Annonce
Indland

Flere brevstemmer ved valget kan være skidt for demokratiet

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Valgforsker ser flere mulige problemer ved, at brevstemmeprocenten er steget ved de seneste folketingsvalg.

Fra onsdag kan man stemme til folketingsvalget 5. juni. Hvis man vel at mærke brevstemmer.

Det valgte et stigende antal danskere at gøre ved folketingsvalgene i 2011 og 2015. Her lå brevstemmeprocenten ifølge tal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet på henholdsvis 7,8 og 8,7 procent.

Det var noget af en stigning i forhold til de tre folketingsvalg i 00'erne, hvor mellem 4,9 og 5,0 procent af ed afgivne stemmer faldt som brevstemmer.

En øget brevstemmeprocent er imidlertid ikke nødvendigvis et godt tegn for demokratiet. Det vurderer valgforsker og professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet.

- Man skal ikke gøre det nemt, man skal gøre det socialt at stemme.

- Man skal forsøge at skabe gode oplevelser om det at stemme. Det er det, der fastholder vores høje valgdeltagelse, siger han.

Kasper Møller Hansen peger på, at andelen af brevstemmer er højere i lande som Sverige og England.

Danskerne gør mere en social ting ud af det at stemme, blandt andet ved at tage børn og anden familie med til valgstederne.

- To tredjedele af alle danskere, der bor sammen med andre og kan stemme, de stemmer faktisk sammen med vedkommende. Det er et eksempel på, hvor stærke de sociale normer om det at stemme er i Danmark.

- Modsat for eksempel i England, hvor valgdeltagelsen er langt lavere. Dér er der færre, der stemmer sammen.

- Når man brevstemmer, har man ikke samme oplevelse af at gå ned på demokratiets festdag og sætte krydset, siger Kasper Møller Hansen.

Valgforskeren peger på flere elementer, der kan have øget brevstemmeprocenten ved de seneste folketingsvalg.

Blandt andet er der kommet flere steder, hvor man kan brevstemme, og lovgivningen er blevet ændret, så reglerne for at brevstemme er gjort mere fleksible.

Kasper Møller Hansen peger på, at brevstemmer er dyrere rent samfundsmæssigt, blandt andet fordi det også koster penge at samle stemmerne ind.

Samtidig er det ikke sikkert, at alle kandidater er kendte, når man har brevstemt, som det altså bliver muligt fra onsdag, tre uger før folketingsvalget.

- Hvis man gerne vil stemme på et af de nye partier, så har de ikke listerne helt klar endnu. Så man kan ikke være sikker på, at man kan stemme personligt, siger han.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Blog

Det sorte hul

Der var kun gået et kvarter før August mistede tålmodigheden: “Jeg prøver lige at genstarte, far. Så kan det være at der er en opdatering.” “Det er stadig det samme - jeg røg bare direkte ind - jeg kom ikke engang ind i lobbyen,” råbte August inde fra værelset. Han kom langsomt ind i stuen igen: “Far, tror du der er sket noget?”. For første gang siden det store brag, fjernede jeg blikket fra stuens TV. “Nææh, det tror jeg ikke,” sagde jeg langsomt, men jeg følte mig ikke helt sikker. “Kan du ikke prøve at søge på det?” spurgte August videre. August er 11 år, og lever stadig i internettets sandkasse. Det vil sige primært i YouTube og lidt billedsøgninger på Google i ny og næ. Og selvom medier som Facebook, Instagram og Twitter endnu ikke er hans hverdag, så er han længe bekendt med at alt det man ikke ved, ikke har og ikke kan - det “søger man på.” “Jo, lad os prøve at se,” sagde jeg. August stillede sig ved min side. Som han stod der ved siden af mig i stolen, var vi nærmest lige høje. Han lagde sin ene arm om nakken på mig, så han kunne få sit hoved helt tæt på mit. Synkront kiggede vi ned på iPhonen i mine hænder. “Vi starter på Twitter," sagde jeg med højtidelig stemme. Nærmest som om jeg i bedste Sherlock Holmes-stil havde bebudet hvor jeg mente vi kunne finde morderen. “Hvis nogen ved noget, om noget der sker lige nu, så er det på Twitter!” fortsatte jeg med samme “nu skal far lige fixe det”-højtidelighed i stemmen. Til min store overraskelse - og til Augusts store ærgrelse - viste det sig, at der ikke var noget at finde på Twitter. I hvert fald ikke noget vi ikke allerede selv vidste. I stedet tegnede sig et omrids af, at det, vi var vidner til, var noget ganske særligt. 10 minutter senere havde jeg været mine “usual suspects” af nyhedskanaler og websites igennem. Jeg drejede langsomt hovedet og så på August. “Alt er væk” sagde jeg i en blanding af oprigtig forundring og betagelse. “Deres website er væk, deres YouTube-videoer er væk, deres Instagram-billeder er væk og deres 15.000 post på Twitter er væk. Alt er simpelthen væk.” Den sidste sætning mumlede jeg mest for mig selv, for lige at smage på, hvad det var jeg havde erfaret på min rundtur rundt i cyberspace. “Det eneste der er, er det samme sorte hul, som vi ser på vores skærme," fortsatte jeg og så begejstret på August. August delte på ingen måde min faglige-nørde-begejstring over det digitale-event-marketing-gimmic mesterværk, jeg netop var ved at forstå omfanget af. “Kommer Fortnite så aldrig tilbage?” spurgte August med slet skjult frygt i stemmen. “Jeg ved det ikke” - sagde jeg og skjulte et smil på læben. Cirka 39 timer og 56 minutter senere (men hvem tæller) ringede min telefon. Det var et FaceTime-opkald fra August. Jeg var på kontoret et par timer, og han havde fået lov til blive hjemme. Halvvejs gennem min “Hej August”-sætning, afbrød han mig. “Far, nu sker det," nærmest hviskede han, mens han skiftede kamera-input så jeg ikke længere kunne se August, men i stedet kunne se det han så. På skærmen kunne jeg se et udsnit af Augusts værelse, nærmere bestemt hans skrivebord og computerskærm. På computerskærmen kunne jeg se den, nu alt for velkendte, mørke skærm, med det svagt pulserende sorte hul i midten. Det lignende sig selv - som det havde set ud lige siden vi så det første gang. Men det svage puls af lys rundt om hullet var taget til. Pludseligt i et digitalt “big bang” sprang mørket og hullet i stykker i et hav af lys og partikler. Det føltes som om man blev suget med ind i en malstrøm af stjerner og galakser. Men med et tog det hele form, og ud af det kosmiske kaos fødtes en verden - og et nyt kapitel af eksistens. Det var betagende at se på! August brød radiotavsheden: “Far, jeg er nødt til at lægge på nu - jeg skal ‘in-game’!” Fortnite Chapter 2 var en realitet - og efterårsferien var reddet!

Annonce