Annonce
Kultur

Fælles genforeningsværk: Grænseoverskridende broderi

Susanne Mikkelsen vinder garn op i små sløjfer. Hun er netop blevet efterlønner og leder efter noget at bruge sin nyfundne frihed til. Blandt andet har hun tænkt sig at komme i gang med at brodere igen, og derfor deltager hun i "Grænseløse Sting". Foto: Birgitte Carol Heiberg
Trapholt og tekstilkunstner Iben Høj turnerer i disse måneder landet, for at få håndarbejdende kvinder og mænd til at bidrage til et stort, broderet fællesværk. "Grænseløse Sting" hedder kunstværket, der bliver til i anledning af 100-året for genforeningen. Avisen tog med til en workshop på Billund Bibliotek. En broderiaften, hvor overraskende mange grænser bliver mødt og (de fleste) krydset.

- Hvad kalder man en mand, der broderer?

Spørgsmålet bliver stillet i døren, hvor Leif og Ellen Hygum netop er dukket op. Det er Leif Hygum, der er interesseret i svaret, for han har gennem 50 år broderet. Inspireret af sin hustrus ihærdige håndarbejde lærte han korssting og gav sig i kast med nål, garn og stof. Hans største værk er rammet ind og hænger i deres hjem i Billund. Det er et kort over København, som hovedstaden så ud i 1648.

- Det tog mig 40 år, men det skal du ikke skrive, griner han.

Ægteparret er kommet til broderiaften på Billund Bibliotek for at deltage i Trapholts og Iben Højs store, fælles kunstværk ”Grænseløse Sting”. Kunstmuseet har inviteret brodøser til workshops over hele landet for at bidrage til værket, der er Trapholts fejring af 100-året for genforeningen.

Det var kategorien brodøser, som Leif Hygum ikke følte sig helt tilpas i. Men som lokalet fyldes, viser det sig, han er ret alene med sin forundring over betegnelsen, da de andre 40 deltagere alle er kvinder.

Annonce

"Grænseløse Sting"

"Grænseløse Sting" bliver til på workshops og broderiaftener i hele landet.

26. februar: Broderiaften på Trapholt fra 18-20.30: Oplæg ved Kirsten Rykind-Eriksen, Kulturforsker om Synåle, kniple- og strikkepinde som kampmidler, design og tekstil – grænser og national identitet. (Venteliste)

4. marts: Broderiaften på Trapholt fra 18-20.30: Oplæg ved Astrid Skibsted – Effektiv spild af tid. Om grænser i det tekstile arbejde. (Venteliste)

8. marts: Workshop i København klokken 13-16: Galleri A Petersen, Kløvermarksvej 70, 2300 København S – Kontaktperson: Tine Wessel mail: tinewessel@email.dk (Kun for årskorthavere)

11. marts: Workshop i Skals: Højskolen for design og håndarbejde, Højskolebakken 21 – 8832 Skals – Kontaktperson: Helle Mogensen tlf. 86694064, mail: skals@skals.nu

15. marts: Workshop i Ribe klokken 12.00 – 15.00: BrodeRibe 2020, Broderifestival – Kontaktperson: Lisbet Krogh Nielsen mail: info@broderibe.dk

17. maj er udstillingen af det broderede værk på Trapholt åben. Det kan ses frem til slutningen af oktober 2020.

Projektet er støttet af Kulturministeriets og Folketingets pulje til markering af Genforeningsjubilæet 2020, Kolding Kommunes Genforeningspulje, Kvadrat og Statens Kunstfond.

En stille protest

Det var også kvinder, der introducerede broderiet som en skjult politisk protest, dengang Sønderjylland hørte til Tyskland. Ligesom de danske sønderjyder udtrykte deres ellers unævnelige nationale tilhørsforhold i forsamlingshusene og ved kageborde, broderede man også røde og hvide symboler, rigsvåben eller gengivelser af danske slotte og Dybbøl Mølle ind i klokkestrenge og pyntepuder.

- Kvinderne brugte håndarbejde til at udtrykke deres identitet med. Det var en stærk, stille protest, siger Iben Høj, tekstilkunstner fra Kerteminde.

Hun er kunstneren bag værket "Grænseløse Sting". Inspireret af falmede dannebrogsflag har hun skabt former og fundet farver, som værket skal laves i. Trådene er forskellige nuancer af rød. Stoffet er som korset i flaget. Og det er mere end 800 frivillige kvinder og mænd, der skal brodere motiverne. Så håndarbejdstraditionen og fællesskabet bliver det centrale i kunstværket. Iben Høj samler alle bidragene til et gigantisk fællesværk, der udstilles på Trapholt fra 17. maj 2020.

Inden da rejser hun landet rundt til workshops og broderiaftener for at dele materialer ud og inspirere både kvindelige brodøser og mandlige ditto til at udtrykke deres opfattelse af grænser i nål og tråd.

- Udgangspunktet er, hvad hver enkelt forstår ved grænser. Broderiets fysiske langsommelighed forbinder tankerne med kroppen. De hundredvis af bidrag bryder personlige grænser og bliver et fysisk billede på, hvad der kan skabes i fællesskab, siger Trapholts museumsdirektør, Karen Grøn.

Grænse og broderi

En februaraften i Billund er bordene i bibliotekets store sal fyldt af mennesker. Der er kaffe på kanderne og kage på fade. Alle er her for at brodere et bidrag til "Grænseløse Sting".

