage, som bød på kystvandring, dybe skråninger, venlige sønderjyder og slukket mobiltelefoner.

I flere år har jeg ønsket at udforske Danmark. Min egen baghave. Derfor skal 2019 blive året, hvor vandreskoene bliver trådt til på de danske stier. Og første stop for skoene blev Gendarmstien.

Vi snød lidt. Vores hvalp, Noa, var kun seks måneder gammel, da vi tog på vandretur i januar. Derfor overnattede vi på et feriested og kørte hver dag ud til dele af ruten. Det blev til fire dage, hvor vi fik gået tæt på halvdelen af stien. Vi brugte det meste af dagen på ruten, hvor vi stoppede op og nød de fantastiske udsigter undervejs. Stiens terræn skifter fra grussti til sandsti. Marker bliver til skove og skove til strande. Duften af træer, lyden af vinden og følelsen af at være ét med naturen, fyldte så meget på ruten, at tiden både stod stille i øjeblikkene og fløj afsted. Fem kilometer kunne snildt tage to-tre timer, også selvom vi følte, at vi gik i et godt tempo. Vi havde pakket madpakker, som vi spiste under åben himmel. På ruten var der masser af muligheder for at nyde den medbragte mad. Flere steder var der sat borde og bænke op. Faktisk brugte vi kun feriestedet til overnatning og forberedelse af madpakker til dagen efter.

Annonce
Solnedgang fra den sidste dag på Gendarmstien. Foto: Sugi Thiru

Faret vild på dag et

Sønderjylland er propfyldt med vandrestier, og flere af de små stier krydser Gendarmstien. Den første dag parkerede vi bilen ved en campingplads, tog rygsækken på og begyndte at gå langs kysten. Selvom mærkningen var god, formåede vi at fare vild allerede på første dag. En del af aftalen mellem min kæreste Marc og mig var, at vi ikke måtte bruge mobilen. Faktisk havde Marc efterladt sin på køkkenbordet derhjemme, og min var for det meste slukket. Det gav en unik frihed til at nyde nuet og ikke være optaget af alt det, der foregik andre steder.

Det gav også udfordringer. Jeg er typen, der altid sætter GPS’en på mobilen til, selvom jeg faktisk godt kender vejen til, hvor jeg skal hen. Marc er tidligere soldat og har været udsendt til Afghanistan, så han er vant til at orientere sig i alle tænkelige og utænkelige forhold.

Vi kom til at dreje forkert og begyndte at følge Stigmosestien. Vi tjekkede også shelterpladserne ud undervejs, da vi havde aftalt at komme tilbage til stien, når Noa er blevet lidt ældre, og hun bil kunne holde til at gå hele ruten, der tager over fem-seks dage.

Efter en hvilepause ved vandet og lidt mad gik vi videre langs kysten. Vi kunne dog godt se på det hele, at vi måske var kommet langt fra den oprindelige sti og enten måtte vende om eller finde en alternativ rute for at komme tilbage til bilen. Noa var også blevet træt.

De gode sønderjyder

Der stod vi midt på en sti. Marc havde luret, at vi bare kunne krydse en mark, så ville vi være på den sidste del af ruten, som ville føre os tilbage til vores bil.

-Det kan vi bare ikke gøre, det er jo privat grund, protesterede jeg.

-Det er en græsmark, vi ødelægger ikke afgrøder, sagde Marc.

Mens vi stod og diskuterede, hvad vi skulle, kom en landmand forbi.

-Den er da ikke særlig gammel, kommenterede han på sønderjysk og snakkede om Noa.

Hans søn havde en schæferhvalp på otte måneder, og de havde i flere generationer haft schæferhunde i familien, så han kendte racen rigtig godt.

Som fynbo forstod jeg ikke halvdelen af det, han sagde. Den sønderjyske dialekt er charmerende og uforståelig på en og samme tid. Vi lignede åbenbart heller ikke nogen, der hørte til i området.

-Nåh, I er vist fra byen’æ, spurgte han.

Vi grinede lidt og måtte erkende, at Odense nok gik for at være en stor by. Vi fik forklaret ham vores dilemma, om enten at krydse en privat mark eller gå en omvej på seks-syv kilometer for at komme tilbage til bilen.

