Annonce
Kultur

Europa er kommet til Aarhus

<p>Louise Hervé (til venstre) med den lille, røde bog, de to har lavet, og ?Chloe Maillet med den røde vinylplade med musik. Foto: Hans Petersen</p>

Den interntionale linje fortsætter i Kunsthal Aarhus, der øger sit publikum.

Med Jacob Fabricius' ankomst til Aarhus er Europa også rykket til byen.
Annonce
Fredrik Værslevs billeder hænger på murene uden på ?Kunsthal Aarhus. 27 i alt kommer op. Foto: Hans Petersen
Den nye direktør for Kunsthal Aarhus fortsætter på bedste vis den internationale linje, som Joasia Krysa havde lagt, blot med andre genrer.
Sådan hang 28 af Fredrik Værslevs billeder i skoven i Paris. Foto: Barbara Quintin
Unge, fremadstormende udlændinge buldrer ind i den gamle bygning i J. M. Mørks Gade. Og med dem følger et langt yngre og langt større publikum end tidligere.
Fra i dag er tre nye på programmet, to unge franske kvinder og en ung nordmandDe viser to udstillinger samtidig, men har ellers intet med hinanden at gøre. Kvinderne, Louise Hervé og Chloé Maillet, er begge 35 år og viser en udstilling, som er foranderlig, fordi den består af forskellige dele: Video, en rød grammofonplade af vinyl, en lille, rød bog og performance.
At der hele tiden står forskellige personer bag performancen får udstillingen til at ændre sig. Vi kender aldrig udfaldet.
Bag de mange performances her i Aarhus står folk, som interesserer sig for kunsten, heriblandt flere studerende.
Udstillingen bør derfor ses samtidig med, at der er en performance. Det er der i den tid, udstillingen varer - til 6. november - hver onsdag kl. 19 og hver lørdag og søndag kl. 14.
»Vi vil gerne fortælle historier og skabe dialog med publikum,« siger Chloé Maillet.
Den lille bog, som de selv har lavet indeholder tekster og tegninger og har titlen »Spectacles without Objects« og er inspireret af Jean Jacques Rousseau (»Tilbage til naturen«),
»Vi har arbejdet tre år på projektet og har viost det i Storbritannien, Frankrig og Litauen,« siger Louise Hervé.
Til Aarhus-udstillingen er lavet to nye viedoer. Forbindelsen mellem dem og Jacob Fabricius opstod i Belgien, hvor de alle var på en udstilling. Før Chloé Maillet slog over i kunsten havde hun en magistergrad i middelalderhistorie, mens Louise Hervé er udannet fra en kunstskole nær Paris. Begge kommer fra landet og begyndte at arbejde sammen, da de var 18 år.

Norsk billeder udendørs

Fredrik Værslev leverer noget helt andet.
Den 37-årige nordmand har skabt 27 malerier, som bliver hængt op på murene uden på Kunsthal Aarhus.
Han har tidligere lavet en lignende udstilling i en skov nær Paris. Det var i efteråret, og mens de meget ensartede malerier beholdt samme udtryk, skiftede udstillingslokalet. Det var skoven, hvis træer gik fra at være grønne i oktobe til efterårsfarver i december.
Fredrik Værslev taler let forståeligt, og vi joker med, at hans mor eller kommer fra det område, hvor den svært forståelige FCK-træner Staale Solbakken kommer fra. Hendes bror har tilmed været Solbakkens træner. Det er i Grue i Midtnorge, to timer nord for Oslo. Selv er han vokset op i Drøbak.
»I Paris gik jeg en lang tur langs Seinen med Jacob Fabricius , og vi kom til en plads, hvor en af de første impressionister, Henri Matisse, hængte sine billeder op. Der kom ideen til min udstilling i skoven ved Paris,« fortæller han.
I Aarhus diskuterede de længe, om malerierne skulle hænge i træerne uden for kunsthallen, men det endte med, at de bliver hængt på bygningen.
»Som en slags markiser,« siger Fredrik Værslev, som forklarer, at billederne ligner hinanden.
»I praksis er de ens, men de er alle originale og lavet hver for sig,« siger han.
Hans øvrige kunst er meget alsidig og ikke ligesom den i Aarhus. Fredrik Værslev har gået tre et halvt år på Konsthögskolen i Malmø og halvandet år på kunstskolen i Frankfurt, som han betegner som den bedste i Europa.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Bears vandt snævert i København

