Annonce
Aarhus

Et år med corona: Personligheder fra kulturlivet gør status på året der gik

Flere af de adspurgte kulturpersonligheder er blevet bestyrket i, hvor meget kultur, kunst og sceneliv betyder for danskerne. - Når verden ramler sammen, og der er corona, hvor man ingenting må, så er kunsten en måde at holde sig oppe på, lyder det blandt andet fra teaterdirektør på Århus Teater, Trine Holm nederst til venstre. Fotos: Isak Hoffmeyer/Aarhus Teater og Axel Schütt
Et år har vi alle sammen levet med corona, og de restriktioner og påvirkninger, virussen har haft på vores liv og hverdag. Vi har spurgt en række århusianske kulturpersonligheder, hvordan deres år med corona har været.

AARHUS: Siden den dag for snart et år siden, hvor landet blev sendt ud i den første nedlukning, har coronapandemien været det altoverskyggende tema i både Danmark og resten af verden.

Dens aftryk på vores hverdag er ikke til at tage fejl af, og de restriktionerne, der er fulgt i kølvandet, har påvirket de flestes måde at leve og arbejde på.

Århus Stiftstidende har spurgt en række århusianere, hvad det seneste år har betydet for dem.

Hvordan har det været at leve og arbejde under de restriktioner, som ingen af os havde prøvet før? Hvad har det betydet for dem – både for dem personligt, men også for deres fag? Og har de lært noget af det seneste år?

Trine Holm, teaterdirektør på Aarhus Teater

Trine Holm, teaterdirektør på Aarhus Teater, er det seneste år blevet bestyrket i, hvor meget kunst, kultur og teater betyder for danskerne. Foto: Isak Hoffmeyer/Aarhus Teater

- Dagen for nedlukningen står klart i min hukommelse. Jeg husker tydeligt, at vi havde forestillinger kørende samme aften, og at vi med kort frist skulle aflyse forestillinger og lukke teatret helt ned. Det var voldsomt, og det var jo ikke noget, vi nogensinde havde prøvet før.

- Hele året med corona har været ærgerligt. Der var en masse forestillinger, vi skulle have flyttet eller aflyst, og vi vidste heller ikke, hvornår vi kunne åbne. Vi skulle også lancere næste sæson, hvilket var sært, for vi stod med en stor kommende sæson, som vi ikke vidste, om vi kunne spille.

- Det seneste år har det været ærgerligt at se så mange forestillinger, man har brugt to år på at planlægge, ikke blive til noget. Der er rigtig mange mennesker involveret, og det har været trist at skulle lægge færdige forestillinger, som vi har arbejdet indgående på, ned.

- I den nuværende nedlukning har vi stadig skullet producere, for det er et krav for at få hjælpepakker, at vi er klar til at åbne og køre forestillinger med kort varsel. Men det har været udfordrende at holde motivationen oppe, når man ikke ved, om den givne forestilling bliver til noget.

- Det seneste år har været hårdt for branchen. Det har været motiverende at se, hvad kunsten betyder for folk, men det har været meget demotiverende at se det, man har arbejdet længe på, ikke blive til noget. Det har været svære arbejdsbetingelser i de perioder med nedlukning, at der ikke har været kommunikeret en langsigtet plan, så vi har kunnet bruge vores kræfter anderledes.

- Den her tid har bestyrket mig i, hvor utrolig betydningsfuld kultur og kunst er. Der er en stærk drift i folk, når det kommer til at skabe kunst. Når verden ramler sammen, og der er corona, hvor man ingenting må, så er kunsten en måde at holde sig oppe på. I prøverummet og på scenen har jeg virkelig mærket kunstens styrke og betydning af indlevelse. Det er medmenneskelighed og fantasiens kraft, der tager over.

- Kunst, kultur og teater er på mange måder det modsatte af, hvad corona er. Det er nærvær, kontakt, åndedrag, sang, dans og bevægelse. Alt hvad mennesker er. Vi har set film og læst bøger, unge mennesker har måske spillet meget computer, men vi har ikke været i teatret. Jeg vil tage med, at kunst og teater betyder rigtig meget i menneskers liv, hvilket efteråret også viste os, da vi måtte spille for halve sale, og alle billetter blev solgt.

