Annonce
Kultur

En vej væk fra flygtige forbindelser: Grafikmappe genopstår 50 år efter den første

Gruppen i gang med at trykke Hans Krulls værk på håndpressen på Godsbanen. Fra venstre Tine Hind, Hans Krull, Frank Brahe, Thomas Kruse og Finn Knudsen. Per Brahe var på Bali, hvor han bor. Foto: Flemming Krogh

Seks århusianske kunstnere laver værker, samler dem og sælger dem billigt.

AARHUS: "Vi vil sælge originalgrafik ganske, ganske billigt".

For 50 år siden besluttede en gruppe århusianske grafikere at leve op til den sætning - og gjorde det.

Nu har en gruppe af byens grafikere taget sagen op. De gør det samme. Derfor vil det snart være muligt at købe seks grafiske værker til 500 kroner.

Per Brahe ejede dengang Galleri 58 i Vestergade og udgav grafikaviserne fra 1969 til 1971.

Nu har hans fætter Frank Brahe taget ideen op. Han har overtalt fem kunstnere til at være med foruden sig selv.

De er netop blevet færdige med det sidste tryk, som Hans Krull lægger navn til. I Godsbanens trykkeri blev sidste hånd forleden lagt på værket, og 10. maj vil værkerne med de sort-hvide tryk blive solgt samlet i mappe fra Krulls café "Under masken", Bispegade 3 i Aarhus.

Annonce

Mappen og Røde Mor

Grafikavisen kan ses og købes ved en reception i Cafe Under Masken, Bispegade 3, Aarhus. Fredag 10. maj kl. 16.Medvirkende kunstnere er: Per og Frank Brahe, Tine Hind, Finn Knudsen, Hans Krull og Thomas Kruse.

.

Røde Mor er et dansk kunstnerkollektiv med et erklæret socialistisk standpunkt. Kollektivets musikgruppe eksisterede fra 1969 til 1978 og genopstod i 2002. Gruppen var fra starten en trio bestående af Troels Trier, der sang, Lars Trier på guitar og Ole Thilo på klaver.

Thomas Kruse med det værk, han lavede til udgaven af mappen for 50 år siden. Foto: Hans Petersen

Med både dengang og nu

Der er det helt særlige ved historien, at en af deltagerne anno 2019 også var med til at lave den første mappe.

Thomas Kruse hedder han, 75 år, og til september har han boet 50 år i Sjællandsgade. Ud over at være grafiker har han været scenograf på Aarhus Teater og teatret Svalegangen. Han lavede grafik og plakater i kunstnerkollektivet Røde Mor, der lavede en grafikavis hos Per Brahe og i 1970 spillede koncert i hestestalden i Vestergade 58, hvor Per Brahe havde galleri.

Finn Knudsen fortæller på sit værk en historie fra sin barndom. Foto: Hans Petersen

Ophavsmanden er på Bali

Per Brahe havde taget initiativet til den første mappe, Grafikavisen, som han kaldte den. En avis var det ikke, men en mappe med originale kunsttryk. En mappe blev solgt for kun 10 kroner og var et produkt af tiden og tanken om, at kunsten skulle ud til folket. Den sidste mappe - i 1971 - var nummer ni, og nu kommer så den tiende.

Selv om Per Brahe de seneste 25 år har boet i udlandet, 20 i New York og fem på Bali, er han også i mappen med et værk.

- Under en dialog på Facebook med Per i 2017 fik jeg ideen til at hylde og fejre Grafikavisen 50 år efter den første udgivelse ved at udgive nummer 10. Jeg ville slå et slag for håndværket og den analoge kunst, vi kan røre og måske beholde. Jeg tænkte, at verden stort set er reduceret til digitale algoritmer, klikbaite og flygtige forbindelser, forklarer Frank Brahe på 49 år. Til daglig arbejder han som grafiker hos DGI i Vingsted og bor med kone og tre børn i Søften. Han laver også undergrundstegneserier for det århusianske forlag Gymnoten og har tidligere udgivet undergrundsblade om film, bøger og tegneserier og illustreret humørbøger med Rune T. Kidde blandt en del andet.

Tine Hind medvirker med dette tryk. Foto: Hans Petersen

Højt humør

Den nye "Grafikavisen" er trykt på en håndholdt trykpresse på Godsbanen i Aarhus.

Maskinen er en gave til stedet, leveret af grafikeren Finn Knudsen, som også har bidraget med et stykke grafik. Og så har han - med sit kendskab til maskinen - hjulpet de andre med at trykke.

Frank Brahe har samlet kunstnerne. Han kendte i forvejen Thomas Kruse, Finn Knudsen og Hans Krull, som han har lavet mange opgaver med.

Thomas Kruse fik Tine Hind med, og så ville Per Brahe også gerne bidrage.

- Det hele er rullet lige så stille af sted med masser af godt humør, tryksværte på tøj og fingre, godt sammenhold og hårdt arbejde omkring håndværket, siger Frank Brahe.

