Annonce
Kultur

Film: De dør syngende og med støvlerne på

Fyldt med hjertevarme, kærlighed og fællesskabsånd. Petter Sommer og Jo Vemund Svendsens norske dokumentarfilm om musikkens healende kraft er en af efterårets skønneste film.

Filmanmeldelse: Sankthansaften i 2016 giver legendariske Black Sabbath koncert i Norge. Som opvarmning til det ikoniske britiske rockband spiller et kor på 25 velvoksne mænd, Mannskoret. To nævefulde gutter i alderen 40-60 år. Ikke gamle i ordets egentlige betydning, men grånende, smårynkede og trods alt med heavy rocken og punkens Skråt op!-attitude i behold.

Det er mænd fra den musikgeneration, der er indstillet på at dø med støvlerne på.

- Die with your boots on, som en af kormedlemmerne betegner forventningen om at leve stærkt og dø med lyset stærkt brændende. Hvis muligt falde om på scenen. Ikke noget med at visne bort.

At drengene så synger kor - nærmest rockens diametrale modsætning - er ikke bare et mærkværdigt tvist, men understreger vel om noget punkgenerationens holdning om aldrig at indordne sig.

Inden vi når så langt, spoler Petter Sommer og Jo Vemund Svendsens dokumentarfilm ”Mandskoret” lige tiden tre måneder tilbage. Korsangernes store dag venter forude, men trods sommerfuglene i maverne forløber øveaftenerne i Kampen Bistro i Oslo med overblik og kyndig præcision under dirigent Ivar Krogh. Eller bare Krogh’en, som drengene kalder ham.

10 år er der gået siden det efterår, hvor Krogh kom ind som dirigentvikar. Men den lune bamse faldt snart til og blev hurtigt korets faderskikkelse og urokkelige midtpunkt.

Annonce

Meget mere på spil

En trist nyhed slår imidlertid de 25 mænd ud af rutinen. Krogh er syg. Uhelbredeligt syg. Som en syrlig vittighed står der i korets vedtægter, at de skal synge ved hinandens begravelser. Ingen af dem havde drømt om, at det skulle blive virkelighed, men lægen har vurderet, at den kræftsyge Krogh kun har tre måneder tilbage at leve i. Og det falder altså sammen med Black Sabbath-koncerten.

Udsigten til at miste Krogh er i sig selv ubærlig, men kormedlemmerne plages også af spørgsmålet om, hvor vidt de skal gennemføre koncerten med en syg dirigent eller finde en afløser for korets faderskikkelse på netop den dag, hvor koret topper rent karrieremæssigt?

Der skal være plads til fornyelse og eksperimenteren med dokumentargenrens rammer. Men i en tid, hvor der bliver mere og mere fokus på den ekstremt intime fortælling samt det personlige og lyriske billedudtryk, er det næsten befriende at se en velfungerende, observerende dokumentar af den gamle skole.

”Mandskoret” åbner som et naturligt og nysgerrigt signalement af et unikt, maskulint fællesskab. Sommer og Vemund Svendsen lægger nænsomt mændenes lille mikrokosmos under det filmiske mikroskop og beskriver fællesskabet som et fristed, hvor drengene kan være mænd, med hvad det det indebærer af sjofelheder, platheder og vittigheder under bæltestedet uden at blive anklaget for mandschauvinisme og negativt ladet mandehørm. Et frirum med sine helt egne spilleregler. Et lukket rum. En lille, eksklusiv klub, hvor du har lov at være den, du ikke kan være andre steder. Hvor en mand kan være en mand på en måde, der i samtidens optik nok anses for en anelse politisk ukorrekt.

- I skriver jer bare på pulelisten, der ligger i døren, siger et af kormedlemmerne under indledningen til en af koncerterne. Publikum ler befriende og hjerteligt.

Hvor denne lille klub af uregerlige, øldrikkende og syngende mænd passer ind i samfundsdynamikken er skam interessant nok i sig selv, men spørgsmålet er selvfølgelig, om der er stof nok her til en dokumentarfilm i spillefilmslængde. Men med Kroghs sygdom er der pludselig mere på spil. Meget mere. Hvordan ”Mandskoret” havde set ud uden Kroghs sygdom, finder vi aldrig ud af, men sommetider slynger tilværelsen og livet sig ad finurlige veje. Og så må filmmediet og dokumentaristen bare følge med.

