Annonce
Kultur

Filmanmeldelse: Det største svigt

"Klovn" udstiller på komisk vis den danske mand som en maskulint usikker, moralsk taber med forkerte prioriteter. Med "Klovn the Final" lukker og slukker instruktør for spillefilmsserien med Frank Hvam og Casper Christensen som fiktionaliserede udgaver af dem selv. Ufrivilligt bliver de to verdensmænd vidner til deres egne liv, da en løgn tvinger dem til hemmeligt at bo i Lars Hjortshøjs hus. Herfra er der vid udsigt til det liv, som de går glip af i deres vildfarne jagt på penge og sexeventyr. Foto: Nordisk Film
Frank Hvam og Casper Christensen sætter i Mikkel Nørgaards komedie punktum for femten års pinligheder og skarptskydende udlevering af den selvcentrerede danske mand. Pinagtighederne er stadig i centrum, men der er mening med galskaben.

Film: Uret tikker. Ingen bliver yngre. Forude venter Franks 50-års fødselsdag. En dag han har glædet sig umådeligt til. Også på andres vegne, for hvem ville ikke glæde sig til at fejre ham? betror han konen, Mia, efter et mislykket forsøg på rygknækkende sex i deres nyindkøbte elevationsseng.

Hun har sine tvivl, for hun føler sig ikke rigtig længere værdsat og set, og forholdet bliver sat på den ultimative prøve, da Casper til fødselsdagen præsenterer en helt særlige gave til Frank. En rejse til Island. Med en lille indbygget hemmelighed. Bent Fabricius-Bjerres luksusbordel Castello Alleycat holder nemlig et særligt orgie på øen, og Casper ser frem til at bade i fisse fra fem kontinenter, som han så smukt udtrykker det.

Som så ofte før sætter Caspers liderlige hjerne en kæp i hjulet for makkerparrets lystige planer og ad omveje havner de i stedet i nabohuset hos Lars Hjortshøj, der er ude at rejse. Sorgerne druknes ved at feste igennem med forårsruller, dåsebajere og en overdådig vinkælder, men et vulkanudbrud på Island bremser al flytrafik til og fra øen. Frank har fortalt Mia, at de er på Island, så de to beslutter at holde løgnen kørende indtil katastrofen er drevet over. Men de to begynder så småt at gå hinanden på nerverne og en uheldig smitte med børneorm sætter yderligere sagen på spidsen.

Uanset om du føler dig velbevandret i “Klovn”s univers, eller om du som undertegnede blot har taget det lette spring over gærdets laveste sted ved at se instruktør Mikkel Nørgaards to foregående spillefilm “Klovn the Movie” og “Klovn Forever”, venter en solid biografoplevelse med “Klovn the Final”. Et værk, der selvsikkert og skarpt lukker for syv tv-sæsoner og en epoke inden for dansk komik, men også stråler med fortælleglæde, perfekt komisk timing og elegant vrangvridning af den danske mand og hans vildfarne maskulinitet og idealer anno 2020. Med komikerduoen Frank Hvam og Casper Christensen igen spillende fiktionaliserede udgaver af dem selv, hvilket giver “Klovn”-universet et sært, metaagtigt skær og trækker komikken tættere på.

Annonce
Foto: Nordisk Film

Tåkrummende pinligheder

Det paradoksale ved “Klovn the Final”s mærkværdige plotkonstruktion er, at Frank og Caspers isolation i nabohuset ser selvvalgt ud, men i virkeligheden er de allerede dybt isolerede. Kørt langt, langt ud ad et socialt undergravende sidespor i forhold til deres familie og omgangskreds. Indledningsvis ligner det en drengerøvsdrøm igen at være sammen. Ingen forpligtelser. Kun hinanden og den evige flugt fra en selv, men fra nabohuset har de med kikkert perfekt udsyn til det fællesskab og det liv, som de så længe har haft så travlt med at isolere sig fra.