Jan Christensen, direktør i Musikhuset

I Musikhuset har de måtte flytte eller aflyste mere end 200.000 billetter, og direktør Jan Christensen synes i det hele taget, at tiden er gået meget med administration og logistik, frem for det, der er stedets vision; at give gode oplevelser til folk. Arkivfoto: Axel Schütt

- Det har været det muliges kunst at navigere under nogle nye og ofte uklare og foranderlige vilkår det seneste år. Først måtte vi holde åbent, så skulle vi lukke, og så måtte vi åbne under særlige vilkår.

- Det har været et stort logistisk arbejde og vanskeligt at skulle udskyde eller aflyse 400 koncerter eller arrangementer. Det er mere end 200.000 billetter, vi har skullet flytte eller refundere, og ofte har det været med flere kontakter til samme billetholder. Det har været udfordrende at håndtere alt det logistiske, aftale med kunstnere og alt derimellem. Vi har brugt meget af året på administration og logistik.

- Jeg synes, vi trods alt har formået at give masser af mennesker forrygende oplevelser under svære forhold. Det er ofte lykkedes os at afvikle en til to ekstrakoncerter samme aften, med færre gæster i salene. Men det har været svært og til tider frustrerende. Folk har ikke kunnet gøre det, de elsker allermest, nemlig at optræde og give gode oplevelser.

- Jeg synes i det hele taget, at branchen har taget det fantastisk. Kulturen og oplevelsesindustrien er blandt dem, der er hårdest ramt, men vi fortsætter ufortrødent videre. Branchen har stået sammen, og her i Musikhuset har vores medarbejdere virkelig vist, at de er forandringsparate.

- Jeg tror, at det virkelig er gået op for de fleste, hvor vigtig kunst, kultur og oplevelser er for dem. Jeg håber, at den erkendelse vil komme kulturen til gode i fremtiden, men om folk kommer styrtende tilbage, når vi engang må åbne, det må tiden vise.

- Til nytårskuren sagde jeg til mine kollegaer, at jeg altid har syntes, at Dan Turells digt 'Hyldest til hverdagen' er uambitiøst, for jeg har altid følt, at vi skulle fremad. Men er der noget, det her år har lært mig, så er det, at den hverdag, vi kom fra, den ikke var så ringe endda. Den vil jeg gerne tilbage til.

- Læringen må være, at der er nogle værdier og nogle forhold, vi har taget for givet i vores gamle liv, som vi i højere grad savner og vil have tilbage.

Marie Marschner, skuespiller på Aarhus Teater

Marie Marschner, skuespiller på Aarhus Teater, glæder sig til igen at kunne være tæt med sine kollegaer uden at tænke over håndsprit og afstand. Foto: Isak Hoffmeyer/Aarhus Teater

- Jeg husker tydeligt den dag, hvor Mette Frederiksen lukkede landet. Vi var i gang med at spille forestillingen 'Lyden af de skuldre vi står på,' og inden da havde vi godt fornemmet, at der var en vis usikkerhed og bekymring. Der var dog ingen, der havde forventet en reel nedlukning.

- Vi gik på scenen igen efter pausen, hvor pressemødet netop var begyndt. Så forestillingslederen gik rundt ude bag ved og tog fat i os, og sagde, at vi alle skulle snakke sammen. Der bredte sig en stemning af, at 'gud, det her, det er sidste forestilling', og til sidst da vi bukkede, skød teknikeren al konfettien af, for vi kunne lige så godt bruge det. Der var virkelig en mærkelig stemning.

- Jeg skulle på barsel, og jeg var faktisk ret højgravid, så helt egoistisk vil jeg sige, at tiden, hvor vi lukkede ned, var en lille gave midt i al tragikken og det uvisse, for min mand skulle arbejde hjemme, og det betød, at vi havde meget tid sammen, inden vi blev tre.

- Efter jeg er kommet tilbage fra barsel, har det arbejdsmæssigt været en mærkelig tid. Fordi vi får hjælpepakker, skal vi stå klar til at spille i det øjeblik, regeringen åbner teatrene, og ofte har vi kun fået af vide, hvad der skal ske fra regeringen de næste tre uger frem. Normalt producerer man jo teater i lang tid i forvejen, så det er lidt specielle forhold at arbejde under.

