x
Annonce
Livsstil

Får min hustru min tjenestemandspension udbetalt, når jeg dør?

Illustration: Julie Gry Sveistrup

? Hej Monica Kromann - jeg er separeret, men ikke skilt, fra min tidligere hustru. Vi har et fælles barn, og jeg har et barn fra et andet forhold. Vi er begge tjenestemænd, hun er stadigvæk aktiv, og jeg er pensioneret. I tilfælde af min død vil min tjenestemandspension så blive udbetalt til min hustru?

Jeg ser frem til dit svar.

Hilsen Lars

Annonce

! Hej Lars - tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse.

Såfremt du og din hustru fortsat er separeret, eller hvis I bliver skilt, kan din hustru bevare retten til ægtefællepension efter din død i visse tilfælde.

Det afgørende er, hvornår I blev separeret, idet loven om bevarelse af ret til ægtefællepension ved separation og skilsmisse trådte i kraft 1. januar 2007, hvilket er det afgørende skæringstidspunkt for, hvilke betingelser der skal være opfyldt.

I det tilfælde, hvor I blev separeret før 1. januar 2007, og hvor I ikke er blevet skilt før dødsfaldet, har din hustru ret til ægtefællepension efter de almindelige regler, hvis det opløste ægteskab var indgået:

- inden du som den afdøde tjenestemand fyldte 65 år.

- før du som tjenestemand blev afskediget med ret til tjenestemandspension.

- mindst tre måneder før dødsfaldet.

Er I blevet skilt eller separeret 1. januar 2007 eller senere, kan der være ret til ægtefællepension, hvis:

- din hustru ikke har giftet sig igen.

- jeres ægteskab har varet i mindst fem år, inden datoen for separationen eller skilsmissen.

- det ikke er bestemt i vilkårene for separationen/skilsmissen, at retten til ægtefællepension bortfalder.

- det er et vilkår for separationen/skilsmissen, at tjenestemanden har pligt til at betale underholdsbidrag. Dette skal enten være et underholdsbidrag, som Familieretshuset har fastsat, eller være et af jer aftalt bidrag.

Med venlig hilsen

Monica Kromann, advokat (H)

Annonce
Annonce
Danmark

Her er de nyeste corona-tal:

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

Fra 10-15 millioner til uvished om AGFs regnskab: - Vi kan simpelthen ikke regne ud, hvilket resultatet vi ender med

Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Danmark

Live: Campingpladser kan holde åbent for gæster i påsken trods corona

Aarhus

Hold afstand: Vi skal vænne os til at møde politiet i naturen

Annonce