Annonce
Livsstil

Erik A. Frandsen malede 100 malerier under coronanedlukningen: Den energi, jeg arbejdede på, var angst

- Det er kaos, siger han undskyldende, inden han åbner døren til atelieret. Men det er et kaos af skønhed, hvor udstoppede fugle, malerbøtter og en duft af terpentin blander sig med næsten færdige malerier og et enkelt spejl, der skal fræses i. Erik A. Frandsen arbejder i alle materialer og med alle slags værktøjer og redskaber. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Da verden lukkede ned, gik billedkunstneren Erik A. Frandsen i atelieret. Her malede han over 100 malerier på de to år, coronakrisen varede. På Trapholt udstilles en del af de malerier, som er fyldt med referencer til tidligere malere, til kunstværker og til fortællinger. For da alting faldt fra hinanden, tyede han til fortiden for at finde det kit, som holder os sammen. - Det er en forpligtelse, at vi bevarer historien, siger han.

Kaffen skvulper over i kopperne. Hans forældre sidder ved teaktræssofabordet og ser et indslag i TV-Avisen, hvor kunstneren Poul Gernes med det store skæg pakker sig selv ind i papir for at klippe sig ud igen. Forargelsen vil ingen ende tage i den lille stue, men 13-årige Erik A. Frandsen er begejstret. TV-Avisen bliver til vejrudsigten, mens det går op for ham, at han skal være kunstner.

- Jeg vidste bare, at det rum ville jeg ind i. Det rum, hvor det er tilladt at pakke sig selv ind i papir og klippe sig ud igen. Hvor tingene har en overflødighed, samtidig med at de er helt reelle. Det er en parallel verden på en måde. Jeg havde intet talent, jeg kunne ikke tegne eller noget, jeg vidste bare, at det skulle jeg, siger billedkunstneren Erik A. Frandsen.

Han voksede op i et kulturelt interesseret middelklassehjem i Randers. Forældrene var med i en kunstklub, hvor billederne cirkulerede rundt mellem medlemmerne, indtil der en dag blev trukket lod. Det var noget forfærdeligt noget, mener kunstneren, men vigtigt for deres selvforståelse.

Annonce

- Men hvorfor fik Gernes kopperne til at skvulpe over? I dag ville sådan en happening vel være harmløs?

- Ja, men det var den ikke dengang. Samfundet var bygget op af nogle meget rigide, klaustrofobiske bevægemønstre fra krigen og frem. Det kan godt være, at det hele så godt ud på designfronten, men det var en mærkelig tid. Det er også den mest kvindenedgørende tid, der har været i det sidste århundrede. Så når nogen opfører sig sådan, er det en bombe under det hele. Og at der midt i TV-Avisen, hvor Claus Toksvig reporterede fra London, og vi så billeder fra Vietnam-krigen, står en mand og klipper sig selv ud af tapet. Det var eddermame langt ude. Jeg syntes, det var så fedt. Jeg lærte Poul Gernes at kende, inden han døde, og jeg fortalte ham historien mange gange. Han elskede den, siger han.

- Det er vel det, kunst kan? Det kan være en oplevelse, som nærmest ændrer livet eller i hvert fald perspektivet på det?

- Lige præcis, ja. Og så stjal jeg min storebrors malerkasse og begyndte at male.

Duer og håb

Vi sidder rundt om spisebordet i Erik A. Frandsens sommerhus på Falster. Køkkenet er orange, stolene designet af Wegner, og for fødderne af os ligger hunden Dante og snorker. Den bliver godt nok kaldt Lillen, for, som Erik A. Frandsen fortæller, kan hundens intellekt ikke leve op til navnet. Men den er glad for gæster og kærlighed.

At der midt i TV-Avisen, hvor Claus Toksvig reporterede fra London, og vi så billeder fra Vietnam-krigen, står en mand og klipper sig selv ud af tapet. Det var eddermame langt ude. Jeg syntes, det var så fedt.

