Annonce
Livsstil

Et godt sted at dø

»Det her må ikke være dødens forgård - det skal være et åbent og rart sted at komme,« siger chefen på Anker Fjord Hospice i Hvide Sande, Herdis Hansen. Foto: Jørn Deleuran.

De fleste mennesker foretrækker at tage afsked med livet derhjemme, men for nogle er et ophold på et hospice den bedste løsning, når døden trænger sig på. Henrik H. Breum har besøgt Danmarks vestligste, Anker Fjord Hospice, i Hvide Sande. Her fortæller chefen, Herdis Hansen, om huset, hvor døden konstant er tæt inde på livet.

Der er lys på bordet.

Levende.

Der bliver spillet sanselig jazz på flygel og saxofon.

Live.

For en sjælden gangs skyld viser solen sig på den himmelhvælving, der alt for længe har været gråsprængt og trist.

Her er lyst og højt til loftet. De lækre møbler og kunsten på væggene spiller fint sammen med den arkitektoniske æstetik - og udsigten.

Vinden pisker henover Ringkøbing Fjord, der breder sig ud et godt stenkast fra panoramavinduerne.

»Når patienterne kommer ud i de her omgivelser, så tror jeg, der sker noget mentalt med dem. På et hospice, der ligger op ad et sygehus, der kan du jo stadig høre ambulancen, og du kan jo også lige komme over og få taget et røntgenbillede. Et af nøgleordene her er hjemlighed - der er ikke noget her, der må minde om en institution eller et sygehus. Det er fuldstændig patienterne, der sætter dagsordenen. Og det mener vi fuldt ud«.

Herdis Hansen sidder med et stort kaffeglas mellem hænderne. Hun er chef på Anker Fjord Hospice, der blev åbnet i august 2006.

Sidste år afgik 125 personer ved døden i huset med plads til 12 patienter og deres pårørende. Den gennemsnitlige indlæggelsestid er på omkring tre uger.

»For at kunne komme i betragtning skal man lide af en uhelbredelig sygdom, hvor der ikke er mere helbredende behandling at tilbyde og være i den fase, hvor man er døende - altså skal man have forventet kort levetid og selv have et ønske om at komme herud,« siger Herdis Hansen.

95 procent af patienterne har en cancerdiagnose, men hospicechefen påpeger, at det er en myte, at stedet er forbeholdt kræftpatienter:

»Diagnosen er uvedkommende. Det er dem med de komplekse, sammensatte symptomer, der kommer herud - dem, der har brug for den specialiserede, lindrende indsats«.

Anker Fjord Hospice tilbyder også symptomlindring og rehabilitering, men det er »livets afslutning«, der har førsteprioritet.

Visionen siger »fokus på livet« - og derved gøre døden så smuk som mulig:

»Når vi bliver født, bliver vi modtaget med kærlighed og omsorg. Vi synes, det skal være det samme, når vi skal herfra. Vi møder altid patienterne med den største værdighed og respekt. Det er vigtigt, at vi som mennesker holder fast i sådanne værdier - også i den sidste tid, hvor vi er dybt afhængige af andre,« siger Herdis Hansen.

På recepten står der lindring, for et ophold på hospice har ikke til hensigt hverken at forkorte eller forlænge livet - men at skabe et sted, hvor man får hjælp til at leve, til man dør: »Jeg lover aldrig nogen, at de kan blive her, til de dør, for nogle få får det faktisk bedre og kan komme hjem i en periode. Der er ikke mange af dem, men det sker da«.

»Dødshuset ude ved fjorden«

Herdis Hansen er uddannet sygeplejerske og arbejdede i flere år indenfor hjertekirurgi i Norge, inden hun og familien flyttede tilbage til Vestjylland, hvor hun fik job på intensiv afdeling på sygehuset i Holstebro.

Efter syv års ansættelse dér tænkte hun, at der snart skulle til at ske noget andet - og interesseret fulgte hun med i planerne omkring det nye hospice i Vestjylland:

»Det kunne være mit livs udfordring at være med til at bygge sådan noget op,« siger den 45-årige kvinde, der har en diplomuddannelse i offentlig ledelse.

Herdis Hansen tiltrådte chefstillingen i februar 2006, og i dag står hun i spidsen for omkring 40 ansatte, hvoraf hovedparten er på deltid.

