Annonce
Kultur

Fire adresser: Her malede Hammershøi sine billeder

Følg maleren fra Frederiksberg over Christianshavn til London og København K.

Et af plusserne ved "Vilhelm Hammershøi - på sporet af det åbnede billede" er, at Gertrud Oelsner og Annette Rosenvold Hvidt bringer topografien i spil ved at lade Hammershøi-familiens adresser styre fortællingen om maleren. Hvormed også er sagt, at det havde betydning for Vilhelm Hammershøis kunst, hvor familien boede, netop fordi han ofte lod hjemmets stuer danne afsæt for malerierne.

Annonce

1) Frederiksberg

Fra 1871 til 1897 havde familien base på Frederiksberg, de første 20 år på Frederiksberg Allé 34, derefter på Rahbeks Allé 26.

"Hammershøis hovedstol - hans kunstneriske fundament - hænger uløseligt sammen med Frederiksberg," skriver de to forfattere. Under de 26 år i bydelen - halvdelen af hans liv - malede han de fleste af de interiør-malerier, der har gjort ham kendt. Og selv om Hammershøi i tidens løb havde atelier ude i byen, foretrak han gennem det meste af sit liv at arbejde hjemme. Som han selv har sagt i et interview: "...det er jo af vigtighed for mig at bo i en lejlighed, hvor der er gode interiører."

2) Christianshavn

I 1898 flyttede Vilhelm Hammershøi og hans kone Ida til Christianshavn. Fra 1898 og et årti frem boede de i Strandgade 30, derefter tre år i Strandgade 25.

Det var tæt på vandet i et arbejder-, havne- og industrikvarter, præget af ældre historiske bygninger, fortæller de to forfattere. Og det var netop, hvad Hammershøi søgte. Han har fortalt, hvordan han og Ida i 1897-1898 et års tid boede i et nyt hus, "men det var ikke morsomt at bo der, jeg holder mest af gamle huse, men det er ikke så let at komme til at bo i dem".

3) I udlandet

Vilhelm Hammershøi foretog flere langvarige rejser til udlandet.

Mens Italien og ikke mindst Rom stod som rejsemålet for flertallet af 1800-tallets kunstnere, var det London, der trak i Ida og Vilhelm Hammershøi. Denne lidt usædvanlige interesse for den engelske hovedstad hang ifølge Gertrud Oelsner og Annette Rosenvold Hvidt bl.a. sammen med, at Hammershøi interesserede sig meget for den engelske maler James Abbott McNeil Whistlers kunst, og der er i den danske malers værker "klare paralleller til Whistlers i måden at tænke interiørbilleder som arrangementer og ligeledes i de afstemte farvenuancer, gerne med sort og hvid som komponenter".

Hammershøi malede flere malerier i det tågede London, mens rejser til Rom i 1902-1903 og 1911 kun affødte et enkelt maleri. Og det er ikke et solfyldt landskab, men det indre af kirken S. Stefano Rotondo, hvor han fandt en arkitektur, der optog ham, og "en drømmeagtig atmosfære", som det siges i bogen.

4) København K

De sidste år af sit liv levede Vilhelm Hammershøi i den centrale København, fra 1908 og et års tid frem i Kvæsthusgade 6, derefter i Bredgade 25.

Lejligheden i Kvæsthusgade var han ikke begejstret for, han savnede lejligheden på Christianshavn, den "var gammel og køn nok, ja, fejlen var egentlig, at den var for gammel, den blev efterhånden for ubeboelig", sagde han i et interview.

Lejligheden i det fashionable Bredgade-kvarter levede mere op til Hammershøis ønsker "om at kunne anvende lejligheden som et atelier. Her skulle være motiver at hente", som Gertrud Oelsner og Annette Rosenvold Hvidt skriver. Her var stuer med hvidmalede døre og få møbler - "man kunne have ladet mig dumpe ned i denne lejlighed, og jeg ville have skreget: Hammershøi," som en besøgende journalist udtrykker det.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

To gange L.O.C. på hjemmebane

Læserbrev

Læserbrev: Ligestillingsministeren skylder stadig svar

Det glæder mig, at mit indlæg (4. november, red.) om regeringens sløvsind på ligestillingsområdet nåede frem til rette vedkommende. Ligestillingsministerens modsvar (8. november, red.) lader dog noget tilbage at ønske, så jeg håber, han læser med endnu en gang. Mogens Jensen forstår mig helt rigtigt, når han tager mig til indtægt for, at ligestillingen ikke halter i Danmark. Faktisk er Danmark det næstmest lige land i EU, kun, overgået af Sverige, ifølge en ny undersøgelse fra EU’s ligestillingsinstitut. Senest har Megafon også bedt danskerne tage stilling til, om kampen for ligestilling mellem kønnene er gået for vidt. Når 43 procent af de adspurgte erklærer sig enige i det udsagn, fortæller det mig, at danskerne generelt oplever en høj grad af lighed. Det kan Mogens Jensen jo tage med, før han taler ligestillingen længere ned, end virkeligheden tillader. Selv om det generelt går godt med ligestillingen i Danmark, mener jeg stadig, der er plads til forbedring. Det ville Mogens Jensen også vide, hvis han læste, hvad jeg skrev. Meget belejligt undlader ministeren fuldstændig at forholde sig til mine tre eksempler på steder, hvor ligestillingen er udfordret. Ligestillingsministeren skylder stadig et svar på, hvad han vil gøre for at hjælpe de mange kvinder i visse etniske minoritetsmiljøer, som lever i social kontrol uden frihed til at bestemme selv. Når Mogens Jensen undlader at forholde sig til en af vor tids største ligestillingsudfordringer, er det så, fordi han ikke har nogen svar på at løse problemstillingen? I så fald vil jeg opfordre ham til at komme i gang med arbejdet. Jeg mangler også Mogens Jensens svar på, hvordan han vil hjælpe de prostituerede, som ikke ønsker at forlade miljøet, men som i stedet ønsker rettigheder svarende til deres pligter. Hykleriet skriger jo til himlen, når socialdemokraterne med den ene hånd tager imod skattebetaling fra de prostituerede og med den anden hånd peger stigmatiserende på dem. På trods af uenigheden vil jeg rose Mogens Jensen for at afsætte midler til en undersøgelse af internetfora, hvor navnlig unge mænd opildner hinanden til diskrimination og seksuelle krænkelser mod kvinder. Det hører ingen steder hjemme, og det vil jeg gerne rose ministeren for at reagere på. Når det er sagt, savner jeg stadig Socialdemokraternes reflekterede bud på at løse nogle af vor tids største ligestillingsudfordringer. Det gælder ikke mindst i landets ghettoområder, hvor ligestilling langt fra er normen. Jeg er med på, at socialdemokraterne tror, de kan løse problemerne ved at bruge flere penge, men er det virkelig Mogens Jensens alvor at løse de store sociale udfordringer med et kursus og en kampagne til 600.000 kroner? Endelig vil jeg gerne opfordre ministeren til at tale ligestillingen op i stedet for ned. Det er muligt, at ligestillingen halter i Mogens Jensens hoved, men det generelle billede viser Danmark som et af verdens bedste lande, når det kommer til rettigheder og muligheder for alle mennesker.

Annonce