Annonce
Sport

Fodbold, fællesskab og springet ud af fordommenes skygger

<p>I det intime klubhus bliver spillerne gjort fysisk klar til Danmarksseriedebuten. Foto: Flemming Krogh</p>

Det startede som et projekt, der skulle holde ballademagerne væk fra gaden, men i dag, 27 år senere, er Vatanspor blevet en klub, hvor det sportslige er i højsædet. Fra Serie 3 til Danmarksserien, men samtidig et endnu større spring væk fra fordommene om en indvandreklub.

Der er omkring to timer til den største kamp i klubbens 27-årige historie.

Annonce
Mustafa Pelit er mødt ind flere timer før kampstart for at gøre grillen klar. Der skal noget til at bespise de mange tilskuere. Foto: Flemming Krogh

Vatanspor, fodboldfællesskabet med det tyrkiskklingende navn.

Anfører Selim Genc og målmand Can Dursun i gang med at flytte målene på plads. Foto: Flemming Krogh

»Vatan« betyder fædreland. Følelsen, der opstår, når spillerne iklæder sig den rød-hvide trøje.

Højrehånd til venstre bryst.

Omkring klubhuset ved Sødalsskolen i Brabrand er jorden som en myretue.

Det kribler.

Lune kul under grillristen, pavillon til DJ'en, der arrangeres med et snuptag, alt imens formanden trisser rundt på græstæppet og kridter banen op til premierekampen mod Holstebro B.

En rimelig flad organisation, det tør siges. Der gives et nap med, hvor det lige er nødvendigt.

Også assistenttræner Semsettin Topcu hjælper til, så svedperlerne springer af pandebrasken på ham.

Lidt toiletpapir til dommerne. Trelags, naturligvis.

Let løb og så af sted.

Altsammen, fordi klubben står foran sit hidtidige sportslige højdepunkt, Danmarksseriedebuten.

En rejse, der startede i Serie 3, men også en rejse, der i klubbens første leveår handlede om alt andet end fodbold.

Tilbage i 1989 blev Vatanspor stiftet med en mission om at holde de unge rødder i Aarhus V fra at lave ballade. De skulle have et tilbud, hvor aggressionerne fik afløb med bold og fællesspisning.

Siden er der sket meget. Nu er det sport for sportens skyld.

»Det er ikke længere et integrationsprojekt, fordi der ikke har været behov for at have fokus på det. De fleste spillere er veluddannede, har arbejde og er ikke dem, der render ud og laver kriminalitet om aftenen,« fortæller assistent Semsettin Topcu bag dukkede ruder.

»Vi er en lille størrelse, der udretter noget stort. Og det er også det, der skaber ånden i klubben.«

Han tager brillerne af, tørrer dem og dupper panden med trøjeærmet.

»Der er varmt i dag, hva?«

Fodbold er fordomsfuldt

Tilbage i 2011 havde Vatanspor en uheldig sag. En tilskuer spyttede dommeren i hovedet, hvilket trak overskrifter overalt i det danske medielandsskab.

Århusianerne fik karantæne fra DBU-turneringen, og netop derfor klingede mange af fordommenes kirkeklokker også, når Vatanspor i årene efter gæstede diverse fodboldbaner.

Indvandreklub, ballademagere. Mærkater, der var svære at slippe af med.

Tavlen er dog efterhånden ved at være blevet visket ren. Folkedomstolen har fået øjnene op for, at klubben med de mange etniciteter er, ja, en fodboldklub.

»Vi vil helst ikke betegnes som indvandreklub. Vi vil være med til at vise, at vi ikke er sådan en klub, man måske godt kunne have nogle fordomme omkring. Så vi gør lidt ekstra for vores modstandere, men vi gør ikke noget ekstra for at vise, at vi er lovlydige borgere. Vi føler ikke, at der er behov for det. Vi er bare en klub. Vi spiller fodbold og det er det,« smiler Semsettin Topcu.