Sygeplejerskerne fordeler piller, og pedellen er ham, der skifter pærer, men ellers er faggrænserne flydende som hostesaft.

Derfor sker det ind i mellem, at en rengøringsassistent - der arbejder som massør derhjemme - bytter toiletrengøringen med en sygeplejerske og dermed får tid til at massere en patient eller en pårørende, der simpelhen bare trænger til at få løsnet op i skuldrene.

»Og pedellen og mig kan godt gå ud og flytte en skurvogn - opgaven skal jo løses,« siger Herdis Hansen.

Pedellen hedder Christian Hjort, og han giver gerne lyd fra sig - lige nu går han rundt i sit lille værksted og øver sig højlydt på sin blankpolerede trompet. Det er ikke just den gængse forestilling af livet på et plejehjem eller en sygehusafdeling for kræftpatienter.

Herdis Hansen har da også hørt om folk, der omtaler Anker Fjord Hospice som dødshuset - uden egentlig at vide ret meget om, hvordan hverdagen udspiller sig her på Fjordengen 25 i nogenlunde læ af Holmsland Klit, når vinden er i vest.

»Nogle tror, det er et mørkt hus, hvor der lugter lidt af død. Men det her må ikke være dødens forgård - det skal være et åbent og rart sted at komme,« siger chefen, der har været vært ved mange rundvisninger - for også at tage livet af den slags dystre myter.

Herdis Hansen viser også gerne journalisten rundt i huset, der er tegnet af arkitekt Flemming Bay-Jørgensen i Ringkøbing. Hjemme fra privaten ved nordenden af fjorden kan han om aftenen se lyset fra det elegante hospice, der har form som et anker:

»Der er en fin symbolik i ankeret omkring tro, håb og kærlighed. Det her er et sted, man kaster anker, når livet nærmer sig sin afslutning,« siger Herdis Hansen, der ikke kan lade alle søge mod den trygge havn i Hvide Sande:

»Nogle pårørende ringer og kan slet ikke forstå det afslag, der er givet - man vil jo det bedste for sine nærmeste. Det er en stor udfordring for os at træffe de valg, når alternativet måske er en aflastningsplads på et plejehjem.

Børnebørn i bobler og skumbad

Anker Fjord Hospice »har helt bestemt en bedre normering« for netop at kunne yde den optimale omsorg til de, der virkelig har behovet:

»Der er mange, der får at vide, de ikke bliver visiteret hertil, fordi deres symptomer ikke har en karakter, der ikke kan løses via egen læge og hjemmeplejen. Det, der er vigtigt for os, det er, at det her ikke må blive sådan et luksusplejehjem,« tilføjer Herdis Hansen.

Vinden bider, da vi går udenfor - ud i den virkelighed, hvor mågerne skriger, og små fjordkuttere tøffer i ny og næ.

»Det vil du jo ikke kunne matche i hverken Herning eller Holstebro,« siger Herdis Hansen med henvisning til den politiske debat, der gik forud for hospice-placeringen:

»Fra kritikernes side blev det spået, at ingen ville køre helt til Hvide Sande for at komme på hospice, fordi det var alt for langt ude - men det har jeg endnu ikke hørt,« tilføjer chefen, mens vi går ned mod wellnessafdelingen.

Her er et stort badekar, der kan få enhver patient til at løsne op - også i sindet - når det varme, boblende vand bliver tilsat velduftende olier. Og glem alt om klinisk hvidt og lysstofrør. Her emmer af afslappet kurbad med dæmpet belysning og blid musik; der er sand og strandskaller i vindueskarmene:

»Tit så falder facaden lidt - barrieren til kontaktsygeplejersken bliver brudt,« siger Herdis Hansen om virkningen af vestjysk wellness.

Faciliteterne står også til fri brug for pårørende, der måske kan have brug for at koble af med et glas rødvin i vandkanten. Og hvis børnebørnene gerne vil i, så bliver olien erstattet af skumbad.

Ansatte med mod til at være magtesløse

Vi går forbi et lille rum spækket med Lego og en særlig teenagehule, hvor de unge kan flade ud med PlayStation, computer eller en fed film på fladskærmen. Herdis Hansens erfaring siger hende, at børn og unge ikke magter at være i sorgen ret lang tid af gangen - og at de er begunstiget med en forunderlig evne til at træde ud af dødens mørke og ind i et ungdommeligt univers med masser af puls og liv, hvor de så kan distancere sig fra den kære, der ligger for døden få skridt herfra.

