Annonce
Livsstil

Forelsket i en stol

Gesture hedder spisebordstolen, som Hans Olsen har designet. I den relancerede udgave fås stolen i teak, eg eller sortlakeret bøg. Foto: Warm Nordic

Jacobsen, Juhl, Wegner og ... Olsen. Hans Olsen er det nye, gamle designernavn, som man skal holde øje med. På internationale auktioner har især amerikanere i mange år købt hans 50'er-møbler til høje hammerslag. Men i februar 2018 blev flere af hans design relanceret af Warm Nordic. Mest af alt fordi designvirksomhedens ejer, Frantz Longhi, er voldsomt betaget af Hans Olsens legende og eksperimenterende stole. Longhi fortæller om sin begejstring for og arbejde med stolene:

- Jeg kan faktisk ikke huske, hvilket årstal jeg nøjagtigt er stødt på Hans Olsen første gang. Men det er mere end 20 år siden. Og jeg husker klart, at jeg var betaget fra dag et. Hans Olsens design gjorde mig straks nysgerrig på at dykke yderligere ned i hans bagkatalog. Den første forelskelse var i hans spisebordsstol Gesture, som jeg købte på auktion i sin tid.

- Hans Olsens design er modigt, imødekommende og med personlighed. Og det taler til mig. Loungestolen Fried Egg er et godt eksempel på, at man finder nogle smukke, klassiske linjer i designet, som er typiske for den gyldne tid i 1950'erne, men samtidig topmoderne og spændende. Den er utraditionel med sin asymmetriske form og drilske navn. Den binder datid, nutid og fremtid sammen på en virkelig fin måde. På samme måde er Gesture en flot spisebordsstol i formspændt træ, som med sit udtryk slår ud med armene og byder velkommen til at tage plads.

- Jeg oplever også, at andre designelskere reagerer begejstret på Hans Olsens design. Vi har haft 60 år gamle Gesture-stole købt på auktioner på vores restauranter, hvor gæsterne spørger personalet om stolene efter at have siddet i dem under et langt måltid. Jeg er altså ikke den eneste, der synes, at de er noget særligt både i udtryk og siddekomfort.

Annonce

Hans Olsen

Levede fra 1919 til 1992.Dansk møbeldesigner.

Uddannet fra Kunstakademiet og elev hos Kaare Klint 1941-43.

Fra 1953 havde han sit eget designstudie, hvor han skabte møbler, som også blev udstillet på Snedkernes Efterårsudstilling.

Hans Olsen arbejdede med organiske former og eksperimenterede især med formspænding af træ.

House of Hans Olsen under Warm Nordic varetager nu rettighederne til hans design.

Det er formen, der har dikteret navnet. Fried Egg kaldes loungestolen, som i løbet af efteråret 2018 er blevet iklædt en vamset fåreskindpels, som man også kender fra for eksempel Lasses berømte og bekostelige lænestole. Foto: Warm Nordic

Legende designer

- Hans Olsen var en arkitekt og industriel designer, der tog de klassiske dyder med sig fra kunstakademiet og læremesteren, Kaare Klint, men valgte en mere legende og eksperimenterende tilgang til møbeldesign. Han er nok mere i familie med Finn Juhl end for eksempel Børge Mogensen. Også derfor er han så eftertragtet i dag.

- Han udfordrede datidens produktionsmetoder og fandt blandt andet stor inspiration i muligheden for at formspænde træ og lege med farver og funktion. Hans Olsens varemærke var hans kompromisløse forhold til komfort, funktionalitet og æstetik. I sit hjem testede han prototyperne på rigtige mennesker. Hans gæster blev altid brugt til at forfine komfort og brug, fordi det var så vigtigt for ham.

- Allerede dengang vakte hans ikoniske design international opsigt, og han blev i sin egen tid mere kendt i USA end nationalt i Danmark.

- Mange af generationens arkitekter var uddannede håndværkere, inden de læste videre. Det betød, at de selv var med ude i snedkerværkstederne og forholde sig til selve produktionen af møblerne. Produktionen af Hans Olsens møbler gik stille i stå på et tidspunkt, hvor der var konkurrence fra store varehuse som Ikea og FDB, der begyndte at masseproducere. Deres produktionsapparat og eksponeringsmuligheder var gearet og optimeret på en helt anden måde. Håndværket blev afløst af andre forretningsmodeller, og mange snedkervirksomheder lukkede dengang. Det skete også for mange af de i dag anerkendte danske designere, men de er blevet genopdaget. Og det er Hans Olsen også nu.

Slank og organisk i sit udtryk er lænestolen Mr. Olsen. Sammenlignet med andre lænestole fra 50'erne er Hans Olsens udgave let og løftet af de spidse ben. Stolen er designet i 1958 og matcher en sofa fra samme tid. Foto: Warm Nordic

Relancering

- Det har været et større detektivarbejde at finde frem til de rette efterkommere efter designeren (for at få lov til at producere hans møbler igen, red.). Der er trods alt en hel del, der hedder Olsen i kongeriget. Helt konkret er det sket gennem dialog med museer, arkiver, ejendomsmæglere og flere familiemedlemmer, før den rette indgang var på plads. Hernæst var opgaven, at overbevise Hans Olsens efterkommere om, at Warm Nordic er det rette sted at lade designarven bo. Endda på et tidspunkt, hvor brandet og virksomheden ikke var lanceret endnu.

