Annonce
Fødselsdage

Fødselsdag: Rødderne forfølger Mozaffari

Forfatter og islamforsker og -kritiker Mehdi Mozaffari fylder 80 år torsdag 21. november. Foto: Flemming Krogh
Tidligere professor på Aarhus Universitet og islamkritiker Mehdi Mozaffari er født i Iran, men dansk statsborger. Det har givet ham indrejseproblemer til USA. Torsdag 21. november fylder han 80 år.

80 Fortiden indhentede for nylig Mehdi Mozaffari fra en noget uventet kant.

Han er født i Iran, men er nu dansk statsborger. Forfatter, islamforsker - og islamkritiker - og tidligere professor på Aarhus Universitet. Han er også en mand med erfaring. Torsdag 21. november fylder han 80 år, men alt det var ligegyldigt i slutningen af januar 2017 - kort efter, at Donald Trump var tiltrådt som USA's præsident. Eller rettere, der var én ting, der ikke var ligegyldigt, nemlig Mozaffaris fødested.

Trump indførte midlertidigt indrejseforbud til USA for personer, der var statsborgere i syv muslimske lande, herunder Iran. Det ramte folk med dobbelt statsborgerskab og også personer, der var født i et af landene, altså også professor emeritussen fra Aarhus.

- Nu kan jeg ikke rejse til USA, fordi jeg for 77 år siden blev født i Iran, konstaterede Mehdi Mozaffari dengang.

Han skulle ellers til USA for at promovere en bog om truslen fra islamiske ekstremister, netop den slags personer, som Trump med sit tiltag ville holde ude.

Islam er noget, der har fulgt Mozaffari hele livet, på godt og ondt. Som ung blev han tvunget i koranskole og var oprindelig tilhænger af en revolution i sit fødeland. Han studerede jura på Teherans universitet, men senere tog han til Paris for at læse på universitetet Sorbonne i den franske hovedstad.

I Paris fandt Mozaffari sin danske kone, og han tog sin nye familie med tilbage til Teheran, efter at han i 1971 fik sin doktorgrad. I 1978 og 1979 kom revolutionen og opgøret med shahens diktatur. Det var ayatollah Khomeini, der ledte den islamiske revolution.

Mozaffari fik i 1979 ansættelse på Sorbonne og forlod sammen med sin familie Iran. Ikke længe efter fandt familien vej til Danmark, hvor han blev ansat på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Her begyndte han en akademisk karriere, hvor han brugte sine kræfter på at forske i Khomeinis islamisme, som Mozaffari er meget kritisk over for.

I 1998 udfordrede han i bogen "Fatwa" det islamisk-juridiske grundlag for fatwaen mod forfatteren Salman Rushdie. 15 år senere kronede og sluttede han sin akademiske karriere med bogen "En Orientalsk Totalitarisme". Heri beskriver han islamisme som en totalitær ideologi, der udsprang fra første verdenskrig, da imperierne i Tyskland, Italien, Rusland og Det Osmanniske Rige faldt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Annonce