Annonce
Livsstil

Esthers jyske Afrika

Det otte-kantede afrikanske hus blev bygget i 2003. »Vi syntes, folk skulle prøve at have oplevelsen af at være i den afrikanske bush,« fortæller Esther. Man kan leje Boma’en til fest og overnatning i hængekøjer mellem april og oktober. Og man kan vælge, om man vil have maden bragt ned fra kroen eller man selv vil f.eks. grille på den store grill, der står under halvtag udenfor.

Da Esther Jensen og hendes mand Carl i 1987 købte Borbjerg Mølle Kro ved Holstebro, var der ikke meget Afrika over stedet. I dag, 22 år efter, kommer folk rejsende langvejs fra for at bo i Boma'en eller Kubuka'erne, drikke champagne i vildmarksbadet, klappe lamaer, næsebjørne og emuer, eller snuppe sig en sundowner i Afrikas Dronning med udsigt over Møllesøen.

»Om der er noget, jeg mangler? Ja! En zebra... jeg kæmper for at få en tilladelse, men zebraer hører til blandt de dyr, som man skal have en godkendelse fra Justitsministeriet for at have. Og den er svær at få. Jeg synes ellers lige, at en zebra ville passe ind i det jyske Afrika,« ler kro-ejer Esther Jensen.

Men reelt er der ikke plads til flere dyr på Borbjerg Mølle Kro udenfor Holstebro. Der er nemlig allerede tre æsler, to små heste, en nubisk ged, en sydafrikansk boerged, fire lamaer, to emuer, en skrækkelig masse gæs af racen Dansk Landgås - og for to uger siden kom to næsebjørne ved navn Mulle og Malle til.

»Vi har simpelt hen ikke græs til flere,« konstaterer Esther med et lille suk, for hun ville gerne udvide dyreparken yderligere.

Hendes favoritdyr, elefanten, nøjes hun dog med at kigge efter under hendes mange rejser til Afrika - og så er der lige de mange elefantfigurer, der står rundt om på kroen.

Historien om kroen med det afrikanske look tog sin begyndelse i 1987. Esthers mand, civilingeniøren Carl, en københavner, der havde ladet sig omplante til det vestjyske, fordi Esther ikke kunne forestille sig en tilværelse uden den vestjyske natur og hesten Flicka, var engageret i omkring 20 forskellige firmaer. Han var også medejer af flere af dem, og ægteparret havde ganske megen repræsentation.

»Vi havde mange gæster, gik meget ud at spise, og snakkede faktisk af og til om at det kunne være både praktisk og hyggeligt selv at eje et spisested,« fortæller Esther Jensen.

Men det var nu mest for sjov, da Carl over eftermiddagskaffen 2. påskedag spurgte Hans, den daværende ejer af Borbjerg Mølle Kro, om ikke han ville sælge?

»Tre dage senere havde vi købt det for cirka to millioner kroner,« fortæller Esther og tilføjer:

»Jeg havde jo kendt stedet, siden jeg var barn. Vi boede i Aulum, og vi kom her ofte på udflugt«.

Arbejdskrævende køb

Det var ikke et toptunet etablissement, Esther og Carl var blevet de lykkelige ejere af. Under den første fest, de holdt, regnede det ned gennem taget, og der stod spande rundt omkring mellem gæsterne til at opsamle regnvandet.

»Vi har brugt utroligt mange penge på renovering. Dengang var der f.eks. ikke et eneste af værelserne, der havde bad eller toilet - i dag har vi 27 værelser, der alle har det,« siger hun og ser lidt stolt ud.

De første år havde parret en kok og en tjener ansat til at drive stedet, men det kunne ikke hænge sammen økonomisk, så Esther, der ikke er uden økonomisk tæft, og har en uddannelse som skatterevisor til at bakke den antagelse op, overtog selv styringen.

»Jeg vurderede, at det var bedre selv at have styr på regnskabet og så ansætte andre til at lave maden. Og markedsføring har jeg altid synes, var spændende, så det tog jeg også fat på,« forklarer hun.

I dag har hun efter eget udsagn næsen - og hænderne - i alt undtagen madlavning og rengøring. »Jeg serverer da også ind imellem,« som hun siger.