- Vi kunne ikke vise en egentlig historik og en procedure for, hvordan vi plejer, at arbejde med designrettigheder i Warm Nordic. Vi vidste endnu ikke, at vi hed Warm Nordic dengang. Vi vidste bare, at Hans Olsen fortjente at blive lige så stor som de andre store designere fra den tid - og at vi var ivrige efter at hjælpe designet frem. Jeg har selvfølgelig kunnet inddrage mine erfaringer fra min tid med Kähler og andre medarbejderes kompetencer på området, men det har mest af alt været et spørgsmål om tillid og kemi. At sikre over for familien, at vi vil lede og løfte Hans Olsens fortælling og hans design det rette sted hen i fremtiden.

- Det er vigtigt for familien, at både produkter, kvalitet og designhistorien om Hans Olsen stemmer overens med det, der var Hans Olsen, og som familien ønsker, at han skal identificeres med. Og det er lykkedes at komme rigtig godt fra start.

- Vi har i mange år købt Jacobsen, Juhl, Wegner og Mogensen. Men nu er Olsen heldigvis igen fremhævet internationalt og nationalt i samme liga.

Fried Egg pakket ind i fåreskind koster 29.995 kroner og kan først leveres fra januar 2019. Farven hedder Scandinavian Grey. Foto: Warm Nordic
Frantz Longhi ejer Warm Nordic og er direktør i møbelvirksomheden Paustian. Han er tidligere ejer af Kähler og oprindeligt uddannet arkitekt. PR-foto
Balloon-loungestolen er designet i 1955 af Hans Olsen. Foto: Warm Nordic
Mr. Olsen-sofaen er en let udgave af 50'ernes arkitekttegnede lædersofaer med dens organiske former og lange ben. Foto: Warm Nordic
Arkitekten Frantz Longhi ejer designvirksomheden Warm Nordic. Hans passion for designermøbler begyndte for mere end tyve år siden. I løbet af årene har han opbygget en samling på flere hundrede stole. Foto: Warm Nordic
Mr. Olsen-sofaen er en let udgave af 50'ernes arkitekttegnede lædersofaer med dens organiske former og lange ben. Foto: Warm Nordic
Spisebordsstolen Gesture "slår ud med armene og byder velkommen til at tage plads." Sådan beskriver Frantz Longhi den. Foto: Warm Nordic
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus

