x
Annonce
Debat

Er det her virkelig den verden vi vil?

Briita Schall Holberg

Jeg kan ikke frigøre mig fra, hvor svært det var at holde grundlovstale i år.

Vores grundlov handler om principperne for vores frihedsideal. Men vores sind og bevidsthed kan ikke undgå at være fyldt af de overgreb, der alt for ofte er sket de sidste år på ganske uskyldige mennesker. Det er jo hjerteskærende at vide, hvordan det gik ud over kristne i Egypten, mennesker, der har vores tro, og for nylig igen over mennesker på gaden i London. For lidt længere siden gik det ud over unge og børn, som glade kom til en koncert med deres idol. Ulykkelige forældre står tilbage. Og man er nødt til at spørge sig: hvad ville jeg gøre, hvis mit barn kom og gerne ville til koncert eller på anden måde ud og tage del i den glæde og oplevelse, som gerne skulle være en del af livet. Hvad skulle jeg svare: Du må ikke? Jamen det kan jeg da ikke. For jeg kan ikke livet igennem skærme mit barn mod alting.

Det dilemma står vi i i dag: Skal det had og den afmagtsfølelse og angst, vi kan føle overfor overgreb, betyde, at vi skal lukke os inde, lukke af, skærme os? Være på vagt hele tiden, skærme os med betonklodser, stadig mere overvågning? Er det den virkelighed, der er blevet vores, og som har afløst vor tillid til hinanden og vores tro på, at vi skærmer os allerbedst mod vold og trusler ved at være åbne, gå i dialog, og i det hele taget satse på de værdier, som er grundlæggende i vores frie verden og er vores demokratis ideal? Skal vi frygte forskelligheden, skal vi frygte at andre mennesker har en anden tro, andre idealer, end vi har? Skal vi opgive troen på alt det, vi har troet på? Skal vi pakke os ind i os selv, lukke alle de andre ude, skærme os bag grænsebomme, skal vi dyrke os selv og vores eget og møde alle andre med skepsis, ja måske angst og mistro? Det, vi oplever, giver umiddelbart plads for intolerance og afsky, men skal vi bare give efter for det?

Skal vi angste møde den moderne tids globalisering og give køb på vores arbejde for og tro på de åbne grænser i vores sind og mellem vore lande?

Skal vi acceptere, at vi bliver betragtet som naive, hvis vi stadig tillader os at tro på, at vore egne idealer for den frie verden, åbenhed, glæden ved og inspirationen ved at møde med og tale med mennesker med en anden hudfarve, en anden religion, en anden baggrund er vejen frem? Eller skal vi bukke ned for volden, lukke af og samle os om os selv og blive stadig mere skingre i tonen om, hvad vi ønsker for foranstaltninger for at skærme os? Skal vi lovgive mere og mere om alting, for at sikre os? Skal vi virkelig sige, at nu er det så tid til at melde sig ud? Af EU, af Nato? Af miljøaftalerne? Af fællesskabet? Eller bare af den politiske interesse: Det må andre tage sig af.

Vi står ved en skillevej, hvor vi skal gøre op med forestillingen om, hvad frihed er, som er kommet til siden grundlovens tilblivelse. Vi er måske faldet for sloganet" Mennesket i centrum" og er kommet til at leve i den vildfarelse, at frihed betyder, at jeg kan gøre, hvad jeg vil. Jeg har krav på at have ret, at realisere mig selv og mine egne ønsker.

Meget ændrede sig, da muren faldt i Berlin, hvor vi ikke alene fik "min næste" tæt på, simpelthen fordi den daværende grænse mellem venner og fjender blev nedbrudt. Men vi blev også konfronteret med den virkelighed, der forårsagede murens fald: at de, på den anden side af muren var trætte af at gå i flok og blive regeret og regnet for ingenting og nu ønskede at vise deres egenart, deres identitet, deres tro, deres o kultur og race og være stolt af at være menneske . Dermed understregede friheden vilkår: retten til at være forskellig også fra os. Men dermed blev nødvendigheden af respekten for netop denne forskellighed understreget: Den ret, som netop vores grundlov er bannerfører for. Og dermed opstår netop erkendelsen af, at jeg ikke er alene. Jeg er ikke alene om at ville have respekteret retten til at være forskellig fra de andre. Skal vi leve sammen i det, der er den fri verdens og demokratiets vilkår, er det nødvendigt, at vi ikke føler, vi er centrum. Vi er ikke alene - min næste eksisterer i det fælles rum. Dermed er der gjort op med friheden som retten til egoisme og selvtilstrækkelighed. Vi har ansvaret for det andet menneske også. Det er for resten netop forudsætningen for, at man kan betragte sig som et folk, at der er nogle værdier, og en respekt, man er fælles om, og som man holder i hævd og opdrager næste generation efter. Det er dem, der skal føre idealerne videre.

