Annonce
Erhverv

EU-landenes investeringsbank dropper fossile investeringer

Wolfgang Rattay/Reuters
I 2021 er det slut med fossile investeringer i Den Europæiske Investeringsbank, der er ejet af EU-landene.

Fra slutningen af 2021 vil Den Europæiske Investeringsbank (EIB) ikke længere låne penge ud til virksomheder, der arbejder med fossile brændstoffer.

Samtidig forpligter banken sig til at låne endnu flere penge ud til projekter, der vil begrænse klimaforandringerne. Det oplyser EIB i en pressemeddelelse.

- Udledninger fra den globale energisektor nåede et rekordhøjt niveau i 2018. Vi skal handle hurtigt for at imødegå den udvikling, siger bankens vicedirektør, Andrew McDowell.

- EIB's ambitiøse lånepolitik er en vigtig milepæl i kampen mod den globale opvarmning, siger han i pressemeddelelsen.

Banken er ejet af EU-landene og låner penge ud til virksomheder. Sidste år stod den for finansiering for 480 milliarder kroner.

Siden 2013 har banken lånt omkring 100 milliarder kroner ud til projekter inden for kul, olie og gas. Størstedelen har været til naturgas.

19 EU-lande stemte for beslutningen - herunder Danmark. Polen, Rumænien og Ungarn stemte imod, mens seks lande undlod at stemme.

En del af den nye lånepolitik er, at EIB vil støtte investeringer i klimavenlige projekter med knap 7500 milliarder kroner i perioden 2021-2030.

Samtidig er der et mål om, at halvdelen af bankens investeringer i 2025 skal være til grønne formål.

Beslutningen om at droppe de fossile investeringer skal være et bidrag til, at EU-landene kan leve op til målsætningen i Paris-aftalen.

I Paris-aftalen er målet at holde den globale temperaturstigning under to grader i forhold til niveauet før industrialiseringen.

Verdensnaturfonden (WWF) kalder det meget positivt, at EIB vil udfase investeringer i fossile energikilder.

- Det sender et virkelig vigtigt signal til hele verden, når verdens største multilaterale bank dropper fossile brændsler. Nu håber vi, at andre banker vil følge trop på, siger Jacob Fjalland, miljøfaglig chef i WWF.

- Alle projekter inden for fossile brændsler skal nu kæmpe mere for deres investeringer, men det er også et vink til alle dem, der i dag investerer i den type selskaber, at tiden er ved at rinde ud, siger han.

Men der er også enkelte kritikpunkter fra WWF. Fonden er kritisk over, at beslutningen først er gældende fra slutningen af 2021. Dermed kan der blive lånt penge ud til for eksempel gasprojekter i to år frem.

Samtidig vil det ifølge WWF i fremtiden fortsat være en mulighed at investere i gasledninger, som kan transportere mindre klimaskadende gasser.

/ritzau/

Annonce
Link til pressemeddelelse fra EIB
Link til pressemeddelelse fra WWF
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Annonce