Annonce
Kultur

Først skal kunsten vises, siden spises

<p>Song Dong viser nye værker sidst på 2017 i Kunsthal Aarhus. Foto: Kim Haugaard</p>

Kineseren Song Dong vender tilbage med nye, spektakulære værker.

Den store kinesiske kunstner Song Dong har vist nogle af sine værker to gange i Aarhus, og hver gang har det vakt opsigt.
Annonce
Denne kæmpe lysekrone, som er lavet af plasticemballage, viste Song Dong på Aros indtil maj i år. Foto: Kim Haugaard
Nu kommer han igen med nye, spektakulære ting.
Mormoderens hus med alle de mange enkeltdele var udstillet i Kunsthal Aarhus. Pr-foto
I forbindelse med, at Aarhus er kulturhovedstad kommer Song Dong med en soloudstilling i slutningen af 2017 i Kunsthal Aarhus.
De to foregående gange har han optrådt først i kunsthallen og siden på Aros i udstillingen »A New Dynasty - Created in China«, der sluttede i maj.
Her viste han en kæmpe lysekrone, der ved nærmere øjesyn viste sig at bestå af brugt plastikemballage.
Tidligere havde han i Kunsthal Aarhus vist en kæmpe rekonstruktion af sin mormors hus, der omgives af de tusinde ting, som hun samlede i sit liv.
Dengang havde udstillingen lige været vist på Museum of Modern Art i New York.

Spiselig model af Aarhus

I 2017 viser Kunsthal Aarhus soloudstillingen »Collaborations« (»Samarbejder«). Her begynder Song Dong med at lave en spiselig model af Aarhus og en åben forestilling, hvor borgerne kan spise byen, der er lavet af kiks.
Værket »Eating the City« markerer starten af kunsthallens fejring af kulturhovedstaden.
Samtidig vil Song Dong udvikle sit værk, arkitekturinstallationen »The Centre of the World« (»Verdens Centrum«) i haven ved Kunsthal Aarhus i J. M. Mørks Gade.
Det nye værk tager udgangspunkt i den grundlæggende forestilling om et kinesisk tempel og skaber en arkitektonisk platform for aktivt medborgerskab i midtbyen. Det placerer Aarhus i verdens centrum.
Song Dong ser projektet som en handling af gæstfrihed. Han inviterer folk ind i et fælles rum for at udveksle ideer og tilbyder en platform for ytringsfrihed.
Allerede i begyndelsen af 2017 viser Kunsthal Aarhus den schweiziske kunstner Thomas Hirschhorn, der er internationalt anerkendt for sine installationer, collager og sociale happenings i det offentlige rum.
Der er altid et politisk budskab i hans værker.
Her præsenterer han en serie af pixelcollager, hvor det vigtigste budskab i billedet står skarpt, mens resten er pixelleret.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Bears vandt snævert i København

Blog

Erindrings-containere

Da jeg forleden skulle have gudstjeneste i domkirken, kom jeg i god tid og besluttede mig for, at gå en tur i de omkringliggende gader, inden jeg skulle ind og have kjolen på - som man siger i min branche. Der er nu også noget særligt ved at gå rundt om morgenen i en søndagsstille by. Et par søvndrukne fædre er blevet sendt ud med barn og barnevogn, for at mor kan få en time ekstra på øjet, et ungt festramt menneske søger efter en åben kaffebar, og en enkelt turist kommer skramlende med sin rullekuffert. Men når byen på den måde er overladt til sig selv og duerne, kragerne og mågerne, så er det, synes jeg, også som om tiden står lidt mere stille, Eller måske er det nærmere som om erindringerne - både ens egne personlige og de fælles historiske - presser sig mere på. Har man som jeg haft en fortid i byen husker man måske begivenheder, gamle venner man gik rundt sammen med, søde piger, der boede henne om hjørnet. Nogle gange er det så også som om kvarterets gamle bygninger og havets nærhed taler om endnu ældre tider, om kannikker, sømænd, handelsfolk og larmende drukkenbolte. Og er du først i dét hjørne er det lidt ligesom at du blidt løftes ud af 2019 for at blive en lille del af byens store erindring. Og har du så oven i købet, som jeg havde det forleden, et ærinde inde i domkirken, så er det en stemning eller fornemmelse, der ikke sådan lige slipper dig. Domkirken er, som så mange andre af de mange gamle kirker vi er privilegerede med her i stiftet, også en erindrings-container. Billederne, gravminderne, døbefonten, hele bygningsværket er som lag af historie, der har lejret sig i rummet. Ikke død historie, men historie der taler til os, der lever og trækker vejret her i 2019 med alt, hvad dertil hører. Den gamle kirke husker for os alle, og derfor rummer den os alle. Da jeg kom hjem til Aarhus for fire år siden var det efter 28 års fravær. Det var godt at være tilbage. Vi travede rundt i gaderne, genoplevede gamle stemninger og glædede os over gensynet. Men der gik et par år, før jeg begyndte at få øje på alle højhusene, byggerierne og boligområderne, der var skudt op siden vi forlod byen i 1988. Det var ligesom mine øjne indtil nu havde nægtet at se dem. Det gamle Aarhus havde i min bevidsthed ikke villet vige pladsen for det nye. Der findes et sted inde på YouTube, en lille film, der er optaget på en køretur fra Randersvej og ind gennem Aarhus i netop 1988. Det var den film, der blev ved at med at spille for mit indre blik, og som også gjorde jeg hele tiden forventede at møde de gamle venner og kærester nede på gågaden. Sådan kan fortiden nogle gange lægge en tung hånd på vores skulder. Ikke mindst, når vi bliver ældre og den af gode grunde fylder mere og mere, og vi gerne vil tale om den, indtil vores børn får et træt udtryk i øjnene. Men hvad jeg gerne vil undgå – og her kommer jeg tilbage til mit ærinde den anden søndag – det er, at historien også helt bemægtiger sig kirkens historiske rum. Forstået sådan, at det der siges inde i den, hele tiden har adresse til os og det mudrede og sammensatte menneskeliv vi lever nu og her i dag. Nok er den en erindringscontainer, kirken, og nok er det vigtigt, at vi har historien med os, men det er her og nu, vi trasker rundt i gaderne mellem hinanden, og det er ordene til os om dét, der først og fremmest er på færde herinde under de gamle hvælvinger.

Aarhus

SF og Alternativet vil indføre betalingsring for bilister i Aarhus: - Vi bliver nødt til at bruge både pisk og gulerod

Østjylland

Trods forsinkelser og aflysninger: Friske tal viser stor stigning i letbanens passagertal

Annonce