Annonce
Debat

Får vi en undskyldning for 'trafikbæen' ved Dokk1?

Det kan koste kørekortet, hvis man som her overtræder færdselsloven på Mindet ved Dokk1, Aarhus. Foto: Jens Thaysen

At politikere nødigt vil indrømme fejltagelser over mislykkede resultater, er de fleste mennesker enige om. Trist er det, at borgere yderst sjældent oplever en politikers indrømmelse af og - om nødvendig - en undskyldning for en politisk besluttet godkendelse af et projekt, der er mislykket, uanset antallet af implicerede rådgivere, konsulenttjenester og embedsfolk.

De trafikale problemer ved Dokk1 på havnen i Aarhus har voldt problemer i lang tid og gør det stadig uden beklagelser eller en udtalt undskyldning fra politisk side over den klare "trafikbæ", der fejlagtig er lagt ved Dokk1. Hvorfor mon? Måske er man bange for at tabe ansigt, eller er det måske, fordi mange politikere har tillagt sig den uvane, at de, når de bliver spurgt, benægter og bortforklarer fejltagelser, oftest med "uld i mund" - dog velvidende, at alle mennesker begår fejl. De fleste mennesker indrømmer fejl, politikere har svært ved det.

En vis mand sagde engang: "Nogle erkender udelukkende små fejl for at gøre det klart, at de ikke har begået nogen store".

Man kan spørge, om en ærlig offentlig erkendelse af noget juks kan bruges til noget? Ja da! Ærlighed fremmer forståelsen for en fejlslået handling. En betydelig respekt kan ofte opnås ved en klædelig offentlig erkendelse af - i det mindste - synlige eklatante fejltagelser. En politikers eftermæle vil være mere positivt ved fratrædelse og år derefter. Andre vil nok spørge på engelsk:" Who cares?"

Politikere bør altid være fokuserede på at tjene både samfund og borgere bedst muligt. Med netop det for øje stemmer vi vælgere på det parti eller den politiker, vi tror, vil tjene os bedst. Skuffede bliver vi borgere, når vi føler os snydt i sager og projekter, der viser sig at være fejlagtig disponeret, men godkendt af politikere.

Derfor vil det være en glædens dag, når og hvis byens borgmester træder frem i offentligheden og - på egne og den trafikansvarlige rådmands vegne - beklager den trafikale tumult ved Dokk1 og undskylder det misfungerende resultat samt det nuværende frakørselsdoktrin fra Dokk1, for derefter at præsentere en ny praktisk trafikplan for havneområdet, der logisk kan gelejde trafikanter på rette vej.

Et nyligt præsenteret og illustreret forslag i avisen anbefaler, at Sydhavnsgade i nordlig retning via Balticagade og spidsen af Honnørkajen forbindes med en smart vippebro til Bestseller-kajen og Kystvejen/Nørrebrogade. Således vil en nordlig omfartsvej være praktisk for mange, og trafiktumult vil formindskes betydeligt omkring Europaplads og Dokk1. Alternative løsninger er måske på tegnebrættet. "Rethinking" er stadig og evigt aktuelt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Annonce