Annonce
Kultur

Europa er kommet til Aarhus

<p>Louise Hervé (til venstre) med den lille, røde bog, de to har lavet, og ?Chloe Maillet med den røde vinylplade med musik. Foto: Hans Petersen</p>

Den interntionale linje fortsætter i Kunsthal Aarhus, der øger sit publikum.

Med Jacob Fabricius' ankomst til Aarhus er Europa også rykket til byen.
Annonce
Fredrik Værslevs billeder hænger på murene uden på ?Kunsthal Aarhus. 27 i alt kommer op. Foto: Hans Petersen
Den nye direktør for Kunsthal Aarhus fortsætter på bedste vis den internationale linje, som Joasia Krysa havde lagt, blot med andre genrer.
Sådan hang 28 af Fredrik Værslevs billeder i skoven i Paris. Foto: Barbara Quintin
Unge, fremadstormende udlændinge buldrer ind i den gamle bygning i J. M. Mørks Gade. Og med dem følger et langt yngre og langt større publikum end tidligere.
Fra i dag er tre nye på programmet, to unge franske kvinder og en ung nordmandDe viser to udstillinger samtidig, men har ellers intet med hinanden at gøre. Kvinderne, Louise Hervé og Chloé Maillet, er begge 35 år og viser en udstilling, som er foranderlig, fordi den består af forskellige dele: Video, en rød grammofonplade af vinyl, en lille, rød bog og performance.
At der hele tiden står forskellige personer bag performancen får udstillingen til at ændre sig. Vi kender aldrig udfaldet.
Bag de mange performances her i Aarhus står folk, som interesserer sig for kunsten, heriblandt flere studerende.
Udstillingen bør derfor ses samtidig med, at der er en performance. Det er der i den tid, udstillingen varer - til 6. november - hver onsdag kl. 19 og hver lørdag og søndag kl. 14.
»Vi vil gerne fortælle historier og skabe dialog med publikum,« siger Chloé Maillet.
Den lille bog, som de selv har lavet indeholder tekster og tegninger og har titlen »Spectacles without Objects« og er inspireret af Jean Jacques Rousseau (»Tilbage til naturen«),
»Vi har arbejdet tre år på projektet og har viost det i Storbritannien, Frankrig og Litauen,« siger Louise Hervé.
Til Aarhus-udstillingen er lavet to nye viedoer. Forbindelsen mellem dem og Jacob Fabricius opstod i Belgien, hvor de alle var på en udstilling. Før Chloé Maillet slog over i kunsten havde hun en magistergrad i middelalderhistorie, mens Louise Hervé er udannet fra en kunstskole nær Paris. Begge kommer fra landet og begyndte at arbejde sammen, da de var 18 år.

Norsk billeder udendørs

Fredrik Værslev leverer noget helt andet.
Den 37-årige nordmand har skabt 27 malerier, som bliver hængt op på murene uden på Kunsthal Aarhus.
Han har tidligere lavet en lignende udstilling i en skov nær Paris. Det var i efteråret, og mens de meget ensartede malerier beholdt samme udtryk, skiftede udstillingslokalet. Det var skoven, hvis træer gik fra at være grønne i oktobe til efterårsfarver i december.
Fredrik Værslev taler let forståeligt, og vi joker med, at hans mor eller kommer fra det område, hvor den svært forståelige FCK-træner Staale Solbakken kommer fra. Hendes bror har tilmed været Solbakkens træner. Det er i Grue i Midtnorge, to timer nord for Oslo. Selv er han vokset op i Drøbak.
»I Paris gik jeg en lang tur langs Seinen med Jacob Fabricius , og vi kom til en plads, hvor en af de første impressionister, Henri Matisse, hængte sine billeder op. Der kom ideen til min udstilling i skoven ved Paris,« fortæller han.
I Aarhus diskuterede de længe, om malerierne skulle hænge i træerne uden for kunsthallen, men det endte med, at de bliver hængt på bygningen.
»Som en slags markiser,« siger Fredrik Værslev, som forklarer, at billederne ligner hinanden.
»I praksis er de ens, men de er alle originale og lavet hver for sig,« siger han.
Hans øvrige kunst er meget alsidig og ikke ligesom den i Aarhus. Fredrik Værslev har gået tre et halvt år på Konsthögskolen i Malmø og halvandet år på kunstskolen i Frankfurt, som han betegner som den bedste i Europa.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Træer med rødder i historien

Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Aarhus

Natligt overfald på Brabrandstien: Gerningsmænd krævede penge

Annonce