Annonce
Debat

Erindringer fra en århusiansk jazztid: Stik imod alle fordomme var jazzmiljøet moralsk stimulerende

"Jeg måtte nødvendigvis selv forsøge mig og var 1958-1959 trompetist og sanger i husorkesteret High Mountain Jazzband (vi kom jo fra Højbjerg!) i jazzklubben Korovi. Bandet bestod af min fætter Jørgen Rich på klarinet, min nyligt afdøde legekammerat Ole Andersen på trommer, Erik Ingemann Sørensen på guitar, Mauritz Tchikai på ventilbasun samt Kurt Rühmann Thomsen på bas", skriver Leif Hjernøe. Privatfoto
Annonce

DEBAT: Fra en fjern fortid i 1950'erne husker jeg min oplevelse af Knud Sønderbys roman "Midt i en jazztid" (1931). En ung mands kærlighedshistorie i mellemkrigstidens København. Blandt andet om, hvordan det er at gense sin første store kærlighed. Det følgende er også en slags kærlighedsfortælling afledt af gensynet med nogle gamle avisudklip og fotografier fra et par bevægende år som jazzmusiker i Korovi.

Hold da op, vil nogen måske sige. Korovi ligger jo i Bosnien-Herzegovina, over 1000 km fra Aarhus. Et yndet turistmål. Men nej. Jazzklub Korovi lå fra 1958 til 1960 i Viby J. Navnet var dannet af forbogstaverne i de lokale stednavne Kongsvang, Rosenvang og Viby og havde på sit højeste ca. 1300 medlemmer.

Klubbens største arrangement var en koncert med en trio bestående af verdensberømte jazzmusikere som saxofonisten Stan Getz (1927-1991), trommeslageren Kenny Clarke (1914-1985) og bassisten Oscar Pettiford (1922-1960).


Billie Holiday indgød mig en dyb og vedvarende foragt for alle former for racistisk fremmedhad. Stik imod alle fordomme var jazzmiljøet egentlig indirekte moralsk stimulerende. Denne tapre kvindes skæbnefortælling påvirkede mig for livstid.


Uden sammenligning og i al beskedenhed bidrog jeg kortvarigt til denne udvikling af det århusianske jazzmiljø. Forhistorisk kan det beskrives sådan:

Som alle andre i min generation var jeg vokset op i takt med udviklingen af de elektroniske massemedier. Man begyndte at stille ind på andre radiostationer end den danske. Der var noget, der hed Radio Luxemburg med den nyeste udenlandske popmusik. Og så var der AFN, The American Forces Network, og de uforglemmelige "Jazz Hours".

Jeg måtte nødvendigvis selv forsøge mig og var 1958-1959 trompetist og sanger i husorkesteret High Mountain Jazzband (vi kom jo fra Højbjerg!) i jazzklubben Korovi. Bandet bestod af min fætter Jørgen Rich på klarinet, min nyligt afdøde legekammerat Ole Andersen på trommer, Erik Ingemann Sørensen på guitar, Mauritz Tchikai på ventilbasun samt Kurt Rühmann Thomsen på bas. Forstår ikke i dag, at jeg frimodigt sang eksempelvis Saint Louis Blues: "I hate to see that evening sun go down/ I hate to see that evening sun go down/ Cause my baby, he's gone left this town".

Faktisk debuterede jeg i ungdommeligt overmod som mediekritiker i tidsskriftet for jazz og klassisk, Musikrevue (årg. 1958, nr. 7). Under overskriften "Mindre suppe - mere jazz i radioen" kritiseres heri de for den tid helt nye velfærdsforsøg på landets arbejdspladser. Det er en 20-årig sølvsmedelærling på kgl. hofjuvelér Frantz Hingelbergs sølvsmedie i Aarhus, der skrev:
"Ledelsen af det firma, hvori jeg er ansat, har været så venlig at stille en radio til rådighed for det værksted, jeg er på. O vé, o vé, o rædsel! Mit arbejdstempo er om muligt blevet nedsat. Det ville være udmærket med musik til arbejdet, men det skal være musik (...) Er den danske radios musikprogrammer ved at gå deres undergang i møde for at ende som Radio Luxemburg (et pestbefængt sted på radioskalaen)?".

"Jazzklub Korovi lå fra 1958 til 1960 i Viby J. Navnet var dannet af forbogstaverne i de lokale stednavne Kongsvang, Rosenvang og Viby og havde på sit højeste ca. 1300 medlemmer", skriver Leif Hjernøe. Privatfoto

At jeg allerede i 1957 fik fat i Kurt Kreutzfelds oversættelse af erindringsbogen af jazzsangerinden Billie Holiday (1915-1959), "Billie sings the blues" (N.Y. 1956), fik en følgevirkning, der uden overdrivelse blev af skelsættende betydning. Den bog vaccinerede mig i al eftertid effektivt imod enhver form for trang til at eksperimentere med narkotika og andre rusmidler.

Billie Holiday indgød mig en dyb og vedvarende foragt for alle former for racistisk fremmedhad. Stik imod alle fordomme var jazzmiljøet egentlig indirekte moralsk stimulerende. Denne tapre kvindes skæbnefortælling påvirkede mig for livstid. Hun formulerede en iagttagelse af "onde vaners" påvirkning af realitetssansen:

"Jeg vidste at jeg for alvor havde nedkæmpet den onde vane en morgen, da jeg pludselig ikke mere kunne holde tv ud. Dengang jeg havde kroppen fuld af gift og helst ville have det sådan, kunne jeg sidde og glo på tv i timevis uden at blive træt af det. Ingen kan sige, hvad fremtiden rummer af forhindringer og omveje. En ny retssag? Utvivlsomt. En tur i fængsel? Måske. Men når man har besejret den onde vane igen og er blevet led ved tv, er der ikke noget fængsel i hele verden, der kan tage modet fra en".

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Aarhus

Mandagens coronatal: Smitten er lav i Aarhus, men tre områder trækker op

Annonce