Annonce
Kultur

Falmede hiphop-guder i Royal Arena

Wu-Tang Clan var klart aftenens højdepunkt i Royal Arena til Gods of Rap tirsdag aften. Arkivfoto: Axel Schøtt
Der var sjældent svære arbejdsbetingelser for De La Soul, Public Enemy og Wu-Tang Clan i en halvt fyldt Royal Arena, hvor lyden på ingen måde var guddommelig til Gods of Rap tirsdag aften.

For en gammel hiphopper var det næsten ikke til at tro, da trippel-koncerten med De La Soul, Public Enemy og Wu-Tang Clan blev offentliggjort. Det ville svare til, at man arrangerede en grungekoncert med Nirvana, Soundgarden og Pearl Jam. Ordet episk slår nærmest ikke til.

Men flere elementer forhindrede desværre, at koncerten blev det historiske brag, der var lagt op til. Det siger næsten sig selv, at tirsdag aften ikke er optimal til at give den maksimalt gas. DSB giver for tiden heller ikke optimale vilkår til fynske og jyske koncertgæster, da rejsetiden er nærmest uendelig på grund af sporarbejde og togbusser. En rejsetid på fire timer mellem Ørestaden og Odense er ikke just motiverende efter fire timers koncert.

Det værste er dog næsten, at lyden er decideret jammerlig under store dele af koncerten. Under De La Soul er det i flere numre umuligt at høre de to rappere Posdnous og Trugoy, mens selve musikken lyder som en grå grød af sammenkogte beats.

De La Soul er klart underdog'en i aftenen lineup, og deres 40 minutter lange optræden understreger da også, at New York-gruppen ikke har skabt sange, der er bare i nærheden af at matche Public Enemy eller Wu-Tang Clan.

De to rappere klovner alt for meget til min smag, og som altid er det svært at blive begejstret, når man for 15. gang på en halv time bliver bedt om at fægte med armene eller råbe med på de efterhånden tyndslidte hiphop-koncertklicheer. Hvis man skulle bunde en shot, hver gang der råbes "Copenhagen" eller "Denmark", ville det kræve et badekar. Og det er desværre et fænomen, alle tre grupper praktiserer.

Annonce

Amputeret gruppe

På forhånd var jeg ikke i tvivl om, at rapperen Chuck D fra Public Enemy var i god form. Hans deltagelse i Prophets of Rage har holdt ham skarp, og det er i den grad hans fortjeneste, at Long Island-gruppen ikke grundstøder i Royal Arena.

Chuck D, der stiftede gruppen, er det eneste tilbageværende medlem af de fem oprindelige. DJ Lord har været med siden 1998, hvor man må sige, at gruppens storhedstid var slut. Den for mig ukendte rapper Jahi var ingenlunde en værdig afløser for rapperen Flavor Flav, og derfor hvilede der et enormt pres på Chuck D.

Han kæmper dog forbilledligt og får flere af gruppens mest legendariske sange som "Harder Than You Think”, "Welcome to the Terrordome" og "Shut 'Em Down" til at fremstå ganske potente. Undervejs undrer jeg mig over, at man har valgt at lade to uniformerede mænd lege sprællemænd på scenen. Det virker helt sort og bidrager med absolut intet ud over at fjerne fokus fra de to rappere.

De politisk motiverede sange om at bekæmpe dem, der har magten, holder stadig efter 30-35 år. Og publikum i Royal Arena er i hvert fald enige, da Chuck D proklamerer, at krig, Brexit og Donald Trump er noget motherfucking lort.

Gods of Crap

Man har tydeligt kunne mærke i arenaen, at Wu-Tang Clan er den gruppe, flest har købt billet for at opleve. Deres koncert indledes med den berømte Black Panther-hilsen med knyttet næve, og det må alt andet lige være spøjst for en gruppe med lutter sorte medlemmer at se 6000 hvide publikummere bruge så kulsort et symbol.

Allerede fra første nummer, "Bring Da Ruckus", står det klart, at rap-kollektivet er aftenens hovednavn. Det er præcis så ondt, rebelsk og mørkt, som man kunne drømme om.

- Det er sjældent godt, når så mange hvide mennesker råber: "nigga", men i aften får I lov til det, siger holdets anfører RZA, inden de kaster sig over “Shame On a Nigga", hvor afdøde Ol' Dirty Bastards søn, Young Dirty Bastard, får lov at lege med faderens legekammerater.

