Annonce
Aarhus

Falsk VVS'er skal i fængsel: Dømt for tricktyverier mod ældre

Fængselsstraf til tricktyv, der udgav sig for at være VVS'er. Foto: Scanpix/Iris

Efterforskere hos Østjyllands Politi kunne genkende tricktyvs fremgangsmåde.

AARHUS: Idérigdommen fejlede ikke noget. Derimod stod det skidt til med det moralske kompas for en 40-årig mand fra Aarhus.

Fire gange i år stjal penge og smykker fra ældre mennesker i deres hjem. Tyverierne foregik i de ældres hjem, hvor han bankede på og udgav sig for at være VVS'er eller plejer, hvorefter han ubemærket fik fat i forskellige værdigenstande og forlod stedet.

Det koster ham nu fængsel i et år og tre måneder, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

15. juli besøgte den 40-årige tre forskellige adresser i Viby. En kvinde på 77 år fik stjålet 600 kroner under den falske VVS'ers visit. En 89-årig kvinde mistede sin pung under besøg fra "hjemmeplejen". Og en 58-årig fysisk handicappet kvinde fik taget sit guldarmbånd af den 40-årige tricktyv.

Den fremgangsmåde kunne efterforskerne hos Østjyllands Politi genkende, hvilket fik dem til at rette søgelyset mod den 40-årige, som tidligere er dømt for lignende tyverier. En efterforsker begyndte at undersøge, om tyven havde forsøgt at afsætte guldarmbåndet til en marskandiser.

I en butik i Aarhus gav det pote. 16. juli - dagen efter tyverierne i Viby - stod den 40-årige kendte kriminelle noteret i marskandiserens bog som en person, der havde solgt et guldarmbånd. Armbåndet var stadig i butikken, og det viste sig at være dét, der var stjålet fra den 58-årige.

Annonce

Straf i banken

Den 40-årige havde på det tidspunkt ikke en fast bopæl, men ved at spore hans telefon lykkedes det 15. august en patrulje at anholde ham i et supermarked i Viby. Efterforskningen kunne ud over de tre tyverier i Viby også knytte den 40-årige op på et lignende tricktyveri i marts i Hadsten.

I Retten i Aarhus erkendte han alle fire tyverier. Med i dommen på et år og tre måneder var en reststraf fra en dom for lignende tricktyverier begået tilbage i 2015.

Anklager Pernille Teilberg Jørgensen er tilfreds med dommen.

- Det er grove tyverier, der er gået ud over nogle forsvarsløse mennesker, som er blevet snydt og bestjålet i deres eget private hjem. Derudover er den 40-årige i forvejen kendt for lignende tyverier. Derfor er jeg godt tilfreds med, at den 40-årige nu har fået en længere fængselsdom, skriver anklageren i pressemeddelelsen.

Den 40-årige erkendte forholdene og ankede ikke dommen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Blog: Kampen om Kongelunden

Hvor mange af Aarhus´ byrådspolitikere har fri adgang til AGF´s kampe? I og for sig et ret ukompliceret spørgsmål at få besvaret, ikke? Så jeg sendte i god tro en mail til kommunaldirektøren for Aarhus kommune. Der skete ikke det store. En kommunaldirektør har mange vigtige sager at tage sig af, så håbet var vel bare, at det lille ”?” var sendt nedad. Nå, ja! Nu skal man jo ikke komme med udokumenterede påstande, end ikke i en blog, der står for tastaturantens egen regning. Samme mail, men nu i ny retning: Kulturrådmanden og pressechefen. Her var der hul igennem. Pressechefen replicerede: ”Det er byrådsservice i Borgmesterens Afdeling, der kan svare på dette. Jeg tillader mig derfor at sende spørgsmålet videre til dem”. Den mail var fra d.4. november. Åbenbart er det en større sag for byrådsservice at servicere. Jeg troede i min indgroede naivitet, at man ”vidste sådan noget”. Men det gør man ikke, eller måske man ikke ønsker at oplyse om det! Jeg mener blot, byrådspolitikere får honorar for deres arbejde, inkl. en som bekendt ret favorabel orlovsordning. Så burde det ikke være god skik og brug, at alle ”frynsegoderne” også er offentligt kendte. Nu synes jeg jo ikke, at kulturrådmanden skal betale entré for at klippe snoren til åbningen af et nyt hus i den gamle by. Men der er vel andre ”gratis adgange”, som ikke så indlysende. Det er lykkedes mig én (og sikkert sidste) gang at få fedtet mig ind i VIP-loungen uden at slippe en slante, som det hed dengang AIA, var store i århusiansk fodbold. Og derinde, på ryggen af de gamle stadionhaller og med store panoramavinduer ud mod banen, åbner sig en ny verden, ukendt for den, der er vant til at snige sig ind gennem tælleapparaterne med sin selvfinansierede billet og reservationen til et af de solblegede, fesengrønne plasticsæder. Herinde i varmen er der bløde sæder, mad, snacks og drikkevarer. Rundt om bordene sidder i fortrolig snak adskillige kendte, nogle blot lokale koryfæer, andre med genkendelsesfaktor uden for kommunegrænsen. I min egen beklemte, ubekvemme ukendthed er udvejen at få hamstret en sodavand og hilse på serveringspersonalet, som er lige så ukendte, som jeg er. Men her sidder de altså. Forretningsfolk, sponsorer, popmusikere, gamle fodboldstjerner, klubbosserne, deres håndlangere og minsandten også nogle af byens betroede politikere. Gad vide, hvad de taler om? Dagens kamp? Måske, men ifølge en af mine døtres speciale om beslutningsprocesser i det offentlige regi foregår de ofte ved kaffemaskinen, uformelt, uforpligtende, uden for referat. Befinder jeg mig i en VIP-lobby, hvor trafikken går den modsatte vej? Hvor de indflydelsesrige og beslutningstagerne er inviteret ind på lobbyisternes slagmark på en fri ”transfer” eller? Et par timer inden AGF-Brøndby-kampen (på trods af løbebanen, eller måske mere på grund af en kompetent, no-nonsense-træner vandt AGF fortjent 2-1) mødte jeg bag stadion en af kvarterets beboere, som hilste venligt og lettere indigneret spurgte mig, hvad jeg syntes om stadion-planerne med væddeløbsbanens inddragelse etc. Opildnet af min lydhørhed skosede hun de sammenspiste, teflonbelagte, socialdemokratiske cand.scient.pol-drenge, som åbenbart er Aarhus´ nye herskende klasse. Hvis de vil have projektet gennemført, får de deres vilje! Men så slemt bliver det bare ikke. Når pengestærke, gavmilde givere kan give kommunen 500 millioner kroner til at ”løfte” hele området med Friheden, Stadion, Arenaen, JVB, skovene og Mindeparken, og vel at mærke uden at plastre til med boliger på væddeløbsbanen, så ånder alt idyl. Der er dog et andet men: AGF-direktør Jakob Nielsens ønskestadion koster alene 400 millioner kroner. Det giver jo ikke mange midler til et fuldblods atletikstadion, løsning af det evigt tilbagevendende trafikale kaos (der bliver endnu værre med Mols-linjens flytning) og så det helt indlysende behov, Aarhus har: Den store, indendørs multiarena, der kan matche Københavns royale arena og Hernings "Boksen", og som vil være en langt bedre investering for kommunen end et nyt stadion.

Aarhus

Tivoli Friheden vil bygge en ny scene

Annonce