Festugens spøgelseshus er kun for de modige: - Nogle skriger og græder

AARHUS: Der er nok at være bange for her i verdenen, hvis man tænder for tv'et, kigger på sin smartphone eller besøger diverse nyhedssites på nettet. Men hvor meget af vores frygt i hverdagen er egentlig reel, og hvor meget af den er konstrueret, spørger hollandske Dries Verhoeven, som er kunstner og arbejder med det, han kalder kulturel frygt

- Danmark er et af de mest sikre lande i verden. Alligevel føler mange sig måske usikre, fordi der i den offentlige diskurs er fokus på alt det, vi bør frygte. Derfor kan det være svært at adskille, hvad der er en reel trussel, og hvad der måske blot er et skræmmebillede, forklarer Dries Verhoeven og fortsætter:

- Det er en underlig verden, vi lever i. På den ene side har verden aldrig været mere sikker, og på den anden side bombarderes befolkningen med advarsler. I dag er der ingen tiger, der gemmer sig bag et træ, og farerne gemmer sig måske nærmere i medierne. Det interessante er, at vores frygtreceptorer stadig reagerer på samme måde som for millioner af år siden, idet de hvisker til os: flygt eller kæmp! Det kan være farligt at udsætte folk for konstante advarsler om politiske kriser, for så vil de reagere derefter, mener Dries Verhoeven.

Så hvordan skal vi som befolkning få øjnene op for, hvad der sker, når politikere for eksempel stiller skræmmeeksempler op, som aktiverer de centre i kroppen, der responderer på frygt? Og hvordan skal vi vide, hvornår truslen er ægte? Det er nogle af de spørgsmål, som tematiseres i det kunstneriske spørgelseshus på Bispetorvet under Aarhus Festuge. Dries Verhoeven vil helst ikke afsløre for meget, for en del af oplevelsen ligger også i overraskelsen. Men publikum inviteres på en rejse ind i et telt, hvor man følges ad to og to og udsættes for diverse input, som skal være med til at vise dig, hvordan du reagerer på at blive bange -- om din frygt så er begrundet eller ej.

Phobiarama har været opført i flere forskellige lande, og ifølge Dries Verhoeven har det været meget forskelligt, hvordan befolkningen har reageret på oplevelsen.

I Grækenland stod teltet for eksempel lige udenfor parlamentet, og her blev oplevelsen tolket i et stærkt politisk lys, mens den fik folk til at diskutere de politiske dagsordener på en ny måde. I den anden ende af skalaen reagerede publikum i London og Amsterdam mere personligt, idet de blev overraskede over deres egen frygtreaktion på noget, som de ikke kunne gennemskue.

- Der var mange forskellige reaktioner. Nogle skreg og græd, mens andre rystede eller grinede efter oplevelsen. På den måde kan man sige, at Phobiarama giver dig muligheden for at reflektere over, hvordan din egen krop reagerer på at blive udsat for frygt, understreger Dries Verhoeven, som mener, at vi dybest set også er tiltrukket af fare.

- Vi kender det fra vores fascination af gyserfilm, spøgelseshuse eller rutsjebaner. Her opstår der en adrenalin i kroppen, hvor vi kan træne vores frygtreceptorer i omgivelser, som vi ved er opdigtede. Vi lærer kroppen at slappe af midt i en iscenesat, uhyggelig oplevelse. På samme måde træner vi vores børn, når vi fortæller dem eventyr med uhyggelige karakterer. Men hvad sker der, når politikerne ikke siger, at det her er en performance? Så kan der opstå en panik i samfundet over det ene eller andet emne, der bliver så reel, at vi faktisk ikke kan se, at den er konstrueret, påpeger han.

I værket oplever du en kulturel, iscenesat frygt, og publikum har andre steder beskrevet turen som "at svømme rundt i et Twitter feed."

- Oplevelsen skal gerne gå ind i din krop, for det er her, vi erfarer og måske lærer noget om os selv, afslutter Dries Verhoeven.