- Frank, du har dit hoved oppe i røven, lyder det meget rammende i den festsang, familien har lavet til ham, men som aldrig bliver sunget til halvtredsårsfødselsdagen fordi dette fællesskab er blevet fremmed for Frank. Ligeledes tager Mia mod til sig og synger “Stupid Man” for Frank til festen. Hvilket han går glip af, fordi han lige skal høre om den nyeste, fede forretningsfidus hos en ven. Købet af legelandet Dinoland.

- Dette er guldkalven, lyder det begejstret fra drengene, der går helt i selvsving over den pengeregn, der venter forude. Og Casper, der straks fantaserer om alle de singlemødre, der besøger stedet. Imens synger Mia sin sang til den fraværende mand i hendes liv. Mens andre mænd hører og ser hende. Og der er ikke engang den sædvanlige pinligt komiske krølle på scenen. Svigtet får lov at stå åbent og uforløst. Hvorved det får ekstra tyngde og dramatisk prægnans. Vi forstår, hvorfor Mia overvejer at forlade Frank.

Om løbet for alvor er kørt for den maskulint usikre Frank og evigt sexfikserede Casper, eller om der venter forsoning og happy ending for enden af makkerparrets selvetablerede mørke tunnel, må du naturligvis selv i biografen og se. Der er smånervøs latter, tåkrummende pinligheder, måske en enkelt tåre i udsigt, mens filmen som et uafviseligt spejl holdes op foran publikum og opsangen til den vildfarne, selvoptagede danske maskulinitet skærer lidt for voldsomt i øjnene: Danske mænd, vågn op! Inden vi ikke elsker jer længere.

Film: “Klovn the Final”

Komedie, dansk, Spilletid: 94 minutter, tilladt for børn over 11 år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Kunstværk er vigtigere end kunstkøn

Lad os bare slå det fast fra start: ja, der er stadig åbenlyse udfordringer med ligestilling i dagens Danmark. Det er der på mange områder, og på mange områder er der heldigvis også bevægelser mod mere ligestilling. Måske ikke på alle områder, og måske er der heller ikke lige meget fart i bevægelserne mod det bedre, men der er bevægelse mange steder. Et af de steder er i kunstens verden, og seneste eksempel er hentet i hovedstaden, hvor Københavns Kommune har et udvalg; Rådet for Visuel Kunst, der støtter og køber kunst af "høj kvalitet" (som der står skrevet på kommunens hjemmeside) Rådet for Visuel Kunst køber kunst til kommunens mange institutioner og kontorer og har nu besluttet, at der fremover skal være kønskvoter på den kunst, som Københavns Kommune køber. Det vil sige, at der fra nu af skal være en kønslig ligefordeling mellem de indkøbte værker. At kunstnerens køn skal være et parameter, når der købes et kunstværk. Men måske burde Rådet for Visuel Kunst vende øjnene 180 grader og kigge nærmere på kønsfordelingen blandt dem selv. Der er nemlig otte medlemmer af rådet, hvoraf kun to er kvinder. De seneste seks år har rådets seks mænd og to kvinder købt 190 kunstværker, hvoraf 109 er udført af en mand, og 81 er udført af en kvinde. Det er ikke kønslig ligefordeling til sidste decimal, men det er vel ikke et udtryk for et kønsligt fravalg af kvinder. Havde den kønslige fordeling af kunstværker været mere lige, hvis rådet havde været mere lige kønsfordelt? Måske. Måske ikke. Men når det drejer sig om kunst, så bør kunstnerens køn ikke spille nogen rolle overhovedet. Kunstværket er vigtigere end kunstnerens køn, og selv om intentionen bag beslutningen om et ligeligt kønsfordelt indkøb af kunstværker er prisværdig, så er beslutningen også latterlig, netop fordi den siger, at kønnet er vigtigere end værket - og hvorfor så købe værket? Nu risikerer Københavns Kommune at købe kunstværker af "mindre høj kvalitet", fordi der er truffet en beslutning om kønslig ligefordeling, og dermed kommer kunsten i anden række. Det er vel ikke meningen.

Aarhus For abonnenter

Nelson boede 14 år i en flygtningelejr: - Det betyder alt for mig at blive dansk statsborger

Annonce