Annonce
Aarhus

Fire Aarhus-klubber vil lave miljøvenlige kunstgræsbaner

To politikere og to fodboldledere på jagt efter kunstgræs Fra venstre Hans Skou (V), Morten Mølgaard fra AIA-Tranbjerg, Morten Højen Larsen fra Skødstrup SF Fodbold og Gert Bjerregaard (V). Foto: Hans Petersen

AARHUS: Alternativt, mere miljøvenligt kunstgræs er på vej ind i århusianske fodboldklubber. Endnu findes ingen baner i kommunen uden det såkaldte gummigranulat, der gør banen behagelig at løbe på og regulerer boldens opspring.

Granulaten er rasp fra brugte bildæk. Den er derfor forurenet, og gummiet indeholder mikroplast.

Rådmand for Kultur og Borgerservice, den radikale Rabid Azad-Ahmad, er ude med gaver til dem, der vil lave baner uden granulat, og to klubber har henvendt sig til kommunen om at få del i tilskuddet. Herudover har endnu to tidligere vist interesse for den alternative løsning.

Rådmanden har en pulje på fire millioner kroner. Herfra kan hver af de otte klubber, der lige nu har fået tilsagn om de sædvanlige 3,1 millioner kroner fra kommunen, søge om yderligere en halv million kroner, hvis de laver en miljøvenlig løsning.

Annonce

Otte baner på vej

Disse klubber har fået et tilsagn fra Aarhus Kommune om 3,1 millioner kroner til en fodboldbane af kunstgræs, hvis de kan finde de resterende penge og vise en plan for driften.

Lystrup IF, Fuglebakken KFUM, AIA-Tranbjerg, Skødstrup SF, TMG i Mårslet, Stavtrup IF, VSK Aarhus og Kolt-Hasselager IF.

Søgte straks

I Lystrup IF blev de begejstrede, da de så muligheden for tilskud.

- Vi søgte straks, vi havde set nyheden i Århus Stiftstidende, siger Torben Märcher, der er projektleder på banen. Den skal placeres der, hvor klubben lige nu har en grusbane og får led-lys, der kun rammer banen og derfor ikke vil genere de nærmeste naboer.

Stavtrup Fodbold arbejder også med en alternativ løsning uden gummigranulat som såkaldt infill. Klubben har tidligere spurgt om mulighed for tilskud og har nu fået svar fra rådmanden på henvendelsen om kommunal støtte.

AIA-Tranbjerg og VSK i Vejlby har tidligere oplyst, at klubberne undersøger muligheder for alternative løsninger.

Andre muligheder

De alternative, miljøvenlige baner uden gummigranulat har et meget tættere græstæppe - af plasticgræs. Derfor er de dyrere end de nuværende. I Fredriksstad i Norge er der baner, som de voksne spillere har kasseret, fordi de ikke kan stå fast på dem. Men det kan højst sandsynligt ændres ved, at det stødabsorberende lag under banen bliver tre cm højt i stedet for en cm. I Tyskland og Holland fungerer tilsvarende baner med det højere underlag.

Som infill kan blandt andet også bruges såkaldt "grønt granulat", der er lavet af afklip af græsset fra nedslidte kunstgræsbaner. Kork er også en mulighed, men det er ikke velegnet i Danmark, fordi det bliver hårdt, når det fryser. Det giver en hård og glat bane.

Øvrige klubber, som har fået løfte om kommunalt tilskud på 3,1 millioner kroner og endnu ikke har lavet banerne, er Fuglebakken KFUM, TMG i Mårslet, VSK i Vejlby, Skødstrup IF og Kolt-Hasselager.

Torben Märcher er projektleder for Lystrup IFs kunstgræsbane. Han har søgt penge til en miljøvenlig bane. Foto: Hans Petersen
Annonce
Annonce
Danmark

Her er de nyeste corona-tal:

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

Fra 10-15 millioner til uvished om AGFs regnskab: - Vi kan simpelthen ikke regne ud, hvilket resultatet vi ender med

Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Danmark

Live: Coronavirus ændrer studentereksamen - alle afgangselever skal op i færre fag 

Aarhus

Hold afstand: Vi skal vænne os til at møde politiet i naturen

Annonce