På mirakuløs vis bliver det alligevel aldrig handlingen og uvisheden i tiden før Black Sabbath-koncerten, der bliver styrende for Sommer og Vemund Svendsens på en gang smertefulde og voldsomt livsbekræftende musikdokumentarfilm. I stedet arbejder kameraet sig ind under overfladen og derved bliver ”Mandskoret” en fortælling om mere fundamentale ting. Om punkgenerationen, der nu står ansigt til ansigt med døden. Og hvordan en stærkt sammentømret gruppe mænd og venner tackler sorg, tab, smerte og udsigten til døden.

Film: ”Mandskoret”

Dokumentar, norsk (originaltitel: ”For vi er gutta”), spilletid: 75 minutter, tilladt for alle.

I 2016 spiller norske Mannskoret opvarmning for Black Sabbath på Tons of Rock-festivalen. Forud er gruppen gået gennem en svær tid med dirigenten Ivar Kroghs uhelbredelige kræftsygdom - og det er der kommet en smuk, bevægende og livsbekræftende film ud af med dokumentaristerne Petter Sommer og Jo Vemund Svendsen bag kameraet. Pr-foto
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev: Ligestillingsministeren skylder stadig svar

Det glæder mig, at mit indlæg (4. november, red.) om regeringens sløvsind på ligestillingsområdet nåede frem til rette vedkommende. Ligestillingsministerens modsvar (8. november, red.) lader dog noget tilbage at ønske, så jeg håber, han læser med endnu en gang. Mogens Jensen forstår mig helt rigtigt, når han tager mig til indtægt for, at ligestillingen ikke halter i Danmark. Faktisk er Danmark det næstmest lige land i EU, kun, overgået af Sverige, ifølge en ny undersøgelse fra EU’s ligestillingsinstitut. Senest har Megafon også bedt danskerne tage stilling til, om kampen for ligestilling mellem kønnene er gået for vidt. Når 43 procent af de adspurgte erklærer sig enige i det udsagn, fortæller det mig, at danskerne generelt oplever en høj grad af lighed. Det kan Mogens Jensen jo tage med, før han taler ligestillingen længere ned, end virkeligheden tillader. Selv om det generelt går godt med ligestillingen i Danmark, mener jeg stadig, der er plads til forbedring. Det ville Mogens Jensen også vide, hvis han læste, hvad jeg skrev. Meget belejligt undlader ministeren fuldstændig at forholde sig til mine tre eksempler på steder, hvor ligestillingen er udfordret. Ligestillingsministeren skylder stadig et svar på, hvad han vil gøre for at hjælpe de mange kvinder i visse etniske minoritetsmiljøer, som lever i social kontrol uden frihed til at bestemme selv. Når Mogens Jensen undlader at forholde sig til en af vor tids største ligestillingsudfordringer, er det så, fordi han ikke har nogen svar på at løse problemstillingen? I så fald vil jeg opfordre ham til at komme i gang med arbejdet. Jeg mangler også Mogens Jensens svar på, hvordan han vil hjælpe de prostituerede, som ikke ønsker at forlade miljøet, men som i stedet ønsker rettigheder svarende til deres pligter. Hykleriet skriger jo til himlen, når socialdemokraterne med den ene hånd tager imod skattebetaling fra de prostituerede og med den anden hånd peger stigmatiserende på dem. På trods af uenigheden vil jeg rose Mogens Jensen for at afsætte midler til en undersøgelse af internetfora, hvor navnlig unge mænd opildner hinanden til diskrimination og seksuelle krænkelser mod kvinder. Det hører ingen steder hjemme, og det vil jeg gerne rose ministeren for at reagere på. Når det er sagt, savner jeg stadig Socialdemokraternes reflekterede bud på at løse nogle af vor tids største ligestillingsudfordringer. Det gælder ikke mindst i landets ghettoområder, hvor ligestilling langt fra er normen. Jeg er med på, at socialdemokraterne tror, de kan løse problemerne ved at bruge flere penge, men er det virkelig Mogens Jensens alvor at løse de store sociale udfordringer med et kursus og en kampagne til 600.000 kroner? Endelig vil jeg gerne opfordre ministeren til at tale ligestillingen op i stedet for ned. Det er muligt, at ligestillingen halter i Mogens Jensens hoved, men det generelle billede viser Danmark som et af verdens bedste lande, når det kommer til rettigheder og muligheder for alle mennesker.

Kultur

To gange L.O.C. på hjemmebane

Annonce