Erik A. Frandsen

Fra køkkenet kan man kigge ud over en frugtplantage og de åbne vidder mod sydøst. Når vi snakker om Ukraine, er det, som om vi automatisk vender blikket ud over himlen i retning af landet. Samme morgen, som vi mødtes til interviewet, kom nyheden om krigens start og meldingerne om de første bomber over Kyiv. Det er en omvæltningernes tid. Nedbrydningernes og nedlukningernes tid. Og selv om snakken falder på Putin igen og igen, er det coronanedlukningen og de 100 malerier, som Erik A. Frandsen har malet de seneste to år og udstillingen med nogle af dem på Trapholt i Kolding, det skal handle om.

- Det er langt ud over normalen. Men ligesom alle andre blev jeg bange, da landet lukkede ned, og så har jeg bare sådan et gear, der gør, at jeg maler mig ud af det. Vi tog herned fra København, og jeg gik bare over i atelieret hver morgen. Det har jeg altid gjort, så det gjorde jeg også nu. Men det var ikke bare det samme som altid, siger han.

- Når jeg efterrationaliserer, tænker jeg, at al den energi, jeg havde at arbejde på, var angst. Verden var så grusom, og det var ikke kun coronaen og usikkerheden om, hvilken retning det gik. Det var også Trump og den måde, løgnen blev en ting, der skulle tages seriøst. Han var pre-Putin på en måde. Med ham blev alt det, vi er opdraget med, skudt i stykker. Men jeg ved ikke. Jeg tror, at det vi har oplevet, har været maks. af, hvad man kan holde til. Det er jo også det, de siger om Putin. At han har været isoleret nede i sin bunker, og folk har skullet i kemisk dampbad, inden de kom ind til ham. Han er sgu da også bimmelim, ikk’? Vi gider ikke være gidsler for den slags mennesker mere, siger kunstneren.

Kigger man på Erik A. Frandsens værk udefra kan det nemt se ud, som om han har skiftet stil og retning mange gange. Selv mener han, at det ene har været en naturlig forlængelse af det andet fra fotografi til neonlys, fra metaludskæringer til blomstrende malerier. - Alle de step, jeg har taget, er lige vigtige, fordi det er den erfaring, som jeg bruger nu. Jeg har lagt mine 10.000 timer, og gennem det ekstreme arbejde opnår man en frihed, siger kunstneren, der har malet i mere end 40 år. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Han oplevede nedlukningen som klaustrofobisk. Især i byen, hvor alle de vante steder var lukket. Hvor alle vanerne blev brudt op. Og hvor tomt det hele føltes, når funktionerne var væk. På Falster kunne han sidde og kigge på duerne, der brugte hans nye orangeri som rede-byggested. De tilpassede sig forandringerne og levede videre, så de blev et tilbagevendende indslag i hans serie af malerier.

- På en måde er der meget håb i dem, for de er pisseligeglade med, om der skal være et orangeri. De tænker bare, der kan jeg godt lande, og der kan jeg godt sidde og skide. Man ser dem alle steder på landeveje, industrikvarterer, i byer, på torve, siger han.

- Så er duerne på malerierne, fordi det er dem, der er tilbage, når det hele forsvinder?

- Fuldstændig. De overlever. Jeg blev bare glad af at se dem, pyt med, at de skider på glasset. De kigger på strukturer anderledes, end vi gør. Men måske kan vi lære noget af dem, jo mere benet vi bliver i vores strukturer, jo mere klaustrofobisk gør vi vores liv for os selv. Måske skulle man prøve at bryde nogle af de strukturer ned, siger kunstneren, der var en del af værkstedet Værst i starten af 80’erne.

Det var både vildt og anarkistisk. Men inden han kom dertil, lærte han sig selv at male på sit teenageværelse i Ertebølle. Fordi han ville ind i den verden, som Gernes havde åbnet for ham. Og fordi der ikke var meget andet at lave derude.

Annonce

Giottos perspektiv

De sidste to år af hans gymnasietid, var familien flyttet til den lille landsby i Himmerland, som er bedst kendt for en køkkenmødding, der fortæller om livet i jægerstenalderen.