Mens en duft af sød tobak spreder sig i hallen, understreger de op til ni rappere på scenen, at skønsang ikke er deres metier. Jeg tvivler på, at jeg nogensinde har hørt så mange falske toner på én gang. Bedre går det heldigvis med rap-delen, hvor Raekwon, Ghostface Killah, RZA, GZA og resten af slænget minder mig om, hvor sublimt og nyskabende kultalbummet "36 Chambers" var, da det udkom i 1993, da jeg begyndte på gymnasiet.

Gruppens første single "Project Ya Neck" leveres i en bombastisk udgave, der sætter det fyldte gulv i arenaen i bevægelse. Set og hørt over hele aftenen var der for lidt at blive oprigtig bevæget af. For ringe lyd, for mange ligegyldige krumspring og flere rappere, som ikke længere har luft eller teknik til at levere den kvalitet, der bragte dem til tops for 30 år siden. Efter de første to optrædener var jeg tilbøjelig til at døbe aftenen "Gods of Crap". Helt så slemt endte det ikke.

Om koncerten:

Royal Arena, København, tirsdag 21. maj: Gods of Rap med De La Soul, Public Enemy og Wu-Tang Clan

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Ligestillingsministeren skylder stadig svar

Det glæder mig, at mit indlæg (4. november, red.) om regeringens sløvsind på ligestillingsområdet nåede frem til rette vedkommende. Ligestillingsministerens modsvar (8. november, red.) lader dog noget tilbage at ønske, så jeg håber, han læser med endnu en gang. Mogens Jensen forstår mig helt rigtigt, når han tager mig til indtægt for, at ligestillingen ikke halter i Danmark. Faktisk er Danmark det næstmest lige land i EU, kun, overgået af Sverige, ifølge en ny undersøgelse fra EU’s ligestillingsinstitut. Senest har Megafon også bedt danskerne tage stilling til, om kampen for ligestilling mellem kønnene er gået for vidt. Når 43 procent af de adspurgte erklærer sig enige i det udsagn, fortæller det mig, at danskerne generelt oplever en høj grad af lighed. Det kan Mogens Jensen jo tage med, før han taler ligestillingen længere ned, end virkeligheden tillader. Selv om det generelt går godt med ligestillingen i Danmark, mener jeg stadig, der er plads til forbedring. Det ville Mogens Jensen også vide, hvis han læste, hvad jeg skrev. Meget belejligt undlader ministeren fuldstændig at forholde sig til mine tre eksempler på steder, hvor ligestillingen er udfordret. Ligestillingsministeren skylder stadig et svar på, hvad han vil gøre for at hjælpe de mange kvinder i visse etniske minoritetsmiljøer, som lever i social kontrol uden frihed til at bestemme selv. Når Mogens Jensen undlader at forholde sig til en af vor tids største ligestillingsudfordringer, er det så, fordi han ikke har nogen svar på at løse problemstillingen? I så fald vil jeg opfordre ham til at komme i gang med arbejdet. Jeg mangler også Mogens Jensens svar på, hvordan han vil hjælpe de prostituerede, som ikke ønsker at forlade miljøet, men som i stedet ønsker rettigheder svarende til deres pligter. Hykleriet skriger jo til himlen, når socialdemokraterne med den ene hånd tager imod skattebetaling fra de prostituerede og med den anden hånd peger stigmatiserende på dem. På trods af uenigheden vil jeg rose Mogens Jensen for at afsætte midler til en undersøgelse af internetfora, hvor navnlig unge mænd opildner hinanden til diskrimination og seksuelle krænkelser mod kvinder. Det hører ingen steder hjemme, og det vil jeg gerne rose ministeren for at reagere på. Når det er sagt, savner jeg stadig Socialdemokraternes reflekterede bud på at løse nogle af vor tids største ligestillingsudfordringer. Det gælder ikke mindst i landets ghettoområder, hvor ligestilling langt fra er normen. Jeg er med på, at socialdemokraterne tror, de kan løse problemerne ved at bruge flere penge, men er det virkelig Mogens Jensens alvor at løse de store sociale udfordringer med et kursus og en kampagne til 600.000 kroner? Endelig vil jeg gerne opfordre ministeren til at tale ligestillingen op i stedet for ned. Det er muligt, at ligestillingen halter i Mogens Jensens hoved, men det generelle billede viser Danmark som et af verdens bedste lande, når det kommer til rettigheder og muligheder for alle mennesker.

Kultur

To gange L.O.C. på hjemmebane

Annonce