Annonce
Kultur

Et forfatterskab udfoldes med nye alen

Anne-Cathrine Riebnitzsky. Foto: Les Kaner/Lindhardt og Ringhof

Anne-Cathrine Riebnitzsky lægger nye dimensioner til sit romanunivers med "Smaragdsliberen"

Kærligheden, døden og religionen er ankerpunkterne i Anne-Cathrine Riebnitzskys "Smaragdsliberen", der bedst læses som en indtrængende meditation over disse grundlæggende elementers rolle i menneskelivet.

Udgangspunktet for handlingen er den gamle jødiske smaragdsliber Pierre Levy, der efter et hjertestop er vendt tilbage til livet. Med sig tilbage har han en oplevelse af lykke og bevidstheden om, at hans alt for tidligt afdøde hustru venter ham.

Både hans datter, kunsthistorikeren Zara, og hans gamle muslimske ven, guldsmed Youssef, glæder sig over, at Pierre overlevede, og hans chef i den tyske by Idar-Oberstein giver ham en særlig opgave, han bliver betroet at slibe en yderst sjælden stor smaragd. Denne opgave følger læseren detaljeret i alle dets faser, og det er lidt af et kunststykke, at forfatteren er i stand til at gøre det interessant, men det er det.

Så er der straks mere aktion over Zara, der som kunsthistoriker har forladt bopælen i Paris og befinder sig i Georgien på grænsen til Aserbajdsjan. Her skal hun som konsulent for UNESCO udforske nogle huler, der i 1600-tallet er beriget med forfulgte kristnes vægmalerier. Er de så enestående, at de skal være en del af verdenskulturarven?

I Paris får Youssef den religiøst begrundede terrorisme på nært hold, og det er romanens afsæt for at diskutere de stridende religioners fælles rødder. Hvad Riebnitzsky har at sige om det, er der grund til at lytte til med ørerne foldet helt ud, samtidigt med at man kan glæde sig over en roman, der giver en indtrængende beskrivelse af venskabet og kærlighedens væsen. Med "Smaragdsliberen" lægger forfatteren helt nye dimensioner til sit romanunivers, og hvor er det dejligt at være en del af det.Roman: Anne-Cathrine Riebnitzsky: "Smaragdsliberen".

328 sider, Lindhardt og Ringhof

Annonce
Anne-Cathrine Riebnitzsky: ?Smaragdsliberen?. Foto: Lindhardt og Ringhof
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Stop fodboldbaners plastsvineri

Vidste du, at det måske smadrer havmiljøet, når dit barn går til fodbold? Hvis dit barn spiller på en gammel kunstgræsbane, er det desværre tilfældet. Kunstgræsbaner er ofte lavet af gamle bildæk, der bliver sprættet op og raspet. Det gør banen blød og rar at falde på. På den måde minder det om rigtige græsbaner. Men det raspede bildæk, bliver ikke på banerne, det hentes med hjem og alle mulige andre steder, hvor fodboldspillerne færdes. Derfor kommer det også i grundvandet, og det ryger i havene, derved ødelægges havmiljøet. Og vi risikerer selv at komme til at spise mikroplasten, når de fisk, vi spiser, har indtaget plasten enten som direkte føde, eller fordi de spiser andre dyr, der har det i sig. Nåh, ja de fisk spises også af andre dyr, der spises af større dyr, og så har vi det overalt i naturen. Enhedslisten kræver derfor et stop for anlæg af kunstgræsbaner med det forurenende granulat i, og at vi får de gamle baner skiftet ud med nyt, miljøvenligt kunstgræs. Der findes i dag alternativer lavet af f.eks. kokosfibre, sukkerroer eller olivenkerner – så der er ingen undskyldning for ikke at komme i gang! Sverige overvejer et forbud, og EU-Kommissionen skal til foråret diskutere, hvilke tiltag der skal til. Lad den grønne bølge gå på vores boldbaner – så vi og vores børn kan spille fodbold med god samvittighed!

Annonce