Træer med rødder i historien

Kronik

Kronik: Kulturpolitik er hardcore kapitalisme

I disse dage hyldes finansloven for at afskaffe besparelser på kultur og humaniora. Og selvom det utvivlsomt er et skridt i den rigtige retning, så er det ikke ligefrem modig kultur- eller uddannelsespolitik. Det er et tilbagevendende fænomen, at kunstens fortalere forsøger at overbevise politikere om kunstens værdi og muligheder. Først og fremmest handler det om, at kunsten har værdi i sig selv. Der er en værdi i den kunstneriske undersøgelse, som ikke er underlagt specifikke mål, lyder opråbet. Men i samme åndedrag er det for den samme gruppe af kunstfaglige vigtigt at pointere, at det ikke betyder, at kunsten ingen evner har politisk og kommercielt. For at tale politikernes sprog, påpeger branchen ofte de sociale og økonomiske fordele ved satsninger på kulturområdet. Når staten giver penge til kunsten, resulterer det i mere meningsfulde tilværelser og et overskud i statskassen. Det er ikke den mest interessante tilgang, men offentligt støttet kunst kan betragtes som en investering, der på langt sigt giver profit - både fra turisme og fra handel med kunstværker, men også fra længerevarende følger, som kan være svære at måle. Et rigt kulturliv i et bestemt område kan påvirke prisen på ejendomme. Det kan have betydning for menneskers lykke og sundhed. Det kan afføde innovation i erhvervslivet. Selv Dansk Industri har udgivet en rapport om kulturens vækstpotentialer. Et besøg til et af verdens epicentre for økonomisk vækst har sat kulturpolitikken i den danske andedam i et interessant perspektiv. Jeg er netop hjemvendt fra en rejse organiseret af Mondriaan Fonden og Statens Kunstfond. Med en europæisk gruppe af kunstfaglige rejste jeg rundt og besøgte de mange nye kunstinstitutioner i Forenede Arabiske Emirater. Som navnet betoner, er Emiraterne en føderal sammenslutning af syv arabiske familiedynastier. Landet har de seneste årtier oplevet en rivende udvikling, muliggjort af enorme mængder af oliepenge. I Emiraterne taler man om tre perioder i regionens historie: før og efter olien og fremtiden. Her er ”fremtiden” et gennemtrængende tema, og lederne ved, at olie ikke er en del af den. Ligesom i andre totalitære lande oplever man et styre, som tænker langsigtet. Måske fordi de ved, at de sidder på magten i generationer. For at sikre deres internationale position satser sheikerne på massive investeringer i alt fra bæredygtig energi til infrastruktur. Man kan se væksten for ens øjne, når man bevæger sig rundt. Man kan høre utopierne for fremtiden udfolde sig i entusiastiske skåltaler. Det interessante er, at Emiraterne har forstået, hvad mange danske kulturpolitikere ikke har. Samtidig med at man bygger handelscentraler, luksushoteller, indkøbscentre med indendørs skibakke, skyskrabere og gigantiske solcelleanlæg, så bygger man også universiteter, kunstmuseer, teaterskoler og biblioteker. Her har man forstået kunstens betydning og evne til at skabe forandring kulturelt, økonomisk og politisk - og man udnytter den. Alt er ikke fryd og gammen i Emiraterne, tværtimod. Landet er involveret i død og ødelæggelse i Yemen. Millioner af udlændinge arbejder under usle forhold. Der er massiv hvidvask. Ytringsfriheden er begrænset. Demokrati er en by i Rusland. Landet er dog i stort omfang lykkeligt befriet for kritik og sanktioner fra de såkaldte frie demokratier. En del af strategien for Emiraterne handler om at skabe enorme kulturelle samarbejder, som gør det belejligt for samarbejdspartnerne at se igennem fingre med tragedier og korruption. Det klinger i hvert fald hult, når USA, Frankrig og andre sælger våben og kulturarv med denne ene hånd og peger fingre med den anden. Som eksempel blev det i 2007 vedtaget i det franske parlament, at kunstmuseet Louvre kunne åbne en afdeling i Abu Dhabi. Emiraterne betalte den nette sum af 3,5 milliarder kroner bare for at låne det prestigefyldte navn i 30 år. Louvre Abu Dhabi åbnede i 2017 og ligger i et område, hvor bystyret har planlagt at bruge over 180 milliarder på at skabe et kulturelt turistparadis. Handlen er blevet kritiseret for at være en usmagelig måde at behandle århundredes kulturhistorie og for at forvanske kunstnerisk åndelighed til brand-marketing, hardcore kapitalisme og geopolitik. New Yorks Universitet i Abu Dhabi er endnu et eksempel på en importeret vestlig kulturinstitution. Rektoren er en hollandsk kunsthistoriker, og hun fortalte om universitets satsning på rekruttering af elitestuderende fra hele verden. I det tætpakkede program, som var lagt for os, så vi den ene nybyggede og topmoderne kulturinstitution efter den anden. Fælles for dem alle er, at ambitionerne for det kunstneriske niveau er skyhøje, faciliteterne er dyre og den kulturelle målstok er vestlig. At opleve denne udvikling får mig til at spekulere på, om denne målestok med tiden vil forskyde sig. Fortællingen om vestens forfald fra den globale verdenstinde er velkendt og facetteret. Groft sagt er det den, der har affødt Trumps slogan om at gøre Amerika stor igen. USA står med tiden til at miste sin status som verdens største økonomi, og andre har længe gjort sig klar til at blive de nye supermagter. I lyset af de makropolitiske forskydninger i samtidens verdensorden giver de langsigtede kulturinvesteringer i Emiraterne stof til eftertanke angående den manglende vilje til at satse på kunst og humaniora i vores andedam. Hele denne rejse har gjort mig underligt desillusioneret. På den ene side er jeg blevet bekræftet i, at kunst ikke bør være underlagt politiske målsætninger. På den anden er det mere tydeligt end før, hvor stor en politisk og økonomisk magt kunsten kan bære med sig. Selvom danske politikere fra tid til anden holder fine taler om kulturens betydning, så tales der ofte om kunsten som den overflødige glasur på toppen af kransekagen. På trods af Emiraternes sympatiske tilgang til kunstens magt, så virker det til, at de har forstået, at de såkaldt ”bløde” fag er grundstenene i vores samfund. Jeg har set, hvad der sker, hvis hardcore kapitalister køber præmissen om, at kunst kan betale sig. Emiraterne har spændt kunsten for en vogn, som den får sår af at trække. Alligevel må jeg indrømme, at jeg oplevede meget god kunst på turen. Ikke mindst oplevede jeg potentialer, som på langt sigt kan skubbe ved den måde, vi betragter kunstverdenen på internationalt. Danske kulturinstitutioners kamp for bedre økonomiske forhold er en paradoksal kamp for at vise, at det betaler sig i kroner og ører at lade kunsten udfolde sig på egne præmisser uden blik for de økonomiske følger. Men på trods af at kulturlivet argumenterer for kunsten på erhvervspolitikkens præmisser, har kulturpolitikken stadig laveste prioritet for mange byråd og ikke mindst for den nye regering. Økonomisk vækst bør ikke være argumentet for at investere i kunst og humaniora, men uanset hvilket argument man ønsker at forfægte, så synes det indlysende, at vi bør investere mere modigt og ikke nøjes med at afskaffe besparelser.

Aarhus

Natligt overfald på Brabrandstien: Gerningsmænd krævede penge

Annonce