Annonce
Erhverv

Executive mandehørm

Morten Ballisager, stifter, ejer og direktør for det landsdækkende konsulenthus Ballisager. Pressefoto

LEDELSE: Der er så meget kvinder ikke forstår. Blandt andet hvorfor ledelse er et mande-domæne.

Jamen kan I kvinder ikke bare fatte, at ledelse er så forbandet mandhaftigt? Det kræver nosser og eksekvering at stå spidsen.

Hvis nu bare mænd er bedst til at lede. Bedst til at eksekvere testosteron ud over mødelokaler, kundemøder og strategiplaner.

Kvinder har jo alligevel valgt at være cheferne i hjemmet. Så vores sidste mandedomæner er arbejdspladsen og omklædningsrummet.

Problemet er bare, at der er nogle hårde fakta, der peger på, at mænd ikke er bedre ledere end kvinder. De fylder bare mere.

I 2017 spurgte vi knap 700 private virksomheder om mandeledere versus kvindeledere. Tallene fortæller:

86 procent af virksomhederne i den private sektor har flest mandlige ledere.

(Kun) 68 procent af virksomhederne i den private sektor vurderer, at deres bedste leder er en mand.

Det ser altså ud til, at mændene har en overrepræsentation i forhold til, hvor dygtige de er som ledere. Den mandlige lederdominans er markant og usædvanlig.

Også når vi kigger ud ovre landets grænser. Sammenligner vi med Norge og Sverige, så ligner vi næsten et fordums patriarkat i erhvervslivet.

Hvordan kan det egentlig være, at mænd tilgodeses mere end deres dygtighed kan bære, når det handler om at tildele ledertitler?

Inden vi nu kører alskens offer-historier og mandekulturelle årsagsforklaring i stilling, så bør vi ihukomme, at mænds motivationsmønstre på arbejdsmarkedet er bygget op omkring indflydelse og avancement i langt højere grad end kvinderne. Kvinderne er langt mere drevet af relationelle faktorer så som forholdet til chefen og kollegaerne.

Så den helt store bidragsyder til de (for) mange mandlige ledere er, at mænd oftere søger avancementet. Der er slet og ret flere mandlige kandidater i feltet til lederstillinger.

Kvinderne bærer selv en stor del af ansvaret. Så kvoter vil overhovedet ikke virke – med mindre vi synes det er ok, at halv-motiverede kvinder overhaler mere dygtige mænd. Sådan skal det ikke være.

Men det er skam ikke den eneste årsag til, at mænd fylder ledelseskontorerne mere end godt er. Bidragsyder nummer to kommer fra headhunterkontorerne:

Vi ved jo godt, at headhunterkontorerne er opholdssted for ”Grå jakkesæt”, der ikke formåede at kravle længere op ad direktørstigen. Nu sidder de så på headhunterbureaet og reproducerer sig selv – i form af flere, der ligner sig selv hældt ind i diverse executive-stillinger. Og lad være med at øffe over det.

Det er i både danske og udenlandske undersøgelser påvist, at når subjekter (mennesker) rekrutterer, så leder de overvejende efter noget, der adfærdsmæssigt og værdimæssigt ligner sig selv. Og ja, der er også et faktum, at headhunterbureauerne er overbefolket af de mandlige grå jakkesæt – du kan selv tjekke deres web.

Kvinder betragtes – for headhuntere – som et risikobetonet valg. Jo højere stillingen er – desto større føles risikoen. Og netop derfor er mandedominansen særlig stor i bestyrelser og på topposterne.

Tredje bidragsyder til problemet er, at kvinder vitterligt undervurderer sig selv i jobmæssige sammenhænge. Udenlandsk forskning peger på, at kvinder normalt føler at de lever op til 60-70 procent af kravene i et stillingsopslag. Mændene derimod føler, at de lever op til cirka 90 procent af kravene.

Ligger det mon i den måde, vi opdrager henholdsvis drenge og piger på? Eller er det fordi vi bruger et mandhaftigt sprog i stillingsannoncerne?