-Nåh, I kan da bare gå langs kanten af marken’æ, sagde han.

Det ville landmanden, som ejer marken, ikke have noget imod, forklarede han.

-Det er jo bare græs, sagde han.

Jeg kiggede på Marc og måtte give ham ret. Vi krydsede marken, og 10 minutter efter var vi ved bilen.

Det er tilladt at tage hunde med på stien, dog skal den være i snor det meste af ruten. Vores hundehvalp Noa er vant til at rende rundt i en hundeskov, så hun var ikke helt tilfreds med at være i snor. Foto: Sugi Thiru

Kegnæs halvøen

Den næste dag kørte vi til Kegnæs-halvøen. Det fantastiske ved Gendarmstien er vekslingen mellem vand og skov på ruten. Vi blev aldrig trætte af naturen, som hele tiden bød på nye udsigter og stimulerede sanserne. Og selvom det meste af ruten på Kegnæs lå langs kysten, var stiforholdene ret gode. Terrænet var velholdt, skiltningen var god, og for det meste lå stien væk fra landevejen, så du møder ikke larmende biler eller andet ‘støj fra byer’. Også her var der hvilepladser med mulighed for at nyde sin medbragte mad.

Havet har spist en del af Kegnæs. Undervejs kunne vi næsten ane, hvor langt vandet havde trukket sig ind over land. Flere steder på ruten er der historiske mærkninger og informationstavler, som fortæller om stedet.

Vores sidste hvilested på turen var på store sten, der lå helt ned til vandet, hvor bølgernes dans blev nydt fra første række. Herfra kunne vi også se den tyske vindmøllepark på den anden side af vandet. Her sad vi i næsten to timer i stilhed, mens Noa legede i vandet. Der er bare noget romantisk og farligt over havet. Stilheden i sindet med lyden af havet blev næsten til en rejse indad i mig selv.

Flere intervaller på ruten går gennem privat grund. Ejerne har åbnet deres private marker, så andre også kan nyde de smukke områder. På den anden side af havet har vi Tyskland. Foto: Marc Fischer

Skoen eller støvlen

På turistbrochuren for Sønderjylland ser man på forsiden en meget stor sko, der er lavet af naturmaterialer. Den ligger på et spejdersted, hvor der er mulighed for at tænde op i en grill, gå op i skoen og nyde udsigten. Og selvom jeg fik læst brochuren fra start til slut, fandt jeg ikke ud af, hvor skoen lå. Den søde medarbejder fra turistbureauet, som i øvrigt ligger i det gamle rådhus, fortalte os, at det ikke var en sko. Det var en støvle. Hun fik forklaret os, hvor den var henne og fortalte, at det var da også en af de store attraktioner i Sønderborg.

Efter 10 minutters kørsel fandt vi stedet og nød vores sidste madpakke. På vej derhen stoppede vi også ved Nordeuropas største solur og prøvede at gennemskue, hvordan det virkede.

Det er muligt at gå helt op i toppen af Støvlen og nyde udsigten. Støvlen står i Kær Vestermark, cirka ti minutters kørsel fra Sønderborg Centrum. Der er indbygget grillplads, så det er et godt udflugtssted, hvis man bare vil mødes og hygge omkring god mad. Foto: Sugi Thiru

Spisning i Sønderborg

Den sidste dag ville vi forkæle os selv, inden turen gik hjem til Odense. Vi ville derfor spise i Sønderborg by på en god restaurant. Da jeg er vegetar, skulle der helst gerne være mere end én vegetarret at vælge imellem. Og af vanens magt tog jeg min mobil frem, tændte den og googlede “vegetarrestauranter i Sønderborg”.

Et par unge vegetarer fra området havde skrevet en blog og en guide om gode spisesteder i byen. Vi fulgte anbefalingen til en burgerbar, Lazy Dog, hvor de serverede en fantastisk mættende vegetarburger. Kokken havde netop den dag eksperimenteret med en ny slags bønne til vegetarbøffen, og da jeg skulle betale, ville han meget gerne have kritik på bøffen.

-Helt klart topkarakter. Når man har spist vegetarisk i 15 år, så har man også prøvet meget af udvalget på restauranterne. Det her var helt klart en optur, du havde faktisk brugt tid på at sammensætte en vegetarbøf med masser af bid, smag og saft i. Det sætter jeg pris på, sagde jeg til ham.