»Men efterhånden tager papirarbejdet mere og mere tid. Måden at drive firma på har ændret sig over de 22 år på næsten alle områder. De offentlige krav som f.eks. smiley'er er en udmærket ting, men man bliver pålagt nogle udgifter, man ikke havde før i tiden. F.eks. er vores nye køkkenbyggeri ikke noget, vi selv har bestemt, men en nødvendighed, fordi vi ikke mere må opbevare kød i dybfryseren i kælderen. Så måtte vi jo have en tilbygning,« fortæller Esther, der i dag har cirka 50 ansatte om sommeren i højsæsonen.

Heraf er tre kokke og fire elever i køkkenet, »men så laver vi også stort set alt fra bunden, og det gør man ikke så mange steder i dag,« som hun siger.

Forelsket i børnebyerne

Men tilbage til elefanterne og det afrikanske tema, der har sat sit præg på den vestjyske lokalitet. I 1988 kiggede Esther sig om efter en afslappende hobby. Noget hun kunne hygge sig med i de få timer, hun ikke var optaget af hoteldrift. Hun havde altid været vild med elefanter, men det var alligevel lidt tilfældigt, at hun begyndte at samle på elefantfigurer.

»Nogle få gode køb udviklede sig til en interesse, jeg slet ikke havde drømt om, og noget som vi jo egentlig er blevet kendt for. Folk siger: »Det er derude med alle elefanterne«. I søndags kom en gæst og forærede mig sin samling på 100 elefanter, så nu har jeg vel omkring 1300 elefanter i alle størrelser, men nogle af dem står derhjemme, fordi der ikke er plads her,« forklarer hun.

Det var knap ti år senere, i 1997, at Esther Jensen for første gang satte sine ben SOS Børnebyen i Swaziland. Hun, Carl og deres datter Randi var i Sydafrika, og Esther havde hørt om SOS Børnebyen og ville gerne se den. Samme dag som familien besøgte byen, havde man fundet en baby i en papkasse på en trappe til hospitalet.

»Vi så hende, og så var vi solgt. Hun blev »vores pige«,« fortæller Esther.

I dag er pigen 12 år, og Esther har besøgt hende 14 gange. Hun har yderligere to sponsorbørn i Swaziland samt et sponsorbarn i Indisk Himmalaya, som hun har besøgt tre gange.

»Når jeg kommer gående i børnebyen i Swaziland, råber børnene: »Hej Esther - er du her nu igen?«. Det er mit andet hjem, og derfor var det naturligt, at det skal danne ramme om min 60 års fødselsdag,« fortæller Esther, der fejrer sin runde dag den 13. januar 2010 ved at invitere venner og familie, 20 styk i alt, til Swaziland og SOS Børnebyen.

Hun er en meget berejst dame. Allerede i 1977 rejste hun og ægtemanden til Phuket i Thailand - inden det store turistboom. Esther holdt sin 30 års fødselsdag i Jordan. Hun holdt jul sidste år i Dubai. Og ind imellem de yderpunkter har hun besøgt 75-80 lande og er medlem af De Berejstes Klub, som man kan læse på hendes visitkort.

»Men det er Afrika, jeg har tabt mit hjerte til. Jeg tror da meget, det er på grund af de sponsorbørn, som jeg næsten betragter som mine egne, men det er også de skønne landskaber, dyrene og livet dernede. Jeg har været i Mozambique, Lesotho, Zimbabwe, Botswana, Kenya, Sydafrika og Swaziland,« fortæller hun.

Esther og motorcyklerne

Højsæsonen på møllekroen er ovre efter uge 42, og så sætter Esther sig og planlægger vinterens arrangementer. Derpå passer hun sine rejser ind i programmet. Det er næsten livsnødvendigt for hende, fordi, som hun siger, »rejser er åndehuller. Når man har et sted som det her, kan det komme til at optage næsten hele ens sind og liv. Så jeg holder foredrag, og jeg rejser, sådan at det ikke bare bliver kro, kro, kro det hele. Det er vigtigt at komme ud at rejse, få ladet op og få ny inspiration, når man har åbent 150 timer om ugen her på kroen i højsæsonen«.

Esthers nyeste foretrukne rejseform er motorcyklen og især hendes højt elskede Harley Davidson Streetbob.

Motorcyklerne kom til efter hendes mand døde ganske pludseligt i april 2005.

»Selv om han havde været syg i tre år af knoglemarvskræft, var det et chok, da han døde. Vi havde fået at vide, at selve kræften ikke var dødelig, men at han helst ikke måtte blive syg og få feber. Men det blev han kort efter sin 60 års fødselsdag, og så døde han altså af en følgesygdom til kræften,« fortæller Esther.