Vi ligger – i lederjobs – ofte vægt på: Evnen til at handle, stræbe efter mål, eksekvere, konflikthåndtere med mere. Det er faktisk områder, som mændene generelt er skarpere til end kvinderne.

Hvad er det så, vi overser hos kvinderne? Jeg synes, at vi overser, at kvinderne er bedre til at skabe samhørighed på et team.

Mændene kan faktisk bedre lide, at teamdynamikken sker ”igennem” dem. Kvinder er – for mig at se – bedre til at sætte sig selv bag teamet og lade dynamikker opstå på teamet, som går uden om lederen. Det er et moderne lederformat, som passer godt til den måde nye generationer gerne vil ledes på.

Og hvor sidder løsningen så? Den sidder kvinderne på. I må sgu mande jer op. Gå efter de lederjobs – ellers sker der ikke noget. Der er momentum lige nu. Aldrig før har der været så stor interesse for at flytte på den urimeligt store kønsmæssige ubalance. I skal gøre noget nu.

Og er der så også håb forude for headhunterne. Tjaaa? De har jo formuleret en ambition om, at en tredjedel af lederkandidaterne skal være kvinder. Det synes jeg er ret kært.

Og så kommer teknologien os formentlig til undsætning: Om fem år vil det være meget mere udbredt med en kønsneutral rekrutteringsproces – i hvert fald frem til det første personlige møde. Det kan blive en ”gamechanger” – hvis da ikke kvinderne kommer teknologien i forkøbet.

Annonce
Morten Ballisager, stifter, ejer og direktør for det landsdækkende konsulenthus Ballisager. Pressefoto

Klummen

Morten Ballisager er stifter, ejer og direktør for det landsdækkende konsulenthus Ballisager, der arbejder med rekruttering, outplacement og karriererådgivning. Virksomhedens hovedsæde ligger i Aarhus. Har du kommentarer til denne klumme, kan du kontakte Morten Ballisager direkte på mb@ballisager.com
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Ingen skal være ensomme

”Ensomhed. Det er en følelse, som rammer mange. Det gælder ikke alene socialt udsatte, det gælder ældre mennesker, som ser deres ægtefælle og deres jævnaldrende falde fra – hvor blev de af, alle de, der fyldte hverdagen? Men det kan ligeså vel gælde børn og ganske unge mennesker. Hvem vil lege med mig? Hvem har jeg at snakke med? Ikke bare på Facebook, men rigtigt: ansigt til ansigt under fire øjne med en jævnaldrende eller med en, der er ældre, og som man kan betro sig til. En at dele sine tanker med. Vi har brug for at tale sammen, også om ensomheden. Vi har brug for hinanden. Vi har brug for at få bekræftet, at vi betyder noget.” Sådan sagde vores kloge dronning blandt andet i sin nytårstale. Og som sædvanligt har majestæten ret: Ingen skal være ensomme. Men ensomheden er opstået i takt med at tidsånden, hvor samfundet har udviklet sig til, at vi alle er vores egen lykkes smed. Vi er omringet af en syg mig-mig-mig-kultur, hvor de stærkeste med lethed overlever på første klasse, mens de lidt svagere fuldstændig kynisk efterlades på perronen, når eksprestoget buldrer afsted. Aldrig har der i Statstidende været så mange efterlysninger af pårørende til en ensom afdød, og det sker oftere og oftere, at man hører om en person, der er fundet død i sin lejlighed – en måned efter døden indtrådte. Og ikke så sjældent er det en besøgsven, der finder afdøde. En besøgsven – smag lige på ordet! Jamen, hvad er det for en uorden? Hvorfor kan vi i et lille land som Danmark ikke tage os bedre af hinanden? Vi skal huske kontakten til familiemedlemmer, til gamle venner, til naboerne og til dem vi møder på vores vej. Glem nu for pokker den dér med, at vi vil ikke blande os – vi skal netop blande os, være nysgerrige, vise interesse og omsorg – ja, kort sagt: gøre noget!

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];