- Når jeg kom hjem fra skole, kunne jeg enten gå ud og fiske eller stå og male. Det var sådan cirka det. Men jeg malede. Og jeg var så heldig, at jeg havde en formningslærer, der var kunstner og ildsjæl. Det var før, det hele blev så intellektualiseret i gymnasiet. Han var kommet fra København, hvor han havde farveforretning og galleri i Pilestræde. Men han havde slået sig ned i Himmerland og sammen med Niels Hausgaard og andre lavede de udstillinger rundtomkring. Han kastede sig over mig og tog mine ting med på udstilling, og det var med til at give mig blod på tanden, siger Erik A. Frandsen, der solgte sit første maleri til sin mormor.

Senere rejste den selvlærte kunstner til Grækenland for at studere keramik, til Italien for at lave skulpturer og til Paris for at trykke grafik. Han har også rejst rundt til museer i hele verden for at se kunst. Og det kan man se i de malerier, han skabte under nedlukningen. De er fyldt med referencer til klassiske tekster og til ikoniske kunstværker. For han vendte blikket mod fortiden for at forstå nutidens krise.

Vi har bevæget os gennem sommerhuset fra køkkenet til studerekammeret, som han kalder det med et smil. Her er flere meter til loftet, litografier ligger spredt ud over store bordplader, og en bogreol fylder bagvæggen fra gulv til loft. Der er også en potteplante, som er direkte stikling-efterkommer af en plante, som Edvard Weie malede.

Erik A. Frandsen har brugt en stor del af coronanedlukningen på at gennemtrawle sit bibliotek for at finde referencer i fortiden, som kunne bruges i den nutid, hvor alt var i opbrud. I forgrunden står planten, der er en direkte efterkommer af den plante, som kunstneren Edvard Weie malede i begyndelsen af 1900-tallet. Foto: Birgitte Carol Heiberg

- Har du også malet den?

- Selvfølgelig, svarer han.

Uden for vinduet står Peter Malbergs gamle cirkusvogn. Indenfor hænger malerier af Hans Horn, som er hovedpersonen i Tom Buk-Swientys roman ”Det ensomme hjerte”. Her er ingenting, som ikke har en historie.

Hans Horn har malet billederne på væggene. Busterne i forskellige farver er fra en udstilling, som Erik A. Frandsen engang havde. Foto: Birgitte Carol Heiberg

- Det er jo historien, som tingene lever af, siger Erik A. Frandsen.

Vi stopper ved en bogryg med navnet Giotto, en florentinsk middelaldermaler, for at få forklaringen på Trapholt-udstillingens titel ”Giottos metode”. Og med den vender han tilbage til den klaustrofobiske fornemmelse af nedlukningen.

- Hvorfor har du opkaldt din udstilling efter ham og hans metode?

- Han malede mere end 100 fresker i Scrovegni-kapellet, som er bygget op på en helt speciel måde. Der er ingen, der ved, hvordan han lavede dem, men det er min udlægning. Han begynder med baggrunden, så laver han et otte-personers familiehus i mellemgrunden, og man kan se, at der ikke er plads til det. Og i forgrunden placerer han mennesker, selv om der slet ikke er mere plads i billedet. Han er fra pre-renæssancen, det er før centralperspektivet, så det er et vredet perspektiv. Og man får en meget klaustrofobisk fornemmelse af at kigge på det. Det er det fladeste af det flade. Og det sagde et eller andet til mig omkring det, vi går igennem nu.

- I nedlukningen foregik meget kommunikation og møder mellem mennesker på skærme. Er det også den flade fornemmelse af en skærm?

- Ja, der sker det samme. Jeg hader det der zoom, det er så unreal, samtidig med at det er rigtig nok, ryster han på hovedet og forklarer, at han har citeret Giottos metode i sin opbygning af malerierne på udstillingen.

Annonce

Lænestols-opdagelser

I en stor lysbrun chesterfieldlænestol midt i atelieret fortæller han videre om at være ”armchair explorer” under nedlukningen. Han tog på opdagelse i bøgerne, i de elektroniske museumskataloger og i tankerne. For at genopdage det kit, som holder samfundet sammen.

