Annonce
Debat

En ulykkelig kvinde bankede på en dør: Det er på høje tid, at de privilegerede kæmper for andet og mere end dem selv

"Vores familie og vore naboer er uskyldige ofre i kampen for at skabe plads til nye private beboelser på ruinerne af vores hjem. Formålet er at gennemtvinge politiske forandringer i et opgør mod såkaldte parallelsamfund; utryghed, usikkerhed og i sidste instans korporlig tvangsfjernelse er redskaberne, som tages i brug, før bulldozerne ruller ind", skriver Alex Young Pedersen. Arkivfoto: Flemming Krogh

En ældre dansk kvinde banker på min dør. Hun vil gerne snakke, og hun er ulykkelig. Det er tydeligt.

Hun er blevet genhuset i Bispehaven, da hendes hjem i Gellerup for år tilbage blev revet ned. Det har taget hende noget tid at falde til i Bispehaven. Hun er blevet glad for at bo her som så mange andre. Nu skal hun tvangsflyttes igen, da hendes hjem står til at blive jævnet med jorden.

Det har ramt hende hårdt at skulle flytte for anden gang i sin alderdom. Hun havde håbet at kunne blive boende her i sine resterende år. Hun fortæller om selvmordstanker og om at have fået professionel hjælp til at holde de værste tanker fra livet.

Annonce

Hun er én blandt mange. Enlige ældre i området har talt om, at hvis de tvinges til at flytte, bliver det i en etværelses med låg. Sådan behandler man sine ældre borgere i dagens Danmark.

En familie af afghansk afstamning, som bor i min opgang, har med stolthed lige sendt deres yngste barn i uddannelse til folkeskolelærer, en anden datter er blevet tandplejer, og deres ældste datter læser astronomi på universitetet. Men utak er Danmarks løn, og de står også til at miste deres hjem som følge af en forskelsbehandlende og diskriminerende lovgivning.

Moren til døtrene har haft svært ved at forstå, hvorfor de skal tvangsflyttes, og deres hjem rives ned. Hun har med tristhed og vantro måttet erkende, at ligegyldigt, hvad hun og hendes børn gør, vil deres hudfarve og afstamning altid stå i vejen for den ligeværdighed og lige behandling, som de ønsker, og som burde være en grundsten i et demokratisk retssamfund.


Det er en omkostning, som i sidste ende gør alle fattigere, fordi den vedrører grundbetingelserne for vores samfund: Menneskets ligeværdighed og ligheden for loven.


Sådan behandler man nye borgere og deres børn, der er født og opvokset i Danmark, og som gør, hvad de kan, for at bidrage positivt til samfundet. De udstødes og udsondres af det fællesskab, som gradvist lukker sig om sig selv. Et fællesskab, som med majoritetens vægt knuser et sagesløst mindretal i strid med menneskerettighederne og på kant med Grundloven.

Når alt kommer til alt, så består de fleste beboeres eneste brøde i at bo i et område, som politikere har benævnt som "hård ghetto". En betegnelse, som ikke kan undgå at lede tankerne hen på uhyrlighederne mod jøderne under anden verdenskrig, som blev koncentreret i bestemte områder med henblik på udnyttelse og udryddelse.

Af alle mulige betegnelser valgte "skarpe" hjerner i de privilegeredes rækker denne nedsættende modbydelighed, som bestemt ikke har hjulpet med at fastholde og tiltrække mere ressourcestærke beboere. Men måske er ghetto det rette ord. For var vi det ikke før, så er vi med politikernes beslutning blevet det: Et boligområde under belejring.

Vores familie og vore naboer er uskyldige ofre i kampen for at skabe plads til nye private beboelser på ruinerne af vores hjem. Formålet er at gennemtvinge politiske forandringer i et opgør mod såkaldte parallelsamfund; utryghed, usikkerhed og i sidste instans korporlig tvangsfjernelse er redskaberne, som tages i brug, før bulldozerne ruller ind.

I nogle boligadministrationer taler man åbenlyst om, at truslen om nedrivning i sig selv skaber en højere grad af usikkerhed og utryghed blandt beboerne, som kan medvirke til at øge den såkaldt "naturlige fraflytning" og at løse "genhusningsproblematikken".

Bag om ryggen på beboerne og i strid med beboerdemokratiet har man i hast udpeget bestemte boligblokke i Bispehaven til nedrivning, så utrygheden kan få lov at virke efter hensigten. Halvtomme opgange forstærker denne utryghed.

At uskyldige og sagesløse ofres i denne sag, er til at overse, for der bor ikke mange familier, som de mere privilegerede grupper kan spejle sig i.

Beboerne i Bispehaven betragtes som mindreværdige og behandles sådan. Hvis man anså dem for ligeværdige, ville ingen acceptere den behandling, som de udsættes for. At tvinge beboerne ud af deres boliger i Risskov eller Åbyhøj for at skabe en mere blandet by vil aldrig have sin gang på jorden. Sådan noget siger man kun til skåltaler i socialdemokratiske kredse i et forsøg på at dække over det historiske svigt af beboerne og de almene boliger, man lægger stemmer til.

Man ønsker ikke blanding, men opdeling, og forfølger i planerne for Bispehaven samme proces, som har været undervejs i årevis. Den gradvise, men sikre fortrængning af mennesker fra underklassen, arbejderklassen og i stigende grad også af lavere middelklasse fra byens centrum ud i periferien.

De privilegerede i den øvre middelklasse har i stor udstrækning forsamlet sig i klart afgrænsede boligområder med mennesker, som ligner dem selv, og denne afsondring har sin pris.

Den amerikanske professor Elizabeth S. Anderson, som i årtier har forsket i konsekvenserne ved social opdeling, har konkluderet, at social adskillelse får privilegerede grupper til at danne stereotyper og kognitiv bias, der fører til diskrimination og lovgivning, der er baseret på stigmatisering af de mindre privilegerede.

De privilegerede fratages og skærmer sig fra informationer om de betingelser og udfordringer, som mindre privilegerede står over for. Det gør dem mindre kompetente, og det svækker deres dømmekraft i omgangen med mennesker, som ikke ligner dem selv. Det fastlåser dem i en position af både ængstelse og nedsættende sprogbrug, som opretholder deres stigmatisering af de mindre privilegerede.

Ængstelsen kommer eksempelvis til udtryk i en bekymring om udvidelsen af Gammelgårdskolens distrikt i Åbyhøj til at omfatte dele af Bispehaven. Modstanden viser sig til trods for, at størsteparten af udvidelsen svarer til området for nedrivning og omdannelse til private ejerboliger. Med andre ord en opdeling, som følger det kendte mønster.

Åbenlyst nedsættende sprogbrug luftes kun der, hvor den accepteres, men spores i henkastede bemærkninger, der med slet skjult foragt og et strejf af ligegyldighed blåstempler forskelsbehandlingen og tvangen med "et eller andet skal der jo gøres".

Det er på høje tid, at de privilegerede træder ud af deres selvvalgte adskillelse og kæmper for andet og mere end dem selv. Så længe de ikke gør det, vil den ældre danske kvinde, moren med de afghanske rødder og min familie samt alle, der bor i almene boliger i Danmark, være tvunget til at betale prisen for deres uvidenhed.

Det er en omkostning, som i sidste ende gør alle fattigere, fordi den vedrører grundbetingelserne for vores samfund: Menneskets ligeværdighed og ligheden for loven.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
AGF

AGF ændrer i historiebøgerne: - Det er respektløst over for tidligere spillere

Annonce