Titlen på produktet er "Med mennesker", og fredag 10. maj kl. 16 kan det ses og købes i cafeen "Under masken".

Per Brahes værk. Privatfoto
Frank Brahes værk. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Kampen om Kongelunden

Hvor mange af Aarhus´ byrådspolitikere har fri adgang til AGF´s kampe? I og for sig et ret ukompliceret spørgsmål at få besvaret, ikke? Så jeg sendte i god tro en mail til kommunaldirektøren for Aarhus kommune. Der skete ikke det store. En kommunaldirektør har mange vigtige sager at tage sig af, så håbet var vel bare, at det lille ”?” var sendt nedad. Nå, ja! Nu skal man jo ikke komme med udokumenterede påstande, end ikke i en blog, der står for tastaturantens egen regning. Samme mail, men nu i ny retning: Kulturrådmanden og pressechefen. Her var der hul igennem. Pressechefen replicerede: ”Det er byrådsservice i Borgmesterens Afdeling, der kan svare på dette. Jeg tillader mig derfor at sende spørgsmålet videre til dem”. Den mail var fra d.4. november. Åbenbart er det en større sag for byrådsservice at servicere. Jeg troede i min indgroede naivitet, at man ”vidste sådan noget”. Men det gør man ikke, eller måske man ikke ønsker at oplyse om det! Jeg mener blot, byrådspolitikere får honorar for deres arbejde, inkl. en som bekendt ret favorabel orlovsordning. Så burde det ikke være god skik og brug, at alle ”frynsegoderne” også er offentligt kendte. Nu synes jeg jo ikke, at kulturrådmanden skal betale entré for at klippe snoren til åbningen af et nyt hus i den gamle by. Men der er vel andre ”gratis adgange”, som ikke så indlysende. Det er lykkedes mig én (og sikkert sidste) gang at få fedtet mig ind i VIP-loungen uden at slippe en slante, som det hed dengang AIA, var store i århusiansk fodbold. Og derinde, på ryggen af de gamle stadionhaller og med store panoramavinduer ud mod banen, åbner sig en ny verden, ukendt for den, der er vant til at snige sig ind gennem tælleapparaterne med sin selvfinansierede billet og reservationen til et af de solblegede, fesengrønne plasticsæder. Herinde i varmen er der bløde sæder, mad, snacks og drikkevarer. Rundt om bordene sidder i fortrolig snak adskillige kendte, nogle blot lokale koryfæer, andre med genkendelsesfaktor uden for kommunegrænsen. I min egen beklemte, ubekvemme ukendthed er udvejen at få hamstret en sodavand og hilse på serveringspersonalet, som er lige så ukendte, som jeg er. Men her sidder de altså. Forretningsfolk, sponsorer, popmusikere, gamle fodboldstjerner, klubbosserne, deres håndlangere og minsandten også nogle af byens betroede politikere. Gad vide, hvad de taler om? Dagens kamp? Måske, men ifølge en af mine døtres speciale om beslutningsprocesser i det offentlige regi foregår de ofte ved kaffemaskinen, uformelt, uforpligtende, uden for referat. Befinder jeg mig i en VIP-lobby, hvor trafikken går den modsatte vej? Hvor de indflydelsesrige og beslutningstagerne er inviteret ind på lobbyisternes slagmark på en fri ”transfer” eller? Et par timer inden AGF-Brøndby-kampen (på trods af løbebanen, eller måske mere på grund af en kompetent, no-nonsense-træner vandt AGF fortjent 2-1) mødte jeg bag stadion en af kvarterets beboere, som hilste venligt og lettere indigneret spurgte mig, hvad jeg syntes om stadion-planerne med væddeløbsbanens inddragelse etc. Opildnet af min lydhørhed skosede hun de sammenspiste, teflonbelagte, socialdemokratiske cand.scient.pol-drenge, som åbenbart er Aarhus´ nye herskende klasse. Hvis de vil have projektet gennemført, får de deres vilje! Men så slemt bliver det bare ikke. Når pengestærke, gavmilde givere kan give kommunen 500 millioner kroner til at ”løfte” hele området med Friheden, Stadion, Arenaen, JVB, skovene og Mindeparken, og vel at mærke uden at plastre til med boliger på væddeløbsbanen, så ånder alt idyl. Der er dog et andet men: AGF-direktør Jakob Nielsens ønskestadion koster alene 400 millioner kroner. Det giver jo ikke mange midler til et fuldblods atletikstadion, løsning af det evigt tilbagevendende trafikale kaos (der bliver endnu værre med Mols-linjens flytning) og så det helt indlysende behov, Aarhus har: Den store, indendørs multiarena, der kan matche Københavns royale arena og Hernings "Boksen", og som vil være en langt bedre investering for kommunen end et nyt stadion.

Aarhus

Tivoli Friheden vil bygge en ny scene

Annonce