Den rejseglade familie nåede en sidste stor rejse sammen, inden Carl døde. En måned forinden var de i Egypten på en dejlig ferie og sejlede sammen på Nilen.

»Nej, jeg føler mig aldrig ensom. Men jeg er da alene. Altså - det er jo en del af min hverdag derhjemme; jeg står op og spiser morgenmad, men så kører jeg ind på kroen, hvor jeg så ikke er alene mere. Det her sted fylder så meget i mit liv. Det er mit virke, og jeg keder mig aldrig,« fortæller Esther, der kører til arbejde på sin motorcykel i sommerhalvåret - »hvis ikke jeg skal handle«.

»Da Carl døde, ville jeg gøre et eller andet for at ændre mit liv. Jeg kunne ikke køre i samme spor og blive ved med at leve i minderne. Jeg havde altid haft lyst til at lære at køre motorcykel, så sammen med en jævnaldrende veninde tog jeg motorcykelkørekort. Om det var svært? Næh, ikke at lære at køre, men teorien var svær, for det jeg lærte for 40 år siden, da jeg skulle køre bil, sad i baghovedet,« smiler hun.

Ferie på Harley'en

Det begyndte dog ikke med en Harley Davidson, men med en Honda Shadow.

»Jeg var sikker på fra starten, at jeg engang ville eje en Harley Davidson. Det var jo det, der var drømmen. Men de er altså sværere at køre på end de små motorcykler, og jeg skulle lige have lidt erfaring først,« forklarer Esther, der stadig har sin Honda stående som »gæste-motorcykel«, fordi »man sælger da ikke sin første motorcykel«.

Det var Honda'en hun kørte rundt på Cuba på, men da hun senere tog på tur med en gruppe i Arizona, USA, blev der lejet Harley'er til alle.

»Det var der, jeg fandt ud af, hvilken model jeg ville have. Jeg prøvede forskellige maskiner på de lige strækninger og fandt ud af, at Streetbob'en ikke er helt så tung som de andre. Og så købte jeg min for et år siden,« fortæller hun.

Harley'en var to år gammel og havde kørt 4000 kilometer, da hun fik den, fordi »jeg skulle have en rimelig ny en - jeg ikke mekaniker, den skal bare kunne køre«, og det har været kærlighed fra første tur.

»Jeg er helt pjattet med den! I lørdags var jeg på tur med min veninde - vi kørte ud med brochurer hele dagen, og det er da en skøn måde at lave markedsføring på. Det er noget specielt ved lyden og den rysten, der er. Man får ligesom massage hele tiden. Og så er der duftene, når man kører - man oplever mere, end hvis man sad i en bil; nyslået hø, rapsmarker, gylle - man får det hele!,« fortæller Esther, der i øvrigt også har en firhjulstrækker til dage med dårligt vejr.

Den seneste motorcykeltur gik fra Stillehavet til Atlanterhavet, eller rettere fra Santiago i Chile tværs over bjergene til Buenos Aires i Argentina. Men til september bliver det mere »fredeligt«, som hun selv siger.

»Vi er seks piger, der selv har arrangeret en tur rundt i Nordspanien og Sydfrankrig. Vi sender motorcyklerne med biltoget, og så kører vi rundt dernede,« fortæller hun.

Afrika med overnatning

De nære fremtidsplaner er at få det solide bur til de udbryder-glade, sydamerikanske næsebjørne helt færdigt. Esther vil også gerne skabe en »morskabs-labyrint« for voksne. Og så er der den ultimative rejsedrøm om at få set det kontinent, hun mangler; Antarktis.

»Altså, jeg er kommet i en alder, hvor jeg må erkende, at det allervigtigste er at have et godt helbred. Jeg har aldrig ondt nogen steder, og så er alderen jo lige meget. Men jeg bliver ikke ved med at drive kro i 22 år mere. Jeg kan godt mærke, at jeg ikke er 30 længere. Jeg kan ikke holde til de lange dage,« siger Esther, der kan huske, at hun, da hun overtog kroen, syntes at de kunder, der kom for at bestille sølvbryllupsfesten, var lidt gamle.

»Nu synes jeg ikke engang dem, der skal holde guldbryllup, er gamle,« ler hun.

Afrika hører også til fremtiden. Ikke blot det hjemlige, jyske stykke Afrika, men også det rigtige, ægte Afrika.

»Jeg glæder mig til at vise Swaziland og SOS Børnebyen til familie og venner,« fortæller Esther, der dog før har haft familie med på rejsen.