»De pårørende får omsorg og forkælelse her - der bliver lyttet til dem. De er ikke vant til at høre sådan noget som »hvordan har du det egentlig?« - de bliver helt forbavsede. Det er jo altid patienten, vi spørger til, når vi besøger én, der er syg. Mange pårørende er så slidte, når de kommer herud. Men i løbet af få døgn kan vi se, de begynder at blomstre,« siger Herdis Hansen.

Hun fortæller videre, at 18 pårørende overnattede her i sidste weekend, hvor der så måtte findes nogle ekstra madrasser frem. Der er altid plads - også til at snakke; eller tie:

»Når vi får en ny familie, så er det vigtigt for os at have en ydmyg tilgang, vaske tavlen ren og vise nærvær. Det er noget helt specielt, som vi får lov til at være en del af. Vores vigtigste kompetence det er mod - mod til at være magtesløs med den magtesløse, mod til at være i et rum, hvor der ikke bliver sagt noget, mod til at tage mod vredesudbrud, mod til at turde bringe sig selv i spil«.

Herdis Hansen kalder det den største floskel det dér med, at man skal passe på ikke at tage sit arbejde med hjem:

»Det gør vi alle ind i mellem - det gør du jo også. Selvfølgelig bliver vi berørt af det her arbejde, og det er ganske tilladt. Omsorgen gælder også for hinanden som medarbejdere. Vi er på en arbejdsplads, hvor alle skal deltage i supervision, og hvor alle tilbydes en supervisionsuddannelse. Vores psykolog benyttes også af personalet. Vi taler med hinanden og ikke om hinanden - der er ingen skyllerumssnak,« siger hun og tilføjer:

»Det er da dybt tragisk, når der ligger en ung mor med børn omkring sig. Dér, hvor der er små børn med, og dér, hvor patienten har en alder, som vi kan identificere os med....det kryber lige ind under huden med det samme«.

Ude i fællesrummet ligger en ældre kvinde i sin seng og klapper i sine skrøbelige hænder. Begejstret og med iltslanger i næsen har hun den seneste halve times tid ligget og hørt jazz på nærmest hold. Smittende, livsglad musik.

Live.

Om kort tid er hun sikkert død.

Annonce

anker fjord hospice

Initiativtagere til Anker Fjord Hospice var ægteparret Bente og Ib Malgaard Lauridsen, der donerede 20 millioner kroner til projektet.
Hospicet blev åbnet i august 2006 og officielt indviet den 12. oktober med deltagelse af blandt andre kronprinsesse Mary.
Der er plads til 12 patienter og deres pårørende.
Der er omkring 40 ansatte og flere end 80 frivillige.
Region Midtjylland har den største anpart i driften, som også støttes af Ringkøbing-Skjern Kommune.
Ophold på Anker Fjord Hospice er gratis for patient og pårørende - sidstnævnte betaler dog for maden.
I Region Midtjylland er der i alt 50 hospicepladser - udover Hvide Sande er de placeret i Skive, Rønde og ved Århus.
I 2007 var belægningsprocenten på Anker Fjord Hospice på 90,6 procent.
Den gennemsnitlige indlæggelsestid er på 20,3 dage.
Patienternes gennemsnitsalder var i 2007 66,4 år.
Der er frit hospicevalg i Danmark.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kronik

