Annonce
Aarhus

Flemming Møldrup fra 'Kender du typen': Bowie gjorde mig til musikelsker for altid

P6 Beat-værten Carsten Holm (th) og livsstilseksperten Flemming Møldrup (tv) skiftedes til at spille plader fra deres egen samling og snakke om musik og dens betydning til arrangementet "Kender du musiktypen?" torsdag eftermiddag på Pica Pica. Foto: Flemming Krogh

Der var stuvende fuldt på vinbaren Pica Pica, da radiovært Carsten Holm og livsstilsekspert Flemming Møldrup vendte plader og snakkede om musiktyper.

AARHUS: Der er musik, der kommer til at definere os som mennesker og sætte et vederstyggeligt aftryk på vores fremtidige pladesamling.

Det stod klart, da P6 Beat-værten, Carsten Holm og livsstilseksperten, Flemming Møldrup - kendt fra DR's "Kender du typen", mødtes til en snak om musik og musiktyper. Arrangementet, som Promus og Music City Aarhus stod bag, fandt sted på en tæt pakket vinbar, hvor de to gæster skiftedes til at lufte plader hjemme fra hylden.

For Flemming Møldrup var det ikke morens Sebastian, Leonard Cohen og Pia Raug-plader, der havde gjort indtryk. Det var nærmere hans Onkel Kims fejlkøb. De plader, som ikke passede ind i hans "maskuline samling". Plader som Pink Floyds "The Wall" og Lou Reeds "Transformer". Og da onklens kæreste Sussi så præsenterede ham for David Bowies album "Low", blev han ikke den samme igen.

- Fra da af vidste jeg bare, at musik aldrig ville komme til at forlade mit liv igen. Bowie gjorde mig til musikelsker for altid, sagde Flemming Møldrup.

Carsten Holm fik lov at spille eftermiddagens første plade, "Born in the USA" med Bruce Springsteen, som han havde fået i konfirmationsgave i 1985 på Ærø.

- Den har betydet ekstemt meget for mig, sagde radioværten, da "I'm On Fire" bølgede ud i rummet.

Annonce

Gå nye musikveje

Men tilbage til Onkel Kims fejlkøb. Dem fik den unge Flemming lov at beholde, og det ledte til en snak om, at vi måske ikke skal være så bange for vores fejlskud.

- Det er afstikkere til en anden musiksmag, som vi ikke kender så godt, og det skal Onkel Kim have point for. Det glemmer mange at gøre, sagde Flemming Møldrup, der for nylig var begyndt at spille vinylplader igen og rekonstruere sin teenage-pladesamling.

- For mig er det blevet et ritual at sætte mig ned og lytte til en plade. Det er et besøg tilbage til en tid, hvor verden stadig stod, og hvor man skulle gøre en indsats for at høre musik. Jeg føler, at jeg skal gøre mig fortjent til det, når jeg sætter en LP på, sagde han.

Eftermiddagen bragte de to musikelskere omkring forskellige typer: Bankmanden der siger til kollegerne, at han skal på camping, mens han i virkeligheden er på Roskilde Festival, eller ham i Porschen, der garanteret hører Roxette, "fordi det ikke nødvendigvis behøver at stikke så dybt", som Flemming Møldrup formulerede det.

Han opfordrede tilhørerne til at prøve at komme ud over deres egen komfortzone, når det handlede om at stifte bekendtskab med ny musik. Som han selv havde gjort det med det amerikanske indie rock-band The War on Drugs, som i sommer spillede på Northside festival.

- Vi bør gøre os umage med at se ud over vores egen musiksmag, så vi ikke bliver ved med at køre i den samme rille. Det fortjener musikken.

