Annonce
Aarhus

Ensomhed og chikane: LGBT-miljøet i Aarhus er under pres

Fint ser det ud, når de regnbuefarvede flag går igennem gader og stræder i Aarhus til Aarhus Pride. Men LGBT-miljøet i Aarhus er presset, viser en ny undersøgelse. Foto: Jens Thaysen
Især unge medlemmer af LGBT+-miljøet i Aarhus oplever problemer. Over halvdelen har svaret, at de ikke altid er åbne om deres seksualitet eller kønsidentitet.

AARHUS: Det er ikke altid en dans på roser at være homoseksuel, transperson eller på andre måder en del af LGBT-miljøet i Aarhus. En ny undersøgelse, som Epinion har lavet for Aarhus Kommune blandt 531 LGBT-personer i Aarhus, viser at næsten halvdelen, 44 procent, har oplevet at blive udsat for chikane eller hadforbrydelser i Aarhus.

- Det er et bekymrende tal. Det er meget de unge, der fortæller at de bliver udsat for chikane, og de fortæller også, at de oplever at være ensomme. De to ting gør, at man nemt kommer til at føle sig udenfor, siger Lone Norlander, der er forkvinde for Aarhus Kommunes Udvalg for mangfoldighed og ligestilling, efter at undersøgelsens resultater blev præsenteret onsdag eftermiddag.

50 procent af de adspurgte i Epinions undersøgelse siger, at det er vigtigt for dem at være en del af et LGBT+-fællesskab, og blandt andet bliver der efterspurgt ting som flere cafeer, diskoteker og barer for LGBT+-personer, et LGBT-hus og flere fællesskaber for ældre LGBT+-personer. Det giver netop et LGBT-hus, som flere gange har været diskuteret, et mere validt grundlag, mener Lone Norlander.

Annonce

Fem pointer fra rapporten

  • 59 procent af de adspurgte LGBT-personer svarer, at de ikke altid er åbne om deres seksualitet og/eller kønsidentitet
  • 44 procent har oplevet at være udsat for diskrimination og/eller hadforbrydelser i Aarhus
  • 10 procent har 'i meget høj grad' eller 'i høj grad' oplevet at Aarhus Kommune ikke har anerkendt deres kønsidentitet og/eller seksualitet.
  • 50 procent svarer at det 'i meget høj grad' eller 'i høj grad' er vigtigt for dem at være en del af et LGBT-fællesskab, men kun 29 procent af dem mener at de har mulighed for det.
  • 17 procent svarer, at de 'ofte' er alene, selvom de hellere vil være sammen med andre.

Kilde: Aarhus Kommune/Epinion

Hvordan ændrer man en kultur?

Et andet af rapportens punkter fortæller, at 10 procent af de adspurgte ikke mener, at Aarhus Kommune anderkender deres seksualitet eller kønsidentitet i forbindelse med eksempelvis spørgeskemaundersøgelser. Og det skal der kigges på, siger Lone Norlander.

- Det viser, at der er plads til forbedring, og jeg kan godt se at i forbindelse med for eksempel indmelding i institutioner, men vi bliver hele tiden klogere, og der bliver rettet op på det, fortæller Lone Norlander, som også mener, at der skal en kulturændring til i samfundet generelt.

- Det vil vi prøve at skabe, for eksempel ved at snakke om tingene, som vi gør nu. Men undersøgelsen viser også, at det især er de unge, der har problemer, så derfor skal vi gøre endnu mere i for eksempel folkeskolerne med ting som Normstormerne, siger hun med henvisning til et undervisningstilbud til 7.-10. klasse, der skal mindske mobning og mistrivsel relateret til køn og seksualitet.

Men der er noget at arbejde endnu, siger Lene Norlander, der dog glæder sig over det høje antal svar på undersøgelsen.