»Da min brors datter var ti år, spurgte hun, om hun måtte komme med til Afrika. Og så ville hun gerne vide, hvor lang tid det tog at komme derned. Jeg sagde, at hvis hun nu forestillede sig, at hun gik i seng om aftenen, så ville hun vågne og være i Afrika næste morgen. Hun svarede, at så ville hun godt med, for hun ville nemlig helst ikke sove dernede,« ler Esther Jensen.

Niecen har været med i Afrika to gange siden. Og hun sov dernede.

Annonce
Kubuka’erne, bygget i 2004, er safaritelte, indrettet som hotelværelser, beliggende på træplateauer med udsigt over Møllesøen. De har både myggenet, kemisk toilet og egen badebro, og den ene af Kubuka’erne har endda varmt vand, så man kan tage brusebad, der kommer ud af en træstamme.
»Det er lidt som når man lufter hund - man kommer i snak med andre med det samme, fordi man har noget til fælles. Motorcyklister hilser på hinanden, og når man stopper på en rasteplads, snakker man,« fortæller den 59-årige Esther Jensen, der tog motorcykelkørekort for knap fire år siden.
Æslerne hedder Alfredo, Alfrida og Alfine, og de går sammen med hestene Lulu og Dudu. »Jeg fodrer dem hver morgen med brødresterne fra restauranten,« fortæller Esther.
Det her er Afrikas Dronning. Esther havde set noget lignende i Australien, og da hun kom hjem, købte hun to landrovere og fik en handyman til at svejse dem sammen. »Nogle gange synes mændene, at mine ideer er lidt for vilde, men den her virker altså. Gæsterne elsker den. Der kan sidde 12 personer og nyde en drink,« fortæller Esther Jensen. Foto: Morten Melhede.
Lamaerne Bonnie, Clyde, Bambi og Beauty er kræsne og vil helst have hjemmebragt rugbrød. De går sammen med de to geder Klumpe og Dumpe, der til gengæld spiser alt. »Jeg er opvokset på landet og har passet dyr, siden jeg kunne gå. Her på kroen er det også mit job at passe dyrene, og kun når jeg rejser, må andre tage over,« forklarer Esther Jensen.
»Der har været vandmølle her i 600 år. Nogen gange glemmer jeg, hvor fantastisk det er, for det er jo bare sådan noget, der altid har været her,« indrømmer Esther.
Borbjerg Mølle Kro er Esthers liv - undtagen når hun rejser. »Hvorfor jeg ikke flytter udenlands? Næh, i Danmark er jeg født, der har jeg hjemme. Den dansker vinter er lang og mørk, men når der er trist og koldt her, er der sol og sommer de steder, jeg gerne vil rejse hen, så det passer mig fint,« forklarer den berejste Esther Jensen.

Esther Jensen

Født 1950 i Resen ved Struer, men flyttede med familien til Aulum, da hun var tre år.

Ansat på Amtsstuen i Holstebro som kontorassistent, men da stedet blev nedlagt, flyttede hun til Amtsskatteinspektoratet i Herning, hvor hun blev uddannet skatterevisor sidst i 1970'erne.

Mødte sin mand, Carl, under en ferie i Løkken i 1970. De blev gift i 1972. I 1983 adopterede de Randi, der er født i Indien. Randi havde været i 50 lande, da hun blev 18 år, så det kan ikke undre, at hun i dag arbejder for Jysk Rejsebureau i Århus. Hun har i øvrigt været udstationeret i Hanoi, Vietnam.

I 1987 købte Carl og Esther Jensen Borbjerg Mølle Kro.
Esther havde sin første hest i 25 år, fra hun var 13 år. Hun har altid haft heste, også nu. Men der er også kommet en ny form for hestekræfter ind i hendes liv, nemlig motorcykler.

Hun er medlem af De Berejstes Klub og har været i cirka 80 lande. Sidder i bestyrelsen for SOS Børnebyernes danske afdeling og er også aktiv i Lokalgruppen SOS Midt-Vest. Har besøgt »sine børn« i SOS-Børnebyen i Swaziland 14 gange og i SOS-Børnebyen i Indisk Himmalaya tre gange.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Aarhus

Spritkontrol i weekenden: Mor kørte med sit tre-årige barn på skødet

112

15-årig dreng faldt om med hjertestop: Motorcykelbetjent og livredder kæmpede side om side

Annonce