Annonce
Fødselsdage

Et poptalent i politiets søgelys

Chris Brown voksede op i byen Tappahannock i den amerikanske stat Virginia. Han udgav sit første album som 16-årig. Foto: Fadel Senna/Ritzau Scanpix
En dom for kærestevold gav Chris Brown alvorlige ridser i lakken, men han har alligevel toppet hitlister og solgt millioner af album. Søndag 5. maj fylder han 30 år.

30 Det er svært at nævne den amerikanske hiphop- og R & B-sanger Chris Brown uden også at komme ind på popstjernen Rihanna.

De to kunstnere var engang kærester. Kærester kommer og går, og det er der ikke noget usædvanligt i. Men netop Chris Brown og Rihannas forhold endte på en måde, som kastede en mørk skygge over Chris Browns karriere. Han blev i 2009 anholdt og senere dømt for vold mod Rihanna, og sagens alvor blev tydelig for offentligheden, da billeder af hans kærestes svært forslåede ansigt gik verden rundt.

Det skulle ikke blive sidste gang, at Chris Brown, der søndag 5. maj fylder 30 år, kom ud i noget kriminelt. Men selv om han har kæmpet med et ry som ballademager, har det ikke slået ham ud af musikken.

Han fik sin pladedebut allerede som 16-årig i 2005. Albummet, der var opkaldt efter Chris Brown selv, opnåede en placering som nummer to på den amerikanske billboard 200-liste over de mest solgte album. Senere formåede han at lægge sig allerøverst på samme liste, da albummet "F.A.M.E" i 2011 blev nummer et. Også hans næste udgivelse, "Fortune", strøg lige ind på førstepladsen på listen over de mest populære album i USA i sommeren 2012.

I alt har Chris Brown udgivet otte album, og et niende er på vej. Af store hits kan nævnes "Run it!", "Kiss kiss" og "Forever".

Ud over at synge er han en dygtig danser, og han har ved flere lejligheder optrådt som skuespiller. Blandt andet i "The O.C." - en amerikansk ungdomsserie.

I forbindelse med voldssagen i 2009 blev Chris Brown idømt fem års betinget fængsel, 180 dages samfundstjeneste og en bøde på 2500 dollar. Siden har han flere gange været på kant med loven. Som da han i 2013 i Washington D.C. slog en fan, som ville have et billede af ham. Eller da han var anklaget for at slå sin manager og for at true en kvinde med en pistol.

Senest tiltrak Chris Brown sig opmærksomhed af den ærgerlige slags, da han i januar sammen med en livvagt og en ven blev anholdt og sigtet for at have begået en voldtægt i Paris. Det skulle være sket på det eksklusive hotel Mandarin Oriental i Frankrigs hovedstad. Dagen efter blev Chris Brown dog løsladt, og sigtelsen frafaldet.

Chris Brown voksede op i den lille by Tappahannock i staten Virginia sammen med sine forældre og sin storesøster. Han sang som barn i kirkekor og har beskrevet Michael Jackson som en stor inspirationskilde.

Annonce
I januar i år blev Chris Brown anholdt og sigtet for at have begået en voldtægt i Paris. Dagen efter blev han løsladt, og sigtelsen blev frafaldet, men efterforskningen fortsatte. Foto: Danny Moloshok/Reuters
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Træer med rødder i historien

Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Aarhus

Natligt overfald på Brabrandstien: Gerningsmænd krævede penge

Annonce