Blog

Erindrings-containere

Da jeg forleden skulle have gudstjeneste i domkirken, kom jeg i god tid og besluttede mig for, at gå en tur i de omkringliggende gader, inden jeg skulle ind og have kjolen på - som man siger i min branche. Der er nu også noget særligt ved at gå rundt om morgenen i en søndagsstille by. Et par søvndrukne fædre er blevet sendt ud med barn og barnevogn, for at mor kan få en time ekstra på øjet, et ungt festramt menneske søger efter en åben kaffebar, og en enkelt turist kommer skramlende med sin rullekuffert. Men når byen på den måde er overladt til sig selv og duerne, kragerne og mågerne, så er det, synes jeg, også som om tiden står lidt mere stille, Eller måske er det nærmere som om erindringerne - både ens egne personlige og de fælles historiske - presser sig mere på. Har man som jeg haft en fortid i byen husker man måske begivenheder, gamle venner man gik rundt sammen med, søde piger, der boede henne om hjørnet. Nogle gange er det så også som om kvarterets gamle bygninger og havets nærhed taler om endnu ældre tider, om kannikker, sømænd, handelsfolk og larmende drukkenbolte. Og er du først i dét hjørne er det lidt ligesom at du blidt løftes ud af 2019 for at blive en lille del af byens store erindring. Og har du så oven i købet, som jeg havde det forleden, et ærinde inde i domkirken, så er det en stemning eller fornemmelse, der ikke sådan lige slipper dig. Domkirken er, som så mange andre af de mange gamle kirker vi er privilegerede med her i stiftet, også en erindrings-container. Billederne, gravminderne, døbefonten, hele bygningsværket er som lag af historie, der har lejret sig i rummet. Ikke død historie, men historie der taler til os, der lever og trækker vejret her i 2019 med alt, hvad dertil hører. Den gamle kirke husker for os alle, og derfor rummer den os alle. Da jeg kom hjem til Aarhus for fire år siden var det efter 28 års fravær. Det var godt at være tilbage. Vi travede rundt i gaderne, genoplevede gamle stemninger og glædede os over gensynet. Men der gik et par år, før jeg begyndte at få øje på alle højhusene, byggerierne og boligområderne, der var skudt op siden vi forlod byen i 1988. Det var ligesom mine øjne indtil nu havde nægtet at se dem. Det gamle Aarhus havde i min bevidsthed ikke villet vige pladsen for det nye. Der findes et sted inde på YouTube, en lille film, der er optaget på en køretur fra Randersvej og ind gennem Aarhus i netop 1988. Det var den film, der blev ved at med at spille for mit indre blik, og som også gjorde jeg hele tiden forventede at møde de gamle venner og kærester nede på gågaden. Sådan kan fortiden nogle gange lægge en tung hånd på vores skulder. Ikke mindst, når vi bliver ældre og den af gode grunde fylder mere og mere, og vi gerne vil tale om den, indtil vores børn får et træt udtryk i øjnene. Men hvad jeg gerne vil undgå – og her kommer jeg tilbage til mit ærinde den anden søndag – det er, at historien også helt bemægtiger sig kirkens historiske rum. Forstået sådan, at det der siges inde i den, hele tiden har adresse til os og det mudrede og sammensatte menneskeliv vi lever nu og her i dag. Nok er den en erindringscontainer, kirken, og nok er det vigtigt, at vi har historien med os, men det er her og nu, vi trasker rundt i gaderne mellem hinanden, og det er ordene til os om dét, der først og fremmest er på færde herinde under de gamle hvælvinger.

Aarhus

SF og Alternativet vil indføre betalingsring for bilister i Aarhus: - Vi bliver nødt til at bruge både pisk og gulerod

Østjylland

Trods forsinkelser og aflysninger: Friske tal viser stor stigning i letbanens passagertal

Annonce