Annonce
Kultur

Festuge-klumme: Hvor er den henne, magien?

Stadsarkivar ved Aarhus Stadsarkiv Søren Bitsch Christensen. Foto: Kim Haugaard

KLUMME: Jeg går rundt om det næste hjørne og mærker vinden fra bugten slå ind over Store Torv. Det regner lidt.

- Skal vi bare gå rundt? Eller er der noget, vi går efter?

Fingrene roder i lommen efter et sammenkrøllet udklip fra avisen. Det var for dyrt at købe programmet i hårdt pap, så nu står man der med et papir, som regnen er ved at æde sig ind på.

- Det skulle være vildt fedt inde i, det der gøglertelt, siger en.

- Men man skal ligesom også høre musik på Pustervig.

Rådvildheden breder sig, men ingen vil lade sig mærke af det.

Vi er knapt en gruppe at se på. Alle gør sig umage for at være afslappede og falde ind i mængden.

Men vi er en gruppe, og vi er alle lige uvante med det her. Og der er intet, vi hellere vil end falde ind. Lige nu. Og vi aner ikke vores levende råd. Det er festuge i slutningen af 80'erne.

Vi er lige kommet til byen, og Aarhus skulle jo have så meget at byde på. Festugen er vildt kendt, og den ligger lige ved studiestart. Det er en gylden mulighed for at lære byen at kende.

Der er bare ingen, der har fortalt, hvordan man griber den an. Vi kender ingen her. Jeg synes faktisk, det er lidt underligt. Folk er meget fulde, og forventningerne siler ned over os sammen med regnen. Det her skal være begyndelsen på noget stort. Det bliver en fantastisk aften.

Det gør det bare ikke.

- Pas på de der bonderøve fra oplandet, er der en, der siger.

- De kommer bare ind for at slås.

Vi er selv nogle bonderøve. Jeg bestemmer mig for, at jeg ikke kan lide festugen, men jeg siger det aldrig til nogen. Festugen skulle være et kulturmøde, men på mig virker det som det modsatte.

Jeg er havnet i en by, der er meget forskellig fra Aarhus i dag. Fattigfirserne og ungdomsoprør skabte i forening en helt særlig århusiansk ungdom. Jeg havde mødt den første gang som teenager derhjemme. 'Den rullende rottefestival' kom til byen, og der var en smuk pige, der malede mit ansigt med ansigtsfarve.

Der blev taget et billede af mig, der kom i lokalavisen. Jeg kunne vældig godt lide pigen, men jeg kunne ikke gøre op med mig selv, om jeg kunne lide alt det, hun kom rejsende med.

Der var kaospiloter, avantgardister, rockmusikere, punkere og mere eller mindre oprørske studerende. Alle levede under en himmelhvælving af arbejdsløshed og boligmangel. Men der var også alle de andre århusianere.

Dem, der nu sad i teltene og hørte glad musik. Når man gik gennem byen, slog det ind over rælingerne til de indre følelsesskibe, at det var en opdelt by. For os, der kom udefra, var Aarhus vores drømmes mål.

Det var ikke nødvendigt at tænke sig til København, og tog man til udlandet, var det altid for at vende hjem. For at læse. Det var det, jeg nu skulle, men jeg skulle jo også være århusianer.

Og festugen var fast pensum, når man ville være århusianer. Det var nok det, der ramte mig sammen med regndråberne. At det her skulle bare være godt, om det så var det eller ej.

Der var altid temaer dengang. Det kunne jeg ikke lide, kan jeg se i dag. Senere har jeg lært at holde af festugen. Skal det være godt med mig og festugen, skal jeg ikke slentre rundt og vente på miraklet rundt om næste hjørne.

Måske virker det for nogle, men det virker ikke for mig. Jeg vil vide, hvor festugen skal tage mig hen. Jeg lægger mit eget program. Jeg kan bedst lide, når festugen er en stemning og ikke et statement.

Jeg kan bedst lide, når festugen bringer os sammen.

Annonce
Man kan jo altid slå et smut omkring Pustervig, hvor der altid er stemning. Sådan skriver dagens festugeskribent om sine første oplevelser med Festugen. Foto: Axel Schütt
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Racisme skal standses og andet end det

Et fodboldstadion har sin egen retorik. Der er næsten ingen grænser for, hvad publikum tillader sig at råbe efter aktørerne på banen. Det gælder både spillere og dommere, som bliver udsat for tilråb, som kunne have kostet en dom, hvis de var blevet råbt på åben gade. Men stadions har deres egne regler. Mere bliver tilladt indenfor end udenfor. Racisme burde slet ikke forekomme, heller ikke på fodboldstadions. Ethvert menneske har ret til respekt uanset hudfarve, og det er godt, at der nu bliver taget fat på at standse racismen på internationalt niveau. I yderste instans skal en fodbolddommer afbryde en kamp, hvis racistiske tilråb bliver gentaget. Det skete to gange i Bulgarien-England forleden. Men kampen blev spillet færdig. Reglen er ikke uden problemer. Hvis et hold er bagud, og tilhængerne ønsker at få kampen standset, kan de råbe racistiske udtryk, så dommeren må gribe ind. Og så ekstrem som sport på øverste niveau er blevet, er mange parate til at udnytte enhver regel og mulighed for at vinde eller undgå at tabe. Et andet sted kan vi begynde. Herhjemme sker det meget ofte, at tilskuerne råber "ludersøn" efter en dommer, hvis de mener, han har dømt forkert - selvfølgelig mod deres eget hold. Det tilråb er krænkende og uholdbart, og Dansk Boldspil-Union bør give dommeren eller endnu bedre fjerdedommeren ret til at standse kampen, når tilråbet forekommer. I gentagne tilfælde kan han standse kampen helt. Det er også upassende, når fodboldlandsholdet og andre hold synger den sejrssang, som slutter med "store patter". Det er plat og lummert. Selv om der kan være voldsomme fysiske udfoldelser, når det går hårdest til i fodbold, kan spillet også være elegant. Stemningen på et stadion kan være fantastisk og hjertegribende, og stedet bør ikke være skueplads for latrinære, platte, upassende og racistiske tilråb. Det vil også klæde spillet, hvis elegancen føres videre, når kampen er forbi. Spontan jubel og glæde hører med, og den skal der selvfølgelig være plads til, men den kan også udføres værdigt.

Annonce