Da muren væltede i Berlin, tror jeg det pludselig blev klart for østeuropæerne hvor svær en størrelse, friheden er. Det er ikke bare en ønskedrøm. Det er svært. Det kræver meget af den enkelte at slippe ud af et stærkt styres bånd. Det er svært at stå på egne ben som menneske. Det er svært at opbygge nye samfundsnormer. At leve i et samfund med frihedsidealer kræver meget af den enkelte. Det kan blive svært. Det kan blive for meget med alle de muligheder, alle de nødvendige valg.

Globaliseringen og dette at leve i en verden uden grænser kræver på mange måder mere, end vi måske troede. Det kan føre til afmagt, måske kan det endda føre til vold, hvis man ikke føler, man slår til, hvis man ikke føler, man bliver hørt eller set. Det kan blive en psykisk belastning, hvis vi ikke kan indgyde mod, men lefler og gør folk svage og afhængige. Friheden ligger ikke i at skulle vente på hjælp, men at være i stand til at agere selv.

Det kom som en overraskelse for os, at også vores egen måde at indrettet samfundet på kom under lup: var det på den måde, de andre ville ønske at opbygge deres nye verdensorden? Vi blev usikre på vores eget. Var det frihed, vi havde etableret, eller var vi ved at opbygge de systemer, de andre flygtede fra? Havde vi, som L0`s Thomas Nielsen, sagde: sejret ad helvede til? Og hvad skulle vi ændre? Kunne vi enes om at sætte reformer i værk? Vi fik et chok, da tårnene i New York faldt: Var det onde ikke afskaffet? Overraskede oplevede vi de næste år, at det ofte var unge, eller vellidte familiefædre, der begik overgreb og vold. Hvordan skal man så sikre sig? Vi vedtog terrorpakker. Vi satte overvågningskameraer op. Vi måtte jo gøre noget. Men det blev ved.

Europa begyndte at krakelere. USA fik en leder vi slet ikke kan finde ud af, hvad indeholder. Er han syg? Stupid eller bare et selvpromoverende barn? Hvor fører det os hen? I øst spørger de: var det ikke bedre før, da nogen satte dagordenen? Vi spørger: Vil Putin udnytte vores svaghed?

Vore politikere taler om værdier. Vi fik en værdikanon. Men er det ikke bare noget, vi siger, mens vi stadig sender fremmede hjem, skiller familier, nægter indrejse til ægtefæller, anlægger en stadig mere skinger tone hos regeringen og oppositionen? Politikerne følger folkets ængstelse. Stemmerne ligger, hvor vi er i stand til at slå os op på, at vi gør, hvad vi kan for at sikre os og vore danske værdier for os selv. Vi lukker grænserne, vi lægger afstand til fremmede. Det gør vi, men det gør også de øvrige europæiske lande. Selv lande, man skulle tro aldrig mere kunne finde på at bygge hegn: Ungarn, som var det første land, der brød muren. Vi, der har været med til at bygge meget op, står og ryster på hovedet. De unge ved ikke, hvad vi taler om, når vi taler om århundredes krige i Europa, når vi taler om 2. verdenskrig, når vi taler om en verden, der var lukket, så man ikke kunne rejse eller handle frit.

Den danske befolkning står bag politikerne, når de for hvert anslag mod vore værdier, for hvert overgreb prompte kræver stramninger - igen og igen.

Men vi er nødt til at spørge os: Er det virkelig vejen? Er det virkelig vejen, at vi bare kan ytre os på de sociale medier, som vi vil, er det vejen, at vi bare skal håne de, der er anderledes end os? Er vi virkelig bedre end de? Og skaber verbal og fysisk vold virkelig fred? Skaber mistro til den enkeltes hensigter virkelig et velfærdssamfund? Skaber stadige reguleringer og afrapporteringer som udtryk for at vi ikke tror, de ansatte lever op til det, vi gerne vil have, et velfærdssamfund, som vi ønsker det? Skaber mangel på tro og tillid til medarbejderes og borgeres eller kommuners gode vilje og selvstændige ansvarsfølelse det samfund, vi ønsker? Er stadig centralstyring og ensretning løsningen på frihedens vanskeligheder? Eller fører det os durk til autoritære systemer?