Armchair explorer kalder Erik A. Frandsen sig selv. For under coronanedlukningen kunne man ikke tage på opdagelse ude i verden. I stedet gik maleren på opdagelse i sine tanker, bøger og kunstværker. Foto: Birgitte Carol Heiberg

- Når ting begyndte at falde fra hinanden, som jeg syntes, de gjorde, røg jeg lige tilbage til middelalderen. Jeg ledte efter forståelsesrammer, gennemtrawlede biblioteket for at finde de traditioner og overleveringer, som binder vores samfund sammen, og nu er jeg jo inden for visuel kultur, så jeg går på jagt efter de billeder og ting, som jeg ikke synes, vi skal glemme, som vi bliver nødt til at tage med op. Jeg tror, at alle de ting, vi laver, er i dialog med døde mennesker. Vi er ikke uundværlige selv, men vi er p.t. rosinen i pølseenden, men efter os kommer nye rosiner og nye pølser, derfor har vi alle sammen en forpligtelse til at artikulere den sammenhæng, som er i historien. Ellers ender vi i dumhed på dumhed. I Trump, siger han.

Med Giottos flade perspektiv malede Erik A. Frandsen store billeder med bogreoler, blomster og klassiske vaser, der kan opleves på museer i hele verden. Motiverne er også ægte tæpper og malerier af kendte malere, som Frandsen har refereret. Han er blevet ret god til at male Cézanne, siger han - og springer i en association videre til en anekdote fra slutningen af 80’erne:

- Vi var en gruppe kunstnere på vej hjem fra Köln. I toget sidder vi sammen med Jarl Borgen, ham fra Borgens Forlag, som også var kunstsamler. En ældre mand, skidesød og en fantastisk åndstype. Vi havde oplevet nogle ting, der var blandt andet tyrkiske hjem, der var blevet brændt af i Tyskland, og så spurgte vi Jarl: Er det her ligesom i 30’erne? Han var jo vokset op i den tid. Og han siger: Nej, nej, overhovedet ikke. Nu er han desværre død, for jeg kunne godt tænke mig at stille samme spørgsmål nu.

- Nu er der gået så lang tid, at der snart ikke er nogen tilbage, der oplevede 30’erne, så man kan ikke længere sammenligne?

- Det er netop derfor, at jeg tager tilbage til middelalderen og bruger alle de ting fra fortiden i mine billeder. Det er en forpligtelse, at vi bevarer historien, siger han.

- Forudsætter det så, at man ved alle de ting, når man kigger på dine malerier? For at forstå dem?

- Nej, det er ikke en rebus. Billederne er ikke noget, der skal gå op. Virker det? Går det ind i dig? Så er det cool. Malerierne skal opleves. Der er ikke noget at forstå. Du kan måske forstå bevæggrundene bag, men du kan ikke forstå malerier. Det er altid en mærkelig ting, det er magi, siger kunstneren.

- Hvad skal du med alle referencerne, hvis det er ligegyldigt, om jeg genkender en vase fra et museum i New York eller ved, hvem Cézanne var?

- Man kan forstå ting på flere niveauer. Men det er ikke, fordi det ene niveau er bedre end det andet. Billederne har en umiddelbarhed, men nedenunder kan der godt være noget andet. Men det er kun, hvis du gider beskæftige dig med det, at det kommer frem. Men magien er i umiddelbarheden. Og jeg har altså ikke noget, jeg skal belære folk om. Absolut ingenting. Jeg er selv så meget i tvivl om alting. Egentlig tror jeg ikke, at man skal tænke for meget over det. Jeg er ikke så filosofisk anlagt, jeg er mere stoflig og sanselig, siger han.

- I en verden, hvor der er corona, en Trump, og hvor Putin går i krig på kanten af Europa, hvad skal vi så med al den smukke kunst, du laver? Hvad giver det af mening i den sammenhæng?

