Annonce
Livsstil

En fremmed flytter ind: Anmeldelse efter tre uger med Google Home

Google Home fylder ikke meget i en stue, men kan fint spille hjemmet op. Det er dog ikke for højtalerens kvalitet, men de smarte funktioner, at man skal købe Google Home. Foto: Silas Bang

Smarthøjtalerne fra Google har stort potentiale, men lever bedst i et hjem, hvor Android regerer

Google er blevet en integreret del af de flestes hverdag, men ønsker vi også, at Google skal være en integreret del af vores hjem?

I USA har hvert fjerde hjem mindst én smarthøjttaler stående. I en stor del af dem lever Google Assistant, der kan svare på spørgsmål, udføre opgaver og selvfølgelig afspille musik og podcasts kun ved hjælp af stemmekommandoer. Derudover har to af de andre store tech-giganter i USA, Apple og især Amazon, også en stor bid af det stærkt stigende marked.

I tre uger har jeg haft besøg af de to smarthøjttalere Google Home og den noget mindre Google Home Mini. Begge lærte for nylig at tale dansk.

Besøget har været lidt som at have besøg af to fremmede, men det er samtidig blevet tydeligt for mig, hvorfor de hedder smarthøjttalere. For de er smarte - dog til en vis grænse.

Annonce
Forskellen på Google Home og Google Home Mini er især prisen og lydkvaliteten. Derudover kan de det samme. Pr-foto

Fanger lyden fra mit tv

"Det forstod jeg ikke," lyder det højt en sen aftentime fra Google-højttaleren i stuen.

Jeg har ikke sagt et ord til den. Men smarthøjttaleren i stuen har opfanget ord fra fjernsynet, og forsøger nu - uden held - at løse kommandoen. Det er sket fem gange på tre uger, at Google Home er gået i gang på grund af vores tv. Og det uden, at startkommandoen "Hey Google" er sagt på skærmen.

Inden havde jeg dog både tændt for tv'et og sat yndlingsserien på Netflix i gang med en enkelt stemmekommando. Det kan Google Home, fordi jeg også har en Google Chromecast tilsluttet fjernsynet.

Og det er dér, at Google Home bliver rigtig smart. Google kan ifølge firmaet selv tale sammen med 5000 forskellige smart-apparater på markedet. Med dem kan vi tænde eller slukke for lyset, skrue op for varmen og låse døren. Eller sætte opvaskemaskinen i gang, bestille varer til køleskabet eller for de heldige: snakke med Tesla'en i indkørslen.

Google Assistent skal altså fungere som vores egen butler.

Bedst i et Android-hjem

Jeg kunne dog "kun" tænde for fjernsynet og se serier på Netflix, Viaplay og YouTube. Andre streamingtjenester fungerer endnu ikke. Det samme med musik, hvor musiktjenesten fra konkurrenten Apple ikke kan spille sammen med Google Home. Og når man som jeg har en iPhone, en iPad, en Mac og et Apple TV, har højttalerne fra Google indimellem svært ved at være smarte. De lever klart bedst i et hjem, hvor Googles eget styresystem Android regerer.

Google Assistant er dog uden tvivl bedre til at forstå og levere end Apples Siri. Jeg bliver gang på gang glædeligt overrasket over, hvor god den intelligente højttaler er til at forstå mig og på ingen tid svare, hvor langt der er til månen, hvordan vejret bliver i morgen, eller hvem den 13. præsident i USA var. Og højttaleren opfanger fint min stemme, selvom jeg afspiller musik på den.

Hvis man går meget op i lyd, er Google Home dog ikke det rette valg. Lyden er fin, men der er grænser for, hvad de små højttalere kan levere. I stedet kan man overveje den større Google Home Max eller højttalere fra for eksempel Citation-serien fra Harman/Kardon. Der er Google Assistant nemlig også flyttet ind.

En smart fremmed, som jeg lidt for ofte glemmer lever i min stue, men som jeg i sidste ende vil savne, når højttalerne flytter hjem til Google igen.

Pris og tilgængelighed: Google Home kan købes i danske butikker og på nettet til 1149 kroner. Google Home Mini koster 449 kroner.

Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Det sorte hul

Der var kun gået et kvarter før August mistede tålmodigheden: “Jeg prøver lige at genstarte, far. Så kan det være at der er en opdatering.” “Det er stadig det samme - jeg røg bare direkte ind - jeg kom ikke engang ind i lobbyen,” råbte August inde fra værelset. Han kom langsomt ind i stuen igen: “Far, tror du der er sket noget?”. For første gang siden det store brag, fjernede jeg blikket fra stuens TV. “Nææh, det tror jeg ikke,” sagde jeg langsomt, men jeg følte mig ikke helt sikker. “Kan du ikke prøve at søge på det?” spurgte August videre. August er 11 år, og lever stadig i internettets sandkasse. Det vil sige primært i YouTube og lidt billedsøgninger på Google i ny og næ. Og selvom medier som Facebook, Instagram og Twitter endnu ikke er hans hverdag, så er han længe bekendt med at alt det man ikke ved, ikke har og ikke kan - det “søger man på.” “Jo, lad os prøve at se,” sagde jeg. August stillede sig ved min side. Som han stod der ved siden af mig i stolen, var vi nærmest lige høje. Han lagde sin ene arm om nakken på mig, så han kunne få sit hoved helt tæt på mit. Synkront kiggede vi ned på iPhonen i mine hænder. “Vi starter på Twitter," sagde jeg med højtidelig stemme. Nærmest som om jeg i bedste Sherlock Holmes-stil havde bebudet hvor jeg mente vi kunne finde morderen. “Hvis nogen ved noget, om noget der sker lige nu, så er det på Twitter!” fortsatte jeg med samme “nu skal far lige fixe det”-højtidelighed i stemmen. Til min store overraskelse - og til Augusts store ærgrelse - viste det sig, at der ikke var noget at finde på Twitter. I hvert fald ikke noget vi ikke allerede selv vidste. I stedet tegnede sig et omrids af, at det, vi var vidner til, var noget ganske særligt. 10 minutter senere havde jeg været mine “usual suspects” af nyhedskanaler og websites igennem. Jeg drejede langsomt hovedet og så på August. “Alt er væk” sagde jeg i en blanding af oprigtig forundring og betagelse. “Deres website er væk, deres YouTube-videoer er væk, deres Instagram-billeder er væk og deres 15.000 post på Twitter er væk. Alt er simpelthen væk.” Den sidste sætning mumlede jeg mest for mig selv, for lige at smage på, hvad det var jeg havde erfaret på min rundtur rundt i cyberspace. “Det eneste der er, er det samme sorte hul, som vi ser på vores skærme," fortsatte jeg og så begejstret på August. August delte på ingen måde min faglige-nørde-begejstring over det digitale-event-marketing-gimmic mesterværk, jeg netop var ved at forstå omfanget af. “Kommer Fortnite så aldrig tilbage?” spurgte August med slet skjult frygt i stemmen. “Jeg ved det ikke” - sagde jeg og skjulte et smil på læben. Cirka 39 timer og 56 minutter senere (men hvem tæller) ringede min telefon. Det var et FaceTime-opkald fra August. Jeg var på kontoret et par timer, og han havde fået lov til blive hjemme. Halvvejs gennem min “Hej August”-sætning, afbrød han mig. “Far, nu sker det," nærmest hviskede han, mens han skiftede kamera-input så jeg ikke længere kunne se August, men i stedet kunne se det han så. På skærmen kunne jeg se et udsnit af Augusts værelse, nærmere bestemt hans skrivebord og computerskærm. På computerskærmen kunne jeg se den, nu alt for velkendte, mørke skærm, med det svagt pulserende sorte hul i midten. Det lignende sig selv - som det havde set ud lige siden vi så det første gang. Men det svage puls af lys rundt om hullet var taget til. Pludseligt i et digitalt “big bang” sprang mørket og hullet i stykker i et hav af lys og partikler. Det føltes som om man blev suget med ind i en malstrøm af stjerner og galakser. Men med et tog det hele form, og ud af det kosmiske kaos fødtes en verden - og et nyt kapitel af eksistens. Det var betagende at se på! August brød radiotavsheden: “Far, jeg er nødt til at lægge på nu - jeg skal ‘in-game’!” Fortnite Chapter 2 var en realitet - og efterårsferien var reddet!

Annonce