- Når man har broderet i så mange år, er det svært at blive ved med at lave noget, man kan bruge. Eller som børnene kan have. Jeg mangler nok noget inspiration, siger Ellen Hygum, og hendes mand tilføjer, at det alligevel er begrænset, hvor mange klokkestrenge man kan have hængende i en stue.

Derfor har ægteparret bevæget sig mod andre håndarbejdssysler. Han laver puslespil i træ, og hun strikker sweatere, som den Leif Hygum har på. Men "Grænseløse Sting" giver dem en mulighed for at brodere igen, uden at det havner i skuffen.

- Jeg har altid gået meget op i håndarbejde. Det er så afslappende, siger Ellen Hygum.

Og det er den generelle idé ved bordene. Susanne Mikkelsen fra Vejen forsvinder i sit håndarbejde, så hun ikke kan koncentrere sig om andet. Kirsten Fogt, der er håndarbejdslærer i Knudepunktet i Vejen, synes, at hun med nål og tråd i hænderne får ro, mens det for Kira Lysdal fra Hegnsvig nærmest er terapi at brodere eller sy patchwork.

Alligevel er der noget, der rykker ved roen. For kunstprojektet er også grænseoverskridende på flere planer. Leif Hygum melder sig ud, da han opdager, at han selv skal finde på. Han arbejder helst efter mønstre og kun med korssting. Ellen Hygum er også skeptisk og vil helst have håndarbejdet med hjem, så hun vinder tråd op i forskellige røde farver og håber, at inspirationen kommer til hende senere.

Sådan er der mange, der reagerer. Kun få tager nålen frem og begynder værket i løbet af aftenen.

- Min grænse bliver overskredet allerede ved at skulle brodere, siger Susanne Mikkelsen og fortæller:

- Jeg har ikke broderet, siden jeg gik på håndarbejdsseminariet i Højer i 1990. Så det er grænseoverskridende bare at skulle i gang med det igen. Men dette er en god anledning til at prøve kræfter med det. Til at sprænge mine vante rammer. Jeg er også blevet efterlønner og prøver at finde ud af, hvad jeg skal bruge al den frihed på.

- Den skal man fylde med broderi, mener Kirsten Fogt på den modsatte side af bordet.

De er begge perfektionister. Det skal se ordentligt ud, når det skal udstilles.

"Grænseløse Sting" er et fællesværk, der bliver lavet af håndarbejdende mænd og kvinder over hele landet. Temaet er grænser, farverne er røde og hvide som falmede dannebrogsflag, og anledningen er 100-året for genforeningen. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Ro og fred

Ægteparret Hygum har fået jakkerne på igen. Men inden de går, dukker Leif Hygum op.

- Brodør, siger han og griner.

- Det kan du kalde en mand, der broderer.

Hans hustru har pakket materialerne ned, og skal hjem og hitte på. I ro og fred.

29. marts skal hendes og alle de andre brodøser og brodørers bidrag afleveres på Trapholt. Alle deltagere bliver inviteret til ferniseringen af det enorme fællesværk, som kan opleves på Trapholt fra 17. maj til slutningen af oktober 2020.

Tekstilkunstner Iben Høj snakker med Susanne Mikkelsen fra Vejen. Det er grænseoverskridende for Susanne at bidrage til værket, da det er årtier, siden hun sidst har broderet. For Iben Høj bliver grænserne rykket, da hun ikke ved, hvad hun får ind fra alle deltagerne. Kun at det skal blive til at gigantisk samlet værk i rød og hvid. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Stoffet bliver undersøgt og udvalgt nøje. Der er forskellige størrelse og forskellige nuancer af hvid. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Ellen Hygum (til højre) vinder garn op til broderiet. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Bidragene skal alle laves med de samme materialer. Det er tekstilkunstner Iben Høj, der har udvalgt farverne, der alle er forskellige nuancer af rød. Farvevalget skal give værket sammenhæng og sende referencer til dannebrogsflag. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Bidragene skal alle laves med de samme materialer. Det er tekstilkunstner Iben Høj, der har udvalgt farverne, der alle er forskellige nuancer af rød. Farvevalget skal give værket sammenhæng og sende referencer til dannebrogsflag. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Et stykke stof og tråd. Så mangler inspirationen til motivet bare. Langt de fleste deltagere tog materialerne med hjem for at finde på i ro og mag. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Inspirerende broderiprøver, der viser forskellige former for sting. Der er ingen krav til, hvordan man broderer, eller hvad motivet er. Bare værket udtrykker temaet grænser. Foto: Birgitte Carol Heiberg
"Grænseløse Sting" bliver broderet af 800 danskere på flere workshops i hele landet. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Kira Lysdal og Kirsten Fogt snakker om inspiration til broderierne. De skal begge hjem og lave skitser, inden de går igang med motivet. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Der er stor interesse for, hvad de andre broderer, og der bliver snakket meget om motiver og inspiration på broderiaftenen i Billund. 29. marts afleverer kvinderne deres bidrag til Trapholt, og i maj er alle deltagere inviteret til fernisering på fællesværket. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Annonce
Annonce
Danmark

Her er de nyeste corona-tal:

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

Fra 10-15 millioner til uvished om AGFs regnskab: - Vi kan simpelthen ikke regne ud, hvilket resultatet vi ender med

Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Danmark

Live: Coronavirus ændrer studentereksamen - alle afgangselever skal op i færre fag 

Aarhus

Hold afstand: Vi skal vænne os til at møde politiet i naturen

Annonce