Annonce
Debat

Et svar til søfartsdirektøren: Vi smider en redningskrans til en søster i havsnød

"Vi indrømmer blankt: Vi værner gerne om historien og har intet behov for at reflektere en ny verdensorden. Vi tilslutter os som de fleste danskere en demokratiforståelse og kulturpolitik baseret på universelle principper i form af FN's menneskerettigheder. Vi er ikke så forhippede på at være moderne eller "reflektere en ny verdensorden", skriver Pia Rosenkvist Møller. Foto: Flemming Krogh

DEBAT: Tak til Ulla Tofte for en fortræffelig introduktion til M/S Museet for Søfart (Århus Stiftstidende 3. januar, red.). En glimrende markedsføring, som helt sikkert vil få mange af Stiftens læsere til at valfarte til museet.

Blot frygtelig ærgerligt, at Ulla Tofte er så optaget af sit eget museum, at hun ikke har haft tid til at sætte sig ordentligt ind i, hvad kritikerne af det påtænkte navneskifte på Kvindemuseet egentlig siger og mener. Ulla Tofte bevæger sig mildt sagt ud, hvor hun ikke kan bunde.

Hun kunne ellers nemt have fået fast grund under fødderne. Kritikernes synspunkter er nemlig velbeskrevet i referat af møde med direktør Julie Rokkjær Birch 24. november 2020, henvendelse til Aarhus Byråd af 9. november 2020 og henvendelse til kulturministeren af 20. december 2020 samt et væld af debatindlæg. Men nogle af os, der i sin tid stiftede Kvindemuseet, er klar med en redningskrans, når en medsøster er i nød. Lyt blot til fakta om, hvad vi mener.

Navnet Kvindemuseet kan glimrende favne dets udvidede ansvarsområde. Det samme mente museets ledelse i 2016. Kvindemuseet skrev i Strategiplan 2016-2025 til Kulturministeriet: "Kvindemuseet vil udvide sit ansvarsområde, men bevarer museets navn. Navnet Kvindemuseet Women’s Museum in Denmark nyder stor bevågenhed ude i verden … Museet skal udnytte, at det er det eneste museum i Danmark med 100 procent fokus på kvinder og køn".


Der er stadig behov for særlige indsatser for ligestilling og også for et kvindemuseum. Det er vores håb, at bestyrelsen for Kvindemuseet genovervejer sit ønske om et navneskifte.


Så klogt at bevare et helt unikt brand. Det udvidede virkefelt kan fint favnes under navnet Kvindemuseet. I øvrigt præcis, som DR i dag rummer langt mere end radio, og AGF er noget mere end en gymnastikforening.

Vi, der var med til at stifte Kvindemuseet i sin tid, byder LBGT+grupperne velkommen. Det har vi tilkendegivet i møder med direktør og bestyrelse, i henvendelse til Aarhus Byråd samt kulturministeren og i debatindlæg. Vi ser gerne, at der på Kvindemuseet sker forskning og formidling om forskellige kønsopfattelser. Navnet Kvindemuseet kan fint rumme alle køn samt udstillinger og debatter herom. Vi gør blot opmærksom på, at Kvindemuseets forskning og formidling med videre jævnfør vedtægterne fortsat skal ske med afsæt i kvindehistorie.

Ulla Tofte skriver, at "skrækscenariet er et samfund, hvor hver enkelt gruppering, minoritet eller "stamme" får sit eget museum, hvor netop deres historie bliver fortalt". Med al respekt: Kvinder er ikke en minoritet. Vi er faktisk halvdelen af verden, godt og vel. Vi er majoriteten, og vi vil meget gerne favne og rumme minoriteterne. Vi, der er medstiftere og kritikere af en navneændring på Kvindemuseet, har altid hyldet inklusion og ligeværd.

Ulla Tofte finder, at navnet Kvindemuseet klinger gammeldags af industrisamfund og mener, at organisationer med sære og uformelle navne som Google, Bitcoin, Instagram, Twitter m.fl. befinder sig øverst i hierarkiet og bedre er i stand til at "reflektere en ny verdensorden ..". Ulla Tofte finder store perspektiver i det påtænkte navneskifte til Køn - Gender Museum Denmark.

Vi, der var med til at stifte Kvindemuseet, indrømmer blankt: Vi værner gerne om historien og har intet behov for at reflektere en ny verdensorden. Vi tilslutter os som de fleste danskere en demokratiforståelse og kulturpolitik baseret på universelle principper i form af FN's menneskerettigheder. Vi er ikke så forhippede på at være moderne eller "reflektere en ny verdensorden".

Det er spændende at læse Ulla Toftes engagerede fremstilling af eget museum. Bare så ærgerligt, at hun skæmmer sit indlæg med nedgørende bemærkninger om Kvindemuseet som "et ekkokammer, som de færreste gad lytte til", "en kvindehistorisk boble" og udokumenterede påstande.

Ulla Tofte påstår, at mænd og drenge føler sig ekskluderede. Vi har fra et uendeligt antal sønner, kærester, venner, fætre, mænd, naboer, fædre m.fl. hørt engagerede og inspirerede beretninger om deres besøg på Kvindemuseet. Det er museets opgave gennem dets formidling at gøre opmærksom på, at alle er velkomne.

Ulla Tofte påstår, at Kvindemuseet i 1981 blev betragtet som lidt af en lukket klub. Igen er hun ude på dybt vand. Kvindemuseet blev etableret i et tæt samarbejde mellem kommune, arbejdsgivere, fagforeninger, uddannelsesinstitutioner og stat. Netop det brede folkelige og politiske engagement har været en styrke for Kvindemuseet. At betegne Kvindemuseet som "et ekkokammer, som de færreste udenfor gad lytte til" er ikke blot en uforskammethed, men desværre også et udtryk for en uvidenhed, som er uklædelig for en forsker og museumsdirektør.

Ulla Tofte kommer med sin påstand "Kvindemuseet rykkede ikke meget ved ligestilling" for alvor ud, hvor hun ikke kan bunde. I de sidste 40 år er der sket uendelig meget på ligestillingsområdet. Det er veldokumenteret og kan aflæses i Danmarks Statistiks publikation "Kvinder og mænd i 100 år".

Vi tillader os at antage, at Kvindemuseets indsats er én af de mange bække, der har bidraget til udviklingen. Når det er sagt, viser opslag på Danmarks Statistik Ligestilling, at der i 2021 stadig er nyt land at vinde. Der er stadig behov for særlige indsatser for ligestilling og også for et kvindemuseum. Det er vores håb, at bestyrelsen for Kvindemuseet genovervejer sit ønske om et navneskifte.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
AGF

Bag om bruddet: Sag fra Sønderjyske kostede Haysen jobbet i AGF

Sport

Årets pokalfinale skal spilles i Aarhus

Annonce