- Med Kong Lear, som skulle have haft premiere her i marts, var vi helt forberedte, og vi har arbejdet virkelig meget. Op mod en premiere arbejder man meget intenst, så det var underligt at stå på scenen og forberede sig, velvidende, at det nok ikke blev til noget. Det er på en måde også lidt absurd at få af vide, at kun folk med kritiske funktioner må gå på arbejde, og så står vi der og spiller teater. Når det er sagt, så var det et frirum at stå på scenen, og man kunne for en stund snyde sig selv til at glemme, at der er noget, der hedder corona.

- Jeg synes uvisheden har været det sværeste - hvornår stopper det? Både privat, fordi vi savner dem, vi normalt ser, og arbejdsmæssigt, fordi vi jo stadig øver os på forestillinger. På mandag starter jeg prøver til Charlie og Chokoladefabrikken, og vi tror og håber på, at det bliver til noget, men vi kan jo ikke vide det.

- Jeg har lagt mærke til, at der er et kæmpestort savn. Folk savner liveoplevelser som teater og koncerter. De har set alt det, der er tilgængeligt på streamingtjenesterne, og nu vil de gerne ud og opleve live, at sidde i det samme rum og mærke hinanden. Skal man snakke om noget, der er godt ved corona, så er det, at folk virkelig savner at være sammen om noget. Jeg tror, det kan give et boost til koncerter, festivaler, teaterforestillinger og lignende. Det betyder noget for folk.

- Jeg glæder mig allermest til at kramme alle dem, jeg elsker og mine kollegaer. Vi kreative sjæle er typisk ret fysiske, og det er svært at holde afstand, når man går på arbejde. Jeg savner, at man kan være helt tætte, kramme og synge uden at skulle tænke over at holde afstand og bruge håndsprit.

Thomas Bloch Ravn, direktør for Den Gamle By

Direktør i Den Gamle By, Thomas Bloch Ravn, glæder sig til, at gæsterne forhåbentligt snart kan komme tilbage på museet og få den fulde oplevelse. Arkivfoto: Axel Schütt

- Da Mette Frederiksen lukkede landet ned første gang, stod vi på museet og anede lige pludselig ikke, hvad fremtiden ville bringe, eller hvad der ville ske. Vi anede ikke, om Den Gamle By havde en fremtid. Det var vores eksistensgrundlag, der pludselig var på spil. Den Gamle By eksisterer for, at der kommer nogen og får en historisk oplevelse. Vi er afhængige af indtægterne fra de gæster, der kommer. Vi skaffer selv i hvert fald 75 procent af vores indtægter. Samtidig vidste vi ikke, hvor slemt det var. Var corona at sammenligne med middelalderens sorte død, eller var det mere en form for influenza?

- Den første lockdown-periode var svær. Men pludselig kunne vi se, at der var nogen, der ville støtte op. Vi oplevede en vilje fra staten, hjælpepakker, som vi også fik glæde af, og vi fik støtte fra Aarhus Kommune og Salling Fondene. Det, der nok har glædet os allermest, er den Facebookgruppe, der blev taget initiativ til. Det var helt utroligt at opleve den opbakning og støtte, vi fik derigennem. Man begyndte at kunne se ind i en fremtid, hvor Den Gamle By kunne overleve.

- Da næste nedlukning kom, vidste vi, hvad der skete. Vi vidste, at det var alvorligt, men det var jo næppe så alvorligt som den sorte død. Vi havde lært situationen at kende.

- En erkendelse, jeg har fået det sidste år, er, hvor meget det fysiske og det sociale betyder for et museumsbesøg. At man må komme og se og opleve. The real thing betyder faktisk ret meget. Der er noget sanselighed og en social sammenhæng, der er vigtig, når folk besøger et museum. Det står meget klart for mig nu.

- Nu glæder vi os til forhåbentligt snart at komme tilbage igen. Vi håber, at vilkårene bliver mere trygge, som tiden går, og at det i det hele taget bliver mere trygt, så vi kan komme tilbage til det, jeg opfatter som den klassiske "Den Gamle By-"oplevelse, hvor man går ind og ud af husene, får en kop kaffe på konditoriet, ser udstillingerne og måske får et stjerneskud på Gæstgivergården. At man har en oplevelse, hvor man sammen kan reflektere over det, man ser og oplever.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
AGF

På mandag kan man igen købe billet til en AFG-kamp

Annonce