Demokratiet, folkestyret er sårbart. Vi føler os værgeløse, fordi det ikke rigtig har midlerne til at tackle den nye verdensorden. Spørgsmålet opstår: duer det? Demokratiet? Dur åbenheden, tilliden, muligheden for at tro og tale frit? Duer samarbejdet mellem mennesker, mellem nationer? Er det ikke bedre at stå alene? Skal vi gøre op med andelstankens ide om, at alle er lige, og at vi bliver stærkere, når vi står sammen?

Måske - jeg siger måske. Men jeg mener det ikke. Jeg mener, vi mangler ledere, forældre, lærere, politikere. Ledere, der er voksne og ansvarlige nok til at gå ind i alle disse spørgsmål og ikke bare følge en folkestemning af mennesker, der kan være båret af frygt. En frygt, der kan eskalere, fordi ingen mere taler om idealer. Fordi ingen rigtig mere har en vision for, hvor vi skal hen. Og så melder vi bare pas eller melder os ud og lader tingene ske. Imens forsimplingen breder sig i sprog og handlemåde, og dermed ødelægger de værdier, vi selv burde holde i hævd. Dermed har det onde, de andre, der vil os det ondt, vundet en alt for let sejr. Vi kan ikke lukke øjnene for frihedens mange faldgrupper og usikkerhed. Vi kan ikke lukke øjnene for, at ondskaben findes. Men vi har en forpligtelse til at byde ind med alt det, vi selv tror på, eller engang troede på. Vi taler ikke om tro og holdninger - det vigtigste. Vi taler om alt det næstvigtigste. Alt det døgnaktuelle.

Vi skal ikke bare løbe efter vælgere. Folket har ikke altid ret. Det har historien i den grad vist. Men det er sårbart og påvirkeligt, som den næste generation også er, hvis den ikke får nogen idealer og en dannelse at pejle efter

Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Regeringen overvejer gradvis åbning af Danmark efter påske - hvis danskerne fortsætter fornuftig adfærd

Leder

Ærgerlig men forudsigelig død

De robuste overlever coronaen. De skrøbelige risikerer at dø, hvis de bliver smittet. Det sidste er sket for det hyggelige Vilhelmsborg Festspil, der i 30 år har været vist i fri luft på scenen i skoven mellem Beder og Mårslet. Selv en tur i respirator i sidste øjeblik ville ikke være nok. Den kommende tid er så usikker, at premieren 1. august er opgivet. Ingen kunne være sikker på, at de nødvendige penge kunne spilles ind, og sponsorer holder sig tilbage, fordi de ikke ved, om de får noget for pengene. Så Steen Jonsson Agger, der kun har været formand i halvanden måned, måtte fredag konstatere, at det var nødvendigt at sige stop. "Lene Kaaberbøls "Skammerens datter" bliver ikke vist til sommer. Festspillet er konkurs. Coronaen var den tue, der skulle til at vælte læsset. Økonomien hang i trevler, efter at festspillet siden 2016 har haft under 10.000 på tilskuerpladserne, sidste år kun 5700. Det meget kraftigt nedadgående tal af gæster var et vink med en vognstang om, at festspillet ikke ville blive ved at leve - ja, med mindre nogen ville lægge alle pengene i kassen. Indtægter på billetter og salg ved forestillingerne var der ikke meget af mere. Det er ærgerligt, at Aarhus bliver den attraktion mindre, men lukningen er en naturlig konsekvens af tilbagegangen. Lisbet Lautrup Knudsen lavede en succes som formand, da "Matador" blev vist i 2015 med området lavet om til Matador-huse, og maden var gammeldags dansk som stegt flæsk og kartofler med persillesovs. Det år gav et overskud på 150.000 kroner og lidt at tære af. Men det gik alt for stærkt nedad. På Vilhelmsborg har mange unge talenter prøvet sig af, og der er et flot fællesskab blandt alle. Bag kulissen har mange frivillige ydet et stort arbejde over måneder hver sommer. Men tilskuerne var for det meste mindst dobbelt så gamle som dem på scenen, fornyelsen udeblev, og så hører det automatisk op. Tiden byder på mange andre tilbud. Ganske få kilometer derfra har professionelle skuespillere fra Det Kongelige Teater optrådt på den udendørs scene ved Moesgaard Museums tag i både 2017 og 2019, og musicals har kunnet ses så mange andre steder. Fredericia Teaters opsætninger blev rigtig gode. Men døde af det. Om nogen har mod på at genoplive Vilhelmsborg Festspil, må tiden vise. Men formen skal fornyes, hvis det skal lykkes.

Danmark

Live fra pressemøde: Samfundet kan genåbne efter påske - men det vil ske gradvist og forskudt

Aarhus

Genbrugsstationerne åbner: Forvent kø og forbered dig godt hjemmefra

Annonce