Annonce
Kultur

Finanskrisens mange ansigter

Forfatter, Anna Gerstrøm Rode, har en baggrund som forsker og underviser ved Handelshøjskolen i København. Hun er uddannet fra Handelshøjskolen i Aarhus og har en ph.d fra det samfundsvidenskabelige fakultet på Aarhus Universitet. Den 15. september 2015 er det præcis 7 år siden, at det store investeringshus i New York, Lehman Brothers, gik konkurs og sparkede gang i den største krise, vi har set i nyere tid. Ifbm årsdagen udkommer en populærlitterær bog, som går bag om krisen og sætter spot på menneskene, der blev fanget i deres profession på arbejde i orkanens øje: bankfolket - et udhængt og udskældt folk.

Ny bog går bag om finansverdenen i ti personlige interviews med mennesker, som oplevede den økonomiske krise på tæt hold.

Da Anna Gerstrøm Rode forlod Handelshøjskolen i 2009, kom hun ud til en noget anden virkelighed, end den hun havde fået stillet i udsigt, da hun startede på studiet.

Annonce
Forfatter, Anna Gerstrøm Rode, har en baggrund som forsker og underviser ved Handelshøjskolen i København. Hun er uddannet fra Handelshøjskolen i Aarhus og har en ph.d fra det samfundsvidenskabelige fakultet på Aarhus Universitet. Den 15. september 2015 er det præcis 7 år siden, at det store investeringshus i New York, Lehman Brothers, gik konkurs og sparkede gang i den største krise, vi har set i nyere tid. Ifbm årsdagen udkommer en populærlitterær bog, som går bag om krisen og sætter spot på menneskene, der blev fanget i deres profession på arbejde i orkanens øje: bankfolket - et udhængt og udskældt folk.

»Vi fik at vide, at virksomhederne ville stå i kø for at få os, fordi vi var den mindste årgang, Den røde løber ville være rullet ud. Men lige inden vi blev færdige, sprang krisen. Som en bombe, der bare laver om på alting,« husker bogaktuelle Anna Gerstrøm Rode.

Finanskrisen var en realitet. Men hvad var det egentlig for en krise? Og hvordan kunne det gå så galt? Hvilke kulturer lå til grund for krisen?

Anna Gerstrøm Rode søgte en Ph.D. om emnet og fik den på Økonomi på Aarhus Universitet. De første tanker viste sig at være for tidskrævende.

»I stedet endte jeg med at lave et projekt, hvor jeg så på, hvordan det er at være bankansat, når det hele ramler,« forklarer hun.

I en ny bog, der udkom på syvåret for Lehman Brothers' krak, går hun tæt på de personlige fortællinger fra bankverdenen. Fra de mennesker som oplevede krisen på den anden side af skranken.

Det har været svært at komme tæt på bankfolket. De officielle kanaler var hermetisk lukkede, da hun i 2010 gik i gang med sin Ph.D..

»Der var krise, og de ville ikke lukke dørene op. Alle i medierne hængte dem ud, og så kom er en lille, irriterende, nysgerrig forsker, der ville ind og undersøge, hvad der var galt. Der var en nervøsitet for, at de ville blive udstillet på en måde, som ikke var gunstig,« siger hun og griner en let latter.

Så Anna Gerstrøm Rode måtte finde vej ind i finansverdenen gennem personlige kontakter og netværk.

»Her oplevede jeg, at folk egentlig gerne ville fortælle deres historie,« siger hun.

I løbet af to år lavede hun omkring 35-40 interviews med personer fra finansverdenen.

Da Ph.D.-afhandlingen var færdig, var Anna ikke færdig med sin fascination af finanskrisen, og de skæbner hun havde mødt.

»Jeg syntes, at det var sådan nogle gode menneskelige historier, som jeg gerne ville brede ud i en bog. I Ph.D.'en var de blevet splittet op i atomer og pakket ind i filosofi, teori og metode, så man slet ikke kunne genkende de gode, narrative fortællinger,« forklarer hun.

De kommer til deres ret i den 420 sider lange bog »Finanskrisen indefra«, hvor læseren møder ti personlige historier - lige fra medarbejderen i den lille krakkede lokalbank på landet, til ledere og bestyrelsesmedlemmer på de bonede gulve i hovedstaden.

Anna Gerstrøm Rode sad på Godsbanens projektdæk og skrev bogen fra en lejet skrivebordsplads.

»Det var et godt sted at sidde, for her kunne jeg også få hjælp og feedback fra Litteraturcentret til, hvordan jeg selv kunne udgive bogen,« siger hun.

Anna Gerstrøm Rode har først og fremmest skrevet bogen for de gode historiers skyld og ikke som en lærebog.

»Men jeg synes bestemt, at vi kan lære noget af den på mange forskellige måder. Om den kan bruges til at undgå en krise nummer to, tror jeg desværre ikke. Men hvis der er nogle bankfolk, der læser den, kan det være, at de husker, hvordan det egentlig var, fordi vi er så hurtige til at glemme. Det kan desværre ske igen, og måske er vi tættere på, end vi lige går og tror,« siger hun.

Under sin research kom det bag på Anna Gerstrøm Rode, hvor personlige fortællingerne blev.

»Fra Handelshøjskolen var jeg vant til kun at se på professionen, men nu så jeg, at krisen sprang grænser. Den sprang også ind på det personlige domæne. I høj grad. Den kom ind og blev eksistentiel og emotionel for de her mennesker,« fortæller forfatteren.

»Når man er bankansat, står man op hver morgen for at passe på penge. De må ikke blive mindre værd, de skal tværtimod gerne blive mere værd. Men under krisen gik det lige modsat. I takt med at hele den omkringliggende verden står og peger fingre af en, kommer man til at tage nogle eksistentielle spørgsmål op,« forklarer Anna Gerstrøm Rode, der oplevede, at de bankfolk, hun talte med, følte sig stigmatiserede i forbindelse med deres erhverv, uanset hvordan de havde klaret sig i krisen.

»De historier, der har gjort mest indtryk på mig, kommer fra de mennesker, som arbejdede i de små lokale banker, som gik neden om og hjem. Der er virkelig nogle skæbner, som ikke rigtig havde noget med krisen at gøre. En kassemedarbejder, der stod ved skranken og ekspederede de lokale kunder, har jo ikke kunnet gøre hverken fra eller til. Men de er alligevel enormt selvbebrejdende. Det har rørt mig,« fortæller hun.

Undervejs i arbejdet med Ph.D.'en blev Anna Gerstrøm Rode nervøs for, om finanskrisen ville hænge folk ud af halsen, når de tre år var gået, men hun oplever nu, at interessen for krisen er intakt.

»Især også fordi der hele tiden er snak om, at vi måske er på vej ind i den næste finansielle krise. Så det er ret sørgeligt, at vi ikke har lært mere. Den kollektive hukommelse er alt for kort,« mener Anna Gerstrøm Rode, der håber at hendes bog kan få os til at hente krisen ud af glemslen.

Bogen kan bestilles i paperback på Anna Gerstrøm Rodes hjemmeside og i hardcover hos danske boghandlere og på saxo.com:

www.saxo.com/dk/finanskrisen-indefra_anna-gerstroem-rode_hardback_9788771455564

På forfatterens hjemmesiden kan man læse mere om bogen - downloade et abstrakt og få et snigkig på de første sider af bogen:

www.annagrode.dk/finanskrisen-indefra.html

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Træer med rødder i historien

Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Aarhus

Natligt overfald på Brabrandstien: Gerningsmænd krævede penge

Annonce