- I bund og grund bliver man nødt til at fortælle om alternativet. Jeg er ikke en, der går ud og siger, at livet er skønt, fordi jeg ved udmærket godt, at livet er svært for mange mennesker, og det er rigtig, rigtig svært for mange, mange mennesker. Men vi er i gennemsnit 80 år på jorden, så man skal også huske at slappe af og nyde de muligheder, der er. Jeg ved godt, at det ikke er alle forundt. Altså, alle mennesker burde have en million kroner, ikke noget problem. Men vi skal ikke begynde at begrænse hinanden i at udfolde os eller i at nyde livet, hvis det ikke skader nogen, at vi gør det, siger Erik A. Frandsen, mens hunden Dante grynter af glæde over at blive kløet på ryggen.

Hunden Dante er med overalt. Han er en lille linselus, fortæller Erik A. Frandsen, og rigtig nok ved Dante lige, hvornår han skal kigge på fotografen og fange lyset med øjnene. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Erik A. Frandsen

Blev født i Randers 20. april 1957.

Selvlært maler og grafiker. Rejste i slutningen af 70’erne til Grækenland for at lære at lave keramik, til Italien for at lave skulpturer og til Paris for at lave grafik. Da han kom hjem til Danmark, stiftede han i 1981 Værkstedet Værst sammen med blandt andre Christian Lemmerz, Lars Nørgård og Dorte Østergård Jakobsen.

Bor og har atelier i både København og på Falster.

Er repræsenteret med sine værker på flere danske museer.

Har lavet store udsmykningsopgaver, blandt andet kronprinsessens arbejdsværelse og taffelsalen i Frederik VIIIs palæ, og for nylig foyeren på Gødstrup Sygehus.

Er aktuel med udstillingen ”Giottos metode” på Trapholt i Kolding. Udstillingen kan opleves frem til 20. november 2022. Her i april udkommer desuden en bog med malerierne, han malede i coronatiden.

Se mere om udstillingen og dens åbningstider på trapholt.dk/erik-a-frandsen.



Annonce
Alarm 112 For abonnenter

Få det fulde overblik over Viby-sagen: Derfor endte drabsmand med 12 års fængsel for at stikke sin eks-hustru ihjel

Danmark

De seneste coronatal: Otte døde og 50 færre indlagte

Annonce
Annonce
Annonce
Aarhus

50 år som dronning: Jubilæum fejres med to ture i karet, hyldest på Rådhusets balkon og folkefest i Mindeparken

Byudvikling For abonnenter

Kommunen takker nej til milliongave fra bygherre: Tvivl om juraen nulstiller aftale

Debat

David Nielsen betalte prisen: Og nu er løsningen på AGF's krise åbenbart et seminar

Aarhus For abonnenter

Aarhus var i akut mangel på stemmetællere: Så fandt kommunen en løsning

Formand for landdistrikter om penge til sportshaller i bytte for flere vindmøller og solceller: - Det er slet ikke nok

Alarm 112

Så faldt dommen i Viby-knivstikkeri: Der var tale om drab - og straffen kunne have været højere

Aarhus For abonnenter

Bag om myten: Er Botanisk Have en voldtægtsmagnet som kvinder bør undgå om natten?

Kultur

Fejring i Mindeparken: Kæmpestort børnekor synger for Dronningen

Alarm 112

Fireårig datter ville gerne se sin mor: - Storebror måtte forklare, at far havde stukket hende ned, og at de ikke ville se mor igen

Se billederne: Kom med ind i Victor og Birgittes vilde drømmehus med 360 graders terrasse, snedkerkøkken og privat shelter direkte ned til åen

Byudvikling

Aarhus Havn er årsag til 17.000 job: Sådan er havnen kommet frem til tallet

AGF For abonnenter

David Nielsen fyldte mere på gangene i AGF, end de fleste lige aner - og derfor bliver hverdagen med en ny cheftræner også en helt anden nu for klubben, spillerne og fansene

AGF

AGF-duo klar til U21-landsholdet - men Hausner er forbigået

Annonce