Her krydser Gendarmstien Stigmosestien. Trappen midt i skoven fører stien fra skoven ned til vandet. Foto: Sugi Thiru

Tilbage til Odense

Efter fire dage, næsten uden kontakt til oververdenen via mobil og alle mulige andre gadgets, kom vi hjem med en ny forståelse af begrebet ferie. Jeg har tidligere vandret på Hærvejen og på mange ruter på Sri Lanka. Marc har tonset rundt i Afghanistan på strækninger med vanvittig terræn og gennem mudder på over en meters dybde. Det her var vores første vandretur sammen og absolut ikke den sidste.

Turen var på flere måder et afbræk for os. Delvist bare det at være i nuet og delvist, at opdage at tingene tager, den tid det tager. Fra en travl hverdag med fuldtidsjob, hverdagsrutiner og hundetræning opdagede vi, at Danmark og den danske natur har meget at tilbyde, og at vi ikke behøver at tage flyveturen til Spanien og gå pilgrimsruten for at opleve essensen af vandring, frihed og natur.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

'Juldamperen' Svanen sejler igen efter ulykke: - De nødvendige sikkerhedstiltag er afsluttet

Leder For abonnenter

Forudsigelig blæst om vindmøller

Aarhus Kommune har et ædelt mål: At blive CO2-neutral i 2030. Det får vidtrækkende konsekvenser. Vi kommer både til at spare, hvor vi kan på alt, som udleder CO2. Vi kommer til at dyrke meget mere særligt CO2-opslugende natur. Og så kommer vi selvfølgelig til at bidrage, hvor vi kan til at fremme vedvarende energi - vindmøller, for eksempel. At vi både skal og bør byde ind på en omstilling til vedvarende energi, det er vi næppe uenige om, vel? Men når det kommer til, hvor for eksempel vindmøllerne kan stå i vores kommune, så har vi balladen. Lige nu er tre placeringer i offentlig høring, og ikke overraskende er der blæst om alle tre. For det første ser kommunen for sig, at der godt kan stå nogle kæmpevindmøller på Aarhus Havn. Det har udløst protester fra beboere på Aarhus Ø, hvilket bestemt ikke kan overraske. Som vi tidligere har skrevet i en leder i denne avis: Hvis man leder efter ballade, så kan man være sikker på at få det ved at rejse vindmøller midt i den udsigt, som beboerne i de nye prestigebydele nær havnen i Aarhus har betalt kassen for. Og egentlig er det jo heller ikke fair at spolere deres havudsigter med snurrende og blinkende møllevinger, som de ikke lige havde set komme, da de købte deres lejligheder, vel? Dernæst har kommunen behændigt foreslået andre vindmøller så tæt op ad kommunegrænsen mod Favrskov og Syddjurs, at det ikke generer ret mange af Aarhus Kommunes egne borgere. I Syddjurs har de dog set, hvad der er i gære ved Vosnæs - og fra Syddjurs' borgmester Ole Bollesen (S) er der kommet en officiel protest: Det vil ødelægge landskabsoplevelsen med mere ved Kalø Vig, skriver han. Hvilket flugter fuldstændigt med, hvad borgere i nærområdet også påpeger. Og de har jo ret. Heller ikke her vil møllerne pynte. Tilbage er placeringen tæt på trafikknudepunktet, hvor Djurslandsmotorvejen møder E45. Den synes umiddelbart mest oplagt af de tre, for her er i forvejen en vis støj fra trafikken og i øvrigt planer om at plante masser af vild, CO2-opslugende natur til glæde for både klima, grundvand og friluftsvenner, uanset om de går op i flora, fauna eller bruger naturen til motion eller hundeluftning. Men også her er der ballade om planerne, som går ud over særligt beskyttet natur. Så her foreslår Danmarks Naturfredningsforening, at Aarhus Kommune laver aftale om, at møllerne kan rykkes lidt ind i Favrskov, hvilket vores gode naboer her næppe vil være med til. For det vil begrænse mulighederne for at byudvikle ved Søften. Så hvad nu? Vi har skrevet det før: Drop planerne om møller nær Aarhus og send dem til havs, hvor de generer mindst.

Annonce