Gæsterne først

Den sportslige rejse startede for alvor, da Volkan Ceran kom til som cheftræner i 2005. Den tidligere AGF-spiller fik sat skik på holdet og indført en helt anden disciplin, end hvad man ellers havde været vant til i Vatanspor.

Der skulle ydes, før der kunne nydes. Og så handlede det om at være gode ambassadører for klubben.

Noget, der hurtigt kommer til udtryk, når man entrerer i Vatan-land.

Oprigtig gæstfrihed, spørgen ind.

Ja, se bare klubbens badeforhold.

For et par år tilbage fik man et nyt klubhus af Aarhus Kommune, Noget Vatanspor, parentes bemærket, er rigtig glade for og stolte over.

Der er så bare lige den udfordring, at man kun har ét bruserum. Og det ligger altså ovre på Sødalsskolen ved siden af.

Hvordan løser man lige det?

»Når vi har spillet kamp bader modstanderne først, så dommerne og til sidst går vi i bad. Sådan er det. Vi går meget op i at være gode værter, når vi får besøg udefra,« griner Semsettin Topcu.

Stor lokal opbakning

Klubben oplever en enorm interesse fra dem, der har deres gang i det vestlige Aarhus. Der bliver nikket anerkendende, når spillerne bevæger sig ud med et Vatanspor-logo på trøjen, og til flere af holdets hjemmekampe har der været op mod 400 tilskuere.

Og det betyder meget, særligt for spillerne. De er stolte af det, de kalder deres klub, fortæller holdets anfører Selim Genc.

»Vi ved, at hvis der sker noget her, så rammer det os ekstra hårdt. Det så vi med den her spyttesag i 2011. Der er heldigvis sket meget siden, og nu kommeren masse positiv omtale og en anerkendelse af, at vi har gjort det godt. Og det er fedt, at vores måde at være på, men også vores fodbold har gjort, at vi har kunnet fjerne fokus fra det negative,« siger Selim Genc.

Vatanspor vandt forresten kampen 3-1 over gæsterne fra Holstebro. Genc fik titlen som kampens spiller.

Et nyt kapitel i bogen om Vatanspor.

Klubben, der tidligere levede i skyggen af fordommene, men nu har knopperne dybt begravet i dét, som skaber de positive historier.

Græsset på fodboldbanen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

SF's lønloft lugter af misundelse

Skal der været loft på, hvor meget en topchef i en privat virksomhed i Danmark må tjene? Ja, det mener SF, som torsdag aften kom på banen med et forslag, hvor man vil komme uligheden i samfundet til livs ved at diktere, at en topchef maksimalt må tjene 20 gange så meget som virksomhedens lavestlønnede. Diskussionen er væsentlig. Det er den. Uligheden i samfundet er altid relevant at tage fat i og have fokus på, men at tro, at vi kan og skal løse det hele med strammere regler, er ikke ligefrem den mest sympatiske vej at gå. Det hele bliver serveret af SF's Jakob Mark med et citat om, at han ikke forklare, hvorfor der er mennesker, der skal tjene 36 millioner kroner om året. Det er simpelthen for nemt og uden for kontekst at servere et politisk forslag med sådan en tagline. Det svarer til at himle op over, at der er fodboldspillere, der tjener en kvart milliard om året og derfor vil regulere det. Ja, beløbene kan virke absurde, men hvis virksomheden eller fodboldklubben tjener dobbelt så mange penge i dag som for ti år siden, blandt andet fordi topchefen eller fodboldspilleren gør det fremragende, er det så ikke fair, at deres løn også stiger 100 procent, så lønningerne følger med omsætningen? Håbet med SF's forslag er selvfølgelig, at den med den laveste løn kommer tættere på toppen, og derfor udjævner uligheden, men det er forslaget ingen garanti for. Lønloftet kan også betyde, at topchefen blot får mindre i ren løn og dermed betaler mindre til statskassen, for så at få resten af lønnen på den ene eller anden kreative måde.

Annonce