x
Annonce
Indland

Flere end hvert syvende barn får en psykiatrisk diagnose

Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
En forklaring på, at flere børn får diagnoser er, at man er blevet bedre til at spotte dem, mener speciallæge.

Flere børn og unge får i dag psykiatriske diagnoser. Det viser beregninger fra Kommunernes Landsforening (KL), skriver Jyllands-Posten.

Annonce

Ifølge beregningerne havde 14,9 procent i 2019 en eller flere psykiatriske diagnoser, inden de var fyldt 18 år. Det svarer til flere end hver syvende unge.

Tallene fra KL viser en stigning sammenlignet med 2012, hvor det gjaldt 11,2 procent af børn og unge.

Søren Dalsgaard, der er professor i psykiatrisk epidemiologi ved Aarhus Universitet og speciallæge i børne- og ungdomspsykiatrien, genkender, at der har været en stigning de senere år.

- Den væsentligste forklaring er for mig at se, at vi er blevet bedre til at spotte de børn, der har brug for hjælp, at det er blevet mindre tabubelagt, og at det er blevet mere almindeligt at tale om, at man har problemer.

- Og den del synes jeg selvfølgelig er super god og vigtig, siger han til Ritzau.

Ifølge Jyllands-Posten er de hyppigste diagnoser adhd eller autisme. Dem havde 22.000 børn og unge under 18 år i 2019, hvilket er 6000 flere end i 2012.

Søren Dalsgaard har sammen med kolleger stået bag et studie, der ligesom KL's beregninger viser, at 15 procent af børn i dag får en psykiatrisk diagnose, inden de fylder 18 år.

Han mener, at der heriblandt kan være tale om børn og unge, der tidligere er blevet overset.

Og det er ofte en stor lettelse for de børn, der får stillet diagnoser.

- Mange børn og unge, som får stillet en psykiatrisk diagnose, oplever det som en lettelse, fordi de får en forklaring på, hvad det er, der foregår, hvorfor jeg har det på denne her måde.

- Det afhænger lidt af, hvad det er for en diagnose, hvordan de reagerer. Men hos de fleste er det egentlig en lettelse at få en forklaring på, hvad det drejer sig om, siger Søren Dalsgaard.

/ritzau/

Link til artikel hos Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Danmark

Her er de nyeste corona-tal:

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

Fra 10-15 millioner til uvished om AGFs regnskab: - Vi kan simpelthen ikke regne ud, hvilket resultatet vi ender med

Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Danmark

Live: Campingpladser kan holde åbent for gæster i påsken trods corona

Aarhus

Hold afstand: Vi skal vænne os til at møde politiet i naturen

Annonce