Den opfordring er her med givet videre.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Det sorte hul

Der var kun gået et kvarter før August mistede tålmodigheden: “Jeg prøver lige at genstarte, far. Så kan det være at der er en opdatering.” “Det er stadig det samme - jeg røg bare direkte ind - jeg kom ikke engang ind i lobbyen,” råbte August inde fra værelset. Han kom langsomt ind i stuen igen: “Far, tror du der er sket noget?”. For første gang siden det store brag, fjernede jeg blikket fra stuens TV. “Nææh, det tror jeg ikke,” sagde jeg langsomt, men jeg følte mig ikke helt sikker. “Kan du ikke prøve at søge på det?” spurgte August videre. August er 11 år, og lever stadig i internettets sandkasse. Det vil sige primært i YouTube og lidt billedsøgninger på Google i ny og næ. Og selvom medier som Facebook, Instagram og Twitter endnu ikke er hans hverdag, så er han længe bekendt med at alt det man ikke ved, ikke har og ikke kan - det “søger man på.” “Jo, lad os prøve at se,” sagde jeg. August stillede sig ved min side. Som han stod der ved siden af mig i stolen, var vi nærmest lige høje. Han lagde sin ene arm om nakken på mig, så han kunne få sit hoved helt tæt på mit. Synkront kiggede vi ned på iPhonen i mine hænder. “Vi starter på Twitter," sagde jeg med højtidelig stemme. Nærmest som om jeg i bedste Sherlock Holmes-stil havde bebudet hvor jeg mente vi kunne finde morderen. “Hvis nogen ved noget, om noget der sker lige nu, så er det på Twitter!” fortsatte jeg med samme “nu skal far lige fixe det”-højtidelighed i stemmen. Til min store overraskelse - og til Augusts store ærgrelse - viste det sig, at der ikke var noget at finde på Twitter. I hvert fald ikke noget vi ikke allerede selv vidste. I stedet tegnede sig et omrids af, at det, vi var vidner til, var noget ganske særligt. 10 minutter senere havde jeg været mine “usual suspects” af nyhedskanaler og websites igennem. Jeg drejede langsomt hovedet og så på August. “Alt er væk” sagde jeg i en blanding af oprigtig forundring og betagelse. “Deres website er væk, deres YouTube-videoer er væk, deres Instagram-billeder er væk og deres 15.000 post på Twitter er væk. Alt er simpelthen væk.” Den sidste sætning mumlede jeg mest for mig selv, for lige at smage på, hvad det var jeg havde erfaret på min rundtur rundt i cyberspace. “Det eneste der er, er det samme sorte hul, som vi ser på vores skærme," fortsatte jeg og så begejstret på August. August delte på ingen måde min faglige-nørde-begejstring over det digitale-event-marketing-gimmic mesterværk, jeg netop var ved at forstå omfanget af. “Kommer Fortnite så aldrig tilbage?” spurgte August med slet skjult frygt i stemmen. “Jeg ved det ikke” - sagde jeg og skjulte et smil på læben. Cirka 39 timer og 56 minutter senere (men hvem tæller) ringede min telefon. Det var et FaceTime-opkald fra August. Jeg var på kontoret et par timer, og han havde fået lov til blive hjemme. Halvvejs gennem min “Hej August”-sætning, afbrød han mig. “Far, nu sker det," nærmest hviskede han, mens han skiftede kamera-input så jeg ikke længere kunne se August, men i stedet kunne se det han så. På skærmen kunne jeg se et udsnit af Augusts værelse, nærmere bestemt hans skrivebord og computerskærm. På computerskærmen kunne jeg se den, nu alt for velkendte, mørke skærm, med det svagt pulserende sorte hul i midten. Det lignende sig selv - som det havde set ud lige siden vi så det første gang. Men det svage puls af lys rundt om hullet var taget til. Pludseligt i et digitalt “big bang” sprang mørket og hullet i stykker i et hav af lys og partikler. Det føltes som om man blev suget med ind i en malstrøm af stjerner og galakser. Men med et tog det hele form, og ud af det kosmiske kaos fødtes en verden - og et nyt kapitel af eksistens. Det var betagende at se på! August brød radiotavsheden: “Far, jeg er nødt til at lægge på nu - jeg skal ‘in-game’!” Fortnite Chapter 2 var en realitet - og efterårsferien var reddet!

Annonce