Kronik: Fra lorterende til cafégade

Genopretning af vandløbene og tilbagekomsten af smådyr og ørreder er et af få lyspunkter i udviklingen af Danmarks natur gennem de seneste 200 år. Aarhus Å er et af eksemplerne. Vi blev oprindeligt inspireret til at skrive bogen "Så forandret – Danmarks natur gennem 200 år" (netop udkommet, red.) om naturens udvikling ved at sammenligne gamle og nye fotografier, taget fra samme sted i landskabet. Vi blev slået med forundring, nogle gange med forfærdelse og færre gange med fornøjelse, over at se de store forskelle mellem dengang og nu. Især for agerlandet, der dækker 60 procent af Danmarks areal, er forandringer omfattende, og biodiversiteten helt i bund. Her fortæller vi i stedet den positive historie om vandløbenes genopretning gennem de seneste 30 år med eksempler fra Aarhus Å. Smådyrene er vendt tilbage, dambrug og spærringer er nedlagt, og gydestrygene er genetableret til glæde for naturinteresserede og lystfiskere. Få naturtyper har måttet stå så meget igennem som vandløbene. De har måttet tåle at blive rettet ud, lagt i dybe kanaler eller forsvinde i rør under jordoverfladen, så vel blot en tredjedel af de oprindelige vandløbs-kilometer i dag løber fuldt synlige. Et langt stykke op i 1900-tallet betragtede borgere og bønder udelukkende vandløbene som nyttige modtagere af alskens affald fra dambrug, mejerier, møddinger, slagterier, vaskerier og toiletter på vej til endemålet i det endeløse hav, hvor forureningen skulle forsvinde. Alle byer havde deres egen lorterende, som kunne skifte farve fra blodrød, over vaskehvid til møddingssort afhængig af, hvem der lukkede mest affald ud. Men bevægede man sig langt op i åen, bort fra det beskidte og stinkende vand ved åens udløb gennem byen, kunne man førhen finde et myldrende liv i de små bække. Skolelærer J. Kr. Findal skriver i 1915 om Aarhus Å: ”Betragter man den stinkende og snavsede strøm, der gyder sit vand ud i Aarhus Havn, kommer man ikke umiddelbart på den tanke, at der er noget interessant (..) og dog er det således, at visse partier af åen (..) ikke alene besidder stor naturskønhed, men tillige er hjemsted for en dyre- og planteverden, der udmærker sig ved sin mangfoldighed og ejendommelighed.” Aarhus Å var dengang befolket af mange fantastiske rentvandsdyr blandt andet døgnfluer (15 arter), slørvinger (12 arter) og vårfluer (88 arter), som Findal satte navn på. Den stejle Jeksen Bæk syd for Aarhus havde stærk strøm med stenbund og husede mange smådyr herunder døgnfluen, Rhitrogena germanica. Den er tilpasset til at holde fast på stenoverflader i strømmen, mens den rasper mikroskopiske alger som føde. Da Jeksen Bæk blev forurenet, forsvandt døgnfluen, og den lever i dag blot i Højen Bæk ved Vejle. I Aarhus blev åen langs Ågade overdækket i 1930’erne på grund af lugtgener og tiltagende trafik. Dermed kunne Ågade lægge afstand til sit dårlige rygte og skifte navn til det pompøse Åboulevarden. Tres år senere var åen renset for den værste forurening, og i 2005 kunne den igen løbe frit gennem Aarhus, nu omgivet af et blomstrende restaurant- og cafémiljø. Sådan har udviklingen været til det bedre for mange vandløb. Først en voldsom forurening med organisk stof fra by og land, som fremkaldte stank og iltsvind i vandet og forarmede bestandene af smådyr og ørred frem til 1970. Siden har spildevandsrensning og kontrol med ulovlige afløb efterhånden nedbragt forureningen. I Aarhus Å kan man nu genfinde mange af de arter, som Findals fandt for 100 år siden. Et tilbageværende problem for dyrelivet i vandløbene er pesticider, der siver ud fra dyrkede marker eller tilføres i pulse efter skybrud. Et andet aktuelt problem er håndteringen af lavbundsjordene, hvor dyrkning bliver stadigt vanskeligere på grund af sætning af jordene efter dræning og fortsat stigende nedbør og havniveau. Med Brabrand Sø og den genetablerede Årslev Engsø i de flade nedre strækninger af Aarhus Å har man en buffer, som sikrer mod oversvømmelser af de store værdier i Aarhus Midtby. Inden åens udmunding i Aarhus Bugten har man etableret en sluse, som sikrer byen mod oversvømmelse ved stormflod. Da de hyppigere høje vandføringer i Aarhus Å, som følge af ekstremt regnvejr, kan skabe risiko for oversvømmelse af Aarhus Midtby, er der endvidere etableret pumper ovenfor slusen, der kan pumpe 18.000 liter per sekund fra åen ud i Bugten. Aarhus har herved reduceret risikoen for fremtidige ulykker i modsætning til de fleste danske byer.

Aarhus

'Juldamperen' Svanen sejler igen efter ulykke: - De nødvendige sikkerhedstiltag er afsluttet

Annonce