- Vi holdt lige vejret, men det er positivt, at så mange har fundet lyst og overskud til at svare på noget, der er så svært som det her, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Det sorte hul

Der var kun gået et kvarter før August mistede tålmodigheden: “Jeg prøver lige at genstarte, far. Så kan det være at der er en opdatering.” “Det er stadig det samme - jeg røg bare direkte ind - jeg kom ikke engang ind i lobbyen,” råbte August inde fra værelset. Han kom langsomt ind i stuen igen: “Far, tror du der er sket noget?”. For første gang siden det store brag, fjernede jeg blikket fra stuens TV. “Nææh, det tror jeg ikke,” sagde jeg langsomt, men jeg følte mig ikke helt sikker. “Kan du ikke prøve at søge på det?” spurgte August videre. August er 11 år, og lever stadig i internettets sandkasse. Det vil sige primært i YouTube og lidt billedsøgninger på Google i ny og næ. Og selvom medier som Facebook, Instagram og Twitter endnu ikke er hans hverdag, så er han længe bekendt med at alt det man ikke ved, ikke har og ikke kan - det “søger man på.” “Jo, lad os prøve at se,” sagde jeg. August stillede sig ved min side. Som han stod der ved siden af mig i stolen, var vi nærmest lige høje. Han lagde sin ene arm om nakken på mig, så han kunne få sit hoved helt tæt på mit. Synkront kiggede vi ned på iPhonen i mine hænder. “Vi starter på Twitter," sagde jeg med højtidelig stemme. Nærmest som om jeg i bedste Sherlock Holmes-stil havde bebudet hvor jeg mente vi kunne finde morderen. “Hvis nogen ved noget, om noget der sker lige nu, så er det på Twitter!” fortsatte jeg med samme “nu skal far lige fixe det”-højtidelighed i stemmen. Til min store overraskelse - og til Augusts store ærgrelse - viste det sig, at der ikke var noget at finde på Twitter. I hvert fald ikke noget vi ikke allerede selv vidste. I stedet tegnede sig et omrids af, at det, vi var vidner til, var noget ganske særligt. 10 minutter senere havde jeg været mine “usual suspects” af nyhedskanaler og websites igennem. Jeg drejede langsomt hovedet og så på August. “Alt er væk” sagde jeg i en blanding af oprigtig forundring og betagelse. “Deres website er væk, deres YouTube-videoer er væk, deres Instagram-billeder er væk og deres 15.000 post på Twitter er væk. Alt er simpelthen væk.” Den sidste sætning mumlede jeg mest for mig selv, for lige at smage på, hvad det var jeg havde erfaret på min rundtur rundt i cyberspace. “Det eneste der er, er det samme sorte hul, som vi ser på vores skærme," fortsatte jeg og så begejstret på August. August delte på ingen måde min faglige-nørde-begejstring over det digitale-event-marketing-gimmic mesterværk, jeg netop var ved at forstå omfanget af. “Kommer Fortnite så aldrig tilbage?” spurgte August med slet skjult frygt i stemmen. “Jeg ved det ikke” - sagde jeg og skjulte et smil på læben. Cirka 39 timer og 56 minutter senere (men hvem tæller) ringede min telefon. Det var et FaceTime-opkald fra August. Jeg var på kontoret et par timer, og han havde fået lov til blive hjemme. Halvvejs gennem min “Hej August”-sætning, afbrød han mig. “Far, nu sker det," nærmest hviskede han, mens han skiftede kamera-input så jeg ikke længere kunne se August, men i stedet kunne se det han så. På skærmen kunne jeg se et udsnit af Augusts værelse, nærmere bestemt hans skrivebord og computerskærm. På computerskærmen kunne jeg se den, nu alt for velkendte, mørke skærm, med det svagt pulserende sorte hul i midten. Det lignende sig selv - som det havde set ud lige siden vi så det første gang. Men det svage puls af lys rundt om hullet var taget til. Pludseligt i et digitalt “big bang” sprang mørket og hullet i stykker i et hav af lys og partikler. Det føltes som om man blev suget med ind i en malstrøm af stjerner og galakser. Men med et tog det hele form, og ud af det kosmiske kaos fødtes en verden - og et nyt kapitel af eksistens. Det var betagende at se på! August brød radiotavsheden: “Far, jeg er nødt til at lægge på nu - jeg skal ‘in-game’!” Fortnite Chapter 2 var en realitet - og efterårsferien var reddet!

Annonce