Annonce
Digitalt

Fire Emblem: Three Houses er en episk fortælling

Klosteret, du begynder som lærer på, kan fx udforskes i 3D. Det er pakket med mennesker, du kan tale med, aktiviteter og hemmelighedder. Pr-foto
Nyklassiker og mesterværk. Vores anmelder er mildt sagt begejstret for nyeste kapitel i Fire Emblem-sagaen.

Switch: Fire Emblem gør comeback på tv-skærmen, efter en årrække på DS-konsollerne. Three Houses er første tilbagevenden til tv’et siden Radiant Dawn på Wii, og lad der ikke herske nogen tvivl: spillet var ventetiden værd. Der går let inflation i ord som mesterværk og nyklassiker, men Fire Emblem: Three Houses kan bære begge prædikater og er hands-down et af de bedste turbaserede strategispil, undertegnede har spillet - og et fremragende RPG.

Annonce
Kernen i Three Houses er fortsat det turbaserede kampsystem. Det tager tid at sætte sig ind i, men læringskurven er fint afbalanceret, og tilfredsstillelsen, når de foregående måneders læring og forberedelse emmer ud i en overlegen sejr, er stor. Pr-foto

Hogwarts møder Game of Thrones

Titlen Three Houses dækker over de tre nationer, huse, som har hjemme i Fódlan-regionen: Holy Kingdom of Faerghus, Adrestian Empire og Leicester Alliance. De respekterer - indledningsvist - alle kirken, Church of Seiros, der binder rigerne sammen via Garreg March-klosteret, placeret i midten af Fódlan - midt mellem de tre riger.

Church of Seiros er en magtfuld og nådesløs kirke, der huser de mægtige krigere, Knights of Seiros, og ikke viger bort fra konflikt eller for at dømme borgere i de tre riger. Kirken ledes af den hemmelighedsfulde og karismatiske Rhea. Du indtager rollen som en mystisk rejsende lejesvend, der tidligt via sin far bliver sluset ind på Garrech March-klosteret og får arbejde som professor. Klosteret er nemlig både kirkeligt hovedsæde og en skole for hver af de tre huse - a la Hogwarts i Harry Potter-universet.

Når du ankommer til Garreg March, skal du vælge et hus at lede, og resten af spillet vil du skulle udvikle elevernes evner, relationer og moralske kompas - primært med henblik på, at de kan overleve på slagmarken. Freden er nemlig flygtig i Fódlan, og plottet i Three Houses, som ikke skal afsløres her, bringer tankerne tættere på Game of Thrones end Harry Potter. Historien i Three Houses er dyb, velskrevet og understøttet af timevis af dialog.

Langt det meste er med godt stemmeskuespil, selvom det til tider er en anelse karikeret, som det ofte er tilfældet med JRPG. Det er en historie med hundredvis af år på bagen om krig, dynastiers fald, relationer mellem huse og lige dele heltemod og forræderi. Du kan let bruge over 100 timer på at gennemspille ét hus, og spillet indbyder til, at man spiller alle tre huse igennem - gerne flere gange.

Strategi og tålmodighed

I Fire Emblem: Three Houses følger du løbende en kalender. Hver uge rummer lektioner med eleverne ud fra de mål, du sætter for dem. Via kampe og undervisning får de færdigheder, og det er op til dig at sørge for, at dit hus har den rette dynamik - samtidig med at du tager højde for elevernes evner og ønsker; de har nemlig også selv ideer til, hvad de bør sigte efter. Når de har opnået de ønskede færdigheder, kan de tage en eksamen og få endnu bedre evner - hvis de altså består. Deres progression drager du direkte nytte af, når du leder dem på slagmarken.

Hver uge har du en fridag, som du kan bruge, som du vil. Her kan du enten være en stræber og køre ekstra undervisning, udforske Garreg March-klosteret i tredjeperson eller kæmpe. Hvis du vælger at udforske klosteret, kan du finde hemmeligheder på den Hogwarts-lignende skole, tale med elever og lærere eller deltage i en række aktiviteter. Sidstnævnte kan enten øge egne evne eller moralen hos dine elever, som så performer bedre i undervisning og kamp. Du kan også købe, reparere eller forbedre våben, købe genstande og en hel masse andet.

Som i alle Fire Emblem-spil er kampene en central del af oplevelsen. Her er tale om en slags skak, hvor du flytter dine elever og dig selv rundt på slagmarken, så de kan angribe eller hjælpe hinanden. Her kommer dine timers træning og forberedelse dig til gode, når du har den rette balance på holdet, og eleverne bruger de evner, du har lært dem. Kampene udvikler selvfølgelig også, så her er en mulighed for at målrette elevernes færdigheder - så de fx bliver bedre ryttere, bueskyttere eller magikere. Det kan svare sig allerede tidligt at langtidsplanlægge, så du får den rette balance på holdet, hvor alle udvikler de evner, der kommer dem naturligt. Men der er total frihed, og hvis du insisterer på, at din fredselskende og sky elev skal blive en blodtørstig krigsherre med økse og stridshandsker kan det lade sig gøre - det tager bare længere tid, end hvis han fx bliver en from healer.

Der er stor frihed i, hvilken retning du vælger for dine elever/dit hold, og Three Houses belønner dig for at bruge tid på de strategiske elementer. Det er vigtigt, at der er en balance på holdet - og det gælder både evner og i relationer. Pr-foto

Episk fortælling

Fire Emblem: Three Houses er med sit dybe narrativ, enorme verden og velsmurte undervisnings- og kamp-system et monster af et spil. Du kan bruge timer på at arbejde med elevernes interne relationer, lægge studieplaner - og justere dem igen, når eleverne har fået nye ønsker, og selvfølgelig på at trimme holdet til kamp og udkæmpe episke slag mod gemene tyve, onde magikere og skræmmende titaner.

Der er hele tiden noget, der kan forbedres og justeres, også under selve kampene, hvor man et vist antal gange kan skrue tiden tilbage og gøre sin tur om, hvis man har mistet en elev i kamp. For hvis en elev falder i kamp, er eleven død resten af spillet - og det er faktisk næsten ikke til at bære, hvis du har brugt

Kampsystemet er familiært, hvis du har spillet Fire Emblem tidligere, men der er også nye elementer. Combat Arts, Abilities og Batalions er fx tre elementer, der er vigtige at sætte sig ind i og justere løbende, hvis man vil have fordel på kamppladsen. Pr-foto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Indland

Henriette Zobel er død 

Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Aarhus

Spritkontrol i weekenden: Mor kørte med